Det er mange år siden, at tanken faldt mig ind første gang, og siden har jeg spekuleret meget over, hvad det gør ved os at leve i en følelsesbåret popkultur. Altså, en kultur, hvor vi er omgivet af distraktion, højt tempo, tilkendegivelser om alt mellem himmel og jord og en forventning om, at enhver med alle sine talenter kan blive til noget særligt. Helt fra jeg var lille, har jeg mærket mentaliteten omkring mig, og jeg ville også så gerne skille mig ud og gøre indtryk. Jeg ville for alt i verden ikke være almindelig, og det kan tage mange år at komme sig over den idé. Hvis man nogensinde kommer sig. Vi er alle mere eller mindre formet af dette virvar af forestillinger om at være oppe i hastighed og ikke gå glip af noget – så meget, at det kan blive svært at fastholde en sammenhængende tanke. Vi er i disse år i færd med for alvor at opdage, hvor vanskeligt det er at leve i denne følelsesbårne popkultur, og jeg vil gerne gøre mit til, at vi forstår, hvad vi påvirkes af, hvordan det forstyrrer tænkeevnen, og at det også kan bevirke, at vi kan have svært ved at tro på Gud.

Vi får hjælp til at forstå det i dag, hvor Jesus taler om slægten. Altså, os, mennesker, som han sammenligner med børn, der sidder på torvet og ikke kan samle sig om noget, og som heller ikke formår at lytte til de dybere meddelelser. Hverken til Johannes Døberen – ham, der banede vejen for Jesus – eller til Jesus selv, da han begyndte at give sig til kende, og der er klar konsekvens forbundet med den manglende lydhørhed. I flere byer, hvor folk ikke har hørt, hvad Jesus sagde til dem, vil det gå dem dårligt. Jesus taler om dommens dag, hvor nogen skal ophøjes til himlen, mens andre skal styrtes ned i dødsriget, og mens alt dette lyder temmelig voldsomt, er der også noget bekræftende ved det. Vi får her at vide, at vi ikke blot er med til at forme vore egne liv nu, men også vores skæbne siden hen, for spørgsmålet er først og fremmest, om vi hører efter eller ikke hører efter. Og set i det lys giver det virkelig mening at tale om en støjende popkultur, hvor det kan være så svært at høre det vigtige, at man hver dag skal tage sig i agt for ikke at fare vild.

Lad mig lige forklare lidt nærmere, hvad jeg mener med ordet popkultur? Jeg mener, at store dele af den offentlige samtale er præget af en blanding af narcissistisk personprofilering og flokmentalitet. Det ene ser man, når en X-Factor-dommer igen karakteriserer sig selv som en ubegribelig stor gave til os alle, og det andet – flokbevægelsen – ser man, når folk stimler sammen om regnbueflaget for at dyrke det rette sindelag, og måske glemmer, hvordan bevægelser af den art nemt kan stivne i håndfast ensretning, hvor alle forventes at hylde præcis samme idé om mangfoldighed. Ligesom man ser flokmentaliteten, når diverse énmandspartier med få simple slagsætninger skaber så stor tumult i det politiske liv, at det mest understreger den gamle sandhed om menneskets villighed til at underlægge sig en stemning. Og blive del af et publikum – som Søren Kierkegaard beskrev det allerede i 1845 i skriftet En literair Anmeldelse med ordene: ”Publikum er Alt og Intet, er den farligste af alle Magter, og den meest intetsigende; man kan tale til en heel Nation i Publikums Navn…” Vi er naturligvis alle mere eller mindre del af det store publikum, det følger af at være et folk, der deler samme sprog, og desto mere må man værne om sin personlige tænkeevne. Hver gang vi tænder for fjernsynet, går på nettet, eller igen kigger ned på mobiltelefonen og konstaterer, at verden aldrig står stille, og at mange hele tiden siger noget. Popkulturen er effekternes, manipulationens og larmens kultur, og den får os til så nemt at glemme at sondre mellem tomhed og indhold.

Det er selve vores åndsliv, der er på spil, og flere kan se det. Heriblandt landets højt elskede psykologprofessor, Svend Brinkmann, der har udgivet en ny bog – Tænk, hedder den – og her beskriver han, hvordan vi i denne epoke kan miste noget vitalt. Nemlig, evnen til at tænke. Han kalder det tænknings-glemslen. Det handler om at genopdage dette at kunne føre sine tanker til ende, ikke nødvendigvis for at nå et bestemt sted hen, men for – som Brinkmann citerer en anden tænker for at sige: ”det at tænke mod strømmen, i sandhedens tjeneste, langtfra at være den ufrugtbare og nyttesløse øvelse, som du forestiller dig, er faktisk er den korteste vej til at sandt liv, der, når det eksisterer, udgør en enestående lykke.” At tænke mod strømmen, man bliver aldrig færdig med det, og hvad sker der, når man gør det? Man frigør sig fra larmen og skaber en livslang samtale med sig selv og begynder måske for alvor at overveje måden man lever på – og om Gud findes. Det er de helt store spørgsmål, der kan hindre én i at blive opslugt af vane og måske endda blive lidt bitter på verden, som det alt for nemt kan ske midtvejs i livet. Får man ikke i tide vendt sin opmærksomhed mod alt det store, kan ens verden blive for lille, og så er det, at man muligvis mærker, at der findes en dom allerede nu. At noget føles forkert og måske endda med tiden begynder at gøre ondt.

Jeg tænkte på det, da jeg forleden sad overfor én, jeg kender, der med årene mere og mere synes at have mistet lysten til at tænke. Jeg tror, at hun lider at tænkningsglemsel og har vænnet sig til at lade tankerne springe, så de ikke når at blive forpligtende, før hun er videre til næste indfald. Af samme grund har hun svært ved for alvor at lytte, for hun orker ikke at blive belemret med for store problemer, og det er ved dette punkt, at vi kan miste hinanden. For samtalen dør, når man ikke sammen tænker tanker til ende. Og det er ved dette punkt, at det begynder at gøre den helt store forskel, om man tror på evighed og Guds frelse eller ej, om man er tryg ved, at tiden bare går, eller om man snarere er ved at gå en smule i panik. Jeg kan se det i hendes øjne, hun frygter, at livet skal rinde ud før tid, og forleden spurgte jeg hende: ”Er der noget, der plager dig?” Først så hun lidt forskrækket ud, hvorpå hun gudhjælpemig kiggede ned på telefonen, som om alverdens svar findes dér, og sagde: ”Der er bare lidt meget for tiden.” Lidt meget hvad? Det er svært at vide i en følelsesbåret popkultur, men ordene – der er lidt meget for tiden – udgør vor tids klassiske reaktion på ubehaget ved at mangle mening og sammenhæng i tanken. Det er det ubehag, som jeg vil beskrive som dette at mærke en dom, mens man stadig er på jorden.

Ifølge Svend Brinkmanns åndelige vejleder, den græske filosof Aristoteles, er det ultimative, vi kan blive, tænkende væsner. Jeg går naturligvis skridtet videre og siger, at det ultimative vi kan blive, er troende væsner. Og vores tanke ender før eller siden hos Gud, hvis blot den får lov til virkelig at følge sin bane, da vi jo ikke kan undgå til sidst at tænke på, hvad der mon sker efter dette liv. Dér, hvor tanken ikke kan komme længere, begynder troen, og som jeg sagde lige før, så er vi selv med til at bestemme, hvad vi vil lytte til. Vi kan beslutte at lytte til beretningen om, at Jesus kom til verden for at minde os om, at mange trods de store gerninger, han har gjort, stadig ikke har omvendt sig. Stadig ikke seriøst tænker tanken om, at han virkelig kan være Guds søn, der skal frelse denne slægt. Meddelelsen er svær at begribe, det medgiver jeg, og derfor skal man som sagt heller ikke forvente at nå frem til et klart svar, men derimod til en spirende tro. Den franske forfatter Michel Houellebecq, der ikke opfatter sig selv som troende, beskriver i bogen Interventioner, hvordan han ikke desto mindre pludselig rammes, da han ved en begravelse hører budskabet om, at Jesus vil frelse enhver: ”Jeg kan huske den vished, den selvfølgelighed der lyste ud af præstens ord: Nej, døden findes ikke, den findes overhovedet ikke, græd ikke, små børn, Kristus har besejret døden. En sådan vished hensætter mig i dyb rystelse.”

Det er godt at blive rystet, for sådan kan man blive rykket lidt fri af popkulturens bedøvende virkning. Og sådan kan man erkende, at mens denne slægt, der kan sammenlignes med små børn, der har så svært ved at finde ud af, hvor de skal rette opmærksomheden hen, er faldet ned i tænkningsglemsel, vil jeg ikke kun være én, der er faldet. Jeg vil være én, der også tænker og lytter. Mens slægten er faldet væk fra den umiddelbare evne til at høre, hvad Gud siger til os, vil jeg være én, der ønsker, at noget stadig kan genoprettes. Og det kan det jo blive, fordi Jesus kom til verden og talte til os på en ny måde. Han ville vinde vores fulde opmærksomhed ved at gøre undere, elske som ingen anden kan, lade sig korsfæste og til sidst opstå fra graven. Og ved at fortælle, at der for denne slægt findes en altafgørende dommens dag, hvor vi ved udgangen af dette jordiske liv vil forstå, hvor meget vi måske lod os opsluge af det store publikum og blev trukket væk fra den sammenhængende tanke og dermed måske også i for høj grad væk fra buddet om at elske sit medmenneske. På dommens dag tales der til os igen, og vi skal lytte og indse omfanget af alt det, man ikke gjorde, mens tid var. Og sandheden om Gud og os og dermed vores enestående lykke er, at Jesus som dommer over levende og døde rækker hånden frem til os alligevel.

Vi kommer alle til at stå der, for trods faldet tilhører slægten stadig Gud. Nok bærer vi på hele den syndighed, der får Jesus til at true med at styrte os ned i dødsriget, men der er jo en grund til, at han selv opstod fra netop dét sted. Han vil have os til at opstå sammen med ham, for ”Nej, døden findes ikke, den findes overhovedet ikke, græd ikke, små børn, Kristus har besejret døden”. Og Kristus ønsker, at vi skal vende ryggen til alt det, der larmer så meget i en forvirret kultur og i stedet tænke tanken om ham til ende og lytte til det, han siger. For den, der tænker og lytter og tror skal ikke dø. Amen.