Der er nok ret stor forskel på, hvornår vi bliver voksne. Måske troede man engang, at tilstanden automatisk ville indfinde sig, når man havde nået en vis alder og begyndte at arbejde, sætte børn i verden og købe grøntsager og gøre det, man havde set sine forældre gøre. Men sådan fungerer det ikke blot. Man kan, viser det sig, gro en smule fast i sin udvikling, alt imens det føles, som om man på en vis måde er faldet ud af tiden. Det er de andre, der bliver ældre og bør flytte sig videre, ikke mig, for jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Engang følte jeg mig besynderligt sikker på, at årene aldrig ville indhente mig, og en rum tid gik det faktisk fint, men efterhånden indså jeg, at der er en pris at betale for denne vedtagelse af ikke at ville være en del af tiden og blive et rigtigt voksent menneske. Blandt andet kan der ske det, at man ikke får sat børn i verden.

Man kan mistænke manden, der har siddet ved Betesda Dam i 38 år, for at være et menneske, der har kendt til noget lignende. I hvert fald fremstår han som én, der ikke helhjertet nok har ønsket at bevæge sig fremad, hvilket også medfører, at Jesus, da han får øje på ham, straks stiller spørgsmålet: ”Vil du være rask?” Hermed forstår vi, hvor meget, der står og falder med mandens egen beslutning om at bevæge sig, og vi skal ikke lade os narre af hans søforklaring angående alle de praktiske omstændigheder, der hindrer ham i tids nok at nå ned i det helbredende vand. Vil du være rask – lyder det – og stole på, at du trods alle de svære omstændigheder i fremtiden kan få et godt liv? Vil du tro på det kommende? Jesu spørgsmål handler ikke så meget om sygdom, som om dette at leve sit liv, og det ender da også med, at manden adlyder og kommer på benene. Vi ved ikke, hvordan han herefter forvalter sin tilværelse, men vi ved, at han ikke længere efter disse 38 år blot bliver siddende, men omsider beslutter sig for at tage del i fremtiden.

Netop den beslutning kan det knibe lidt med i vore dage, og manglende tro på fremtiden har utvivlsomt også at gøre med den gåde, som vi taler så meget om. Gåden om de mange ufødte børn i den vestlige verden. En ting er, at det kan være svært at blive gravid, hvis man venter for længe, og at forskellige fysiske forhold kan gøre det umuligt, hvilket for nogen bliver til en stor sorg i livet. Det er en sag for sig. Noget andet er spørgsmålet om, hvad der sker i sindet på de mange, der slet ikke ønsker at få børn. En teori kan være, at vi nemt overmandes af krisefølelse, idet de store kvaler på kloden med klima, krige og uretfærdighed næsten bliver til én stor modsigelse af alt godt. En amerikansk historieprofessor kalder det ”polykrise” – en forestilling om, at alle verdens kriser har ét fælles udgangspunkt, og at der ikke er så meget at stille op. Og i hvert fald ikke noget godt at føde børn ind i. Det er ret interessant, for nok tøver man med i moderne tid at tale om begrebet ondskab, da det synes for trist og gammeldags, men ikke desto mindre er det næsten, som om sansen for en ond overmagt alligevel spøger i bevidstheden som tanken om en destruktiv global vilje, der vil spolere al glæde. Og en del af

forklaringen på gåden om de ufødte børn er nok, at lidt for mange har vænnet sig til i skæret fra de dårlige nyheder og troen på denne polykrise næsten at opfatte fremtiden som ond.

Jeg var så heldig i denne uge at være på besøg hos musikeren Sebastian, der om få dage udgiver en ny CD i sin lange vidunderligt poetiske karriere. Og da vi sad dér i studiet og lyttede til hans 75-årige og lidt skrøbelige stemme, slog det mig, hvordan man med alderen kan forstå, hvad det egentlig vil sige at håbe. Sebastian synger: ”Vi vil se nye tider, en morgen i maj, en skønne dag – en ny tid, en ny tid, som nu er på vej. Det håber vi, det håber vi…” En enkelt morgen ad gangen, sådan kan man håbe og leve i pagt med tiden, uden konstant at spekulere over, hvor meget man hvert øjeblik bør vælge til og fra i sin livsstil. Jeg tror, at vi i tilværelsen vælger mindre, end vi forestiller os. Det er ellers blevet en fast del af sproget, at man vælger alting – helt ned på bagedyst-niveau, hvor man ”vælger” at bage sine cupcakes to minutter mere. Selv en sådan handling er blevet personligt unik, men i det større billede det er langt hen ad vejen en Illusion, at vi hele tiden vælger, og når folk spørger mig, hvornår jeg traf valget om ikke at få børn, svarer jeg altid, at der ikke var tale om et klart valg. Det var bare sådan, det gik. Troen på Gud har at gøre med valg – det kommer jeg tilbage til – men meget andet i livet formes af, at tiden bare gik, af og til uden at man kom på højde med hvor hurtigt. Derfor er det jo muligt, at en del af dem, der i dag ”vælger” ikke at få børn en dag indser, at det hele også handlede om endnu ikke at være nået derhen, hvor man virkelig forstod ærefrygten for livet. Det punkt, som jeg selv ikke i tide nåede frem til.

Et stort spørgsmål er, om den manglende lyst til at få børn i sidste ende også har at gøre med en manglende tro på, at Gud findes. For tror man ikke på det, kan horisonten måske synes for kort og trang, og man kommer nemmere til at underlægge sig de blot jordiske omstændigheder. Som når man i for høj grad martres af ”polykrisen” og tidens stemning, og afgørende er det at huske, at fornægtelsen af fremtiden ikke kun præger én selv, men også andre. Det er ikke gratis at dyrke pessimismen, for den kan gradvist lamme ens sjæl og samtidig stjæle livsmod fra de andre. Derfor kan man faktisk se det som en pligt at tro på en fremtid, der er værd at føde børn til, og når Paulus i brevet til Timotheus, som jeg læste op fra før, skriver, at hvis vi fornægter Jesus, vil han også fornægte os, understreges netop det dramatiske ved ikke at ære det gode og sande. Livet selv, det kommende og i sidste ende Jesus selv, der er det levende vidnesbyrd om, at skabelsen er god. Ellers var han jo ikke blevet sendt hertil for at frelse den. Alligevel kan vi tage håbet fra hinanden, hvilket vi gør, hver gang vi i overdreven grad er optaget af egen bekymring. I en vis forstand fornægter vi på den måde selve kærlighedsbuddet, og her er der som sagt tale om at vælge, for overfor Guds bud vælger vi og beslutter os. Hver dag, ja, hvert øjeblik kan vi vælge vores egne lukkede tanker til og den gavmilde tro på fremtiden fra. Og derfor stiller Jesus os et spørgsmål: Vil du være rask? Vil du leve i lydighed overfor Gud og fremtiden og medmennesket, eller vil du ikke? Der er tale om et klart spørgsmål og et klart valg.

Måske undrer det nogen, at det overhovedet – som Paulus skriver – kan være på tale, at Jesus fornægter os, hvis vi fornægter ham, for ejer han ikke endeløs barmhjertighed? Jo, og jeg tror heller ikke, at fornægtelsen varer ved. En ting er, at man kan nedgøre Gud og det skabte ved ikke at tro på fremtiden. Noget andet er, at Guds søn snart vil spørge det lammede menneske

én gang til: ”Vil du være rask?” Om og om igen helt frem til tidens fylde i det hinsides, hvor vi definitivt skal vælge Jesus til, opfordres vi til her på jorden at tro på livet og grunden til at føre det hele videre. Jesus vil blive ved med at bede om et svar, og nu skal jeg jo passe lidt på. Det kan lyde, som om jeg mener, at den, der ikke vil have børn, i særlig grad bør mistænkes for at fornægte Gud, og nej, det er ikke det, jeg siger. I så fald ville det også se ret skidt ud for mig selv. Det, jeg siger er, at vi i en tid med så mange ufødte børn kan inspireres til at forstå, hvad der sker, når menneskene mister føling med tidens gang og livets storhed og selve skaberværkets krav på os – og glemmer, at uanset hvor dyster fremtiden kan se ud, skal livet altid skal gives videre alligevel.

Og derudover er det naturligvis sådan, at også en far og en mor kan se sig tilbage og erkende, at man var meget længe om at forstå, hvad det egentlig vil sige at leve gavmildt. Denne sendrægtighed er jo vores grundlæggende fælles træk som de syndfulde, der har så svært ved at ære de andre nok. Fordi vi har et evigt opmærksomt blik rettet mod os selv. I Sigrid Undsets lille novelle Fru Marta Oulie møder man Marta, mor til fire, der midt i livet begynder at indse, at heller ikke hun har været på højde. Hun siger til sig selv: ”Alle mine vildfarne veje. Nu skal det blive anderledes. Jeg ved ikke, hvad livet er, men ensomhed, det er ikke livet. Så sikkert, som vi er avlet og født af andres liv, så må vi opholde tilværelsen ved det, vi får af andre. Og det må vi købe ved at give af os selv hver eneste dag” Det er dén erkendelse, der kommer med alderen, og som Sebastian beskriver som dette en morgen i maj igen at ane nye tider. Det håber vi, det håber vi…, synger han. Ligesom det er dén erkendelse, der omsider får manden ved Betesda til at rejse sig, da Jesus befaler ham at gøre det. Væk er betingelserne og polykrisen og de dårlige undskyldninger for ikke at leve. Væk er den selvpinende kredsen om alt det, der skræmmer, og væk er det lammende ved den fremtid, der ikke lover godt, for uanset hvad skal enhver give af sig selv hver eneste dag.

Det skal vi vælge at gøre i lydighed overfor det kristne kærlighedsbud, der befaler os at tjene og videreføre det, som Gud har skabt. Det skal vi gøre i tro på den Guds søn, der gav sig selv på korset, så vi i pagt med tiden, der går, kan blive mere og mere åndeligt voksne og forstå at uanset hvad der sker på denne klode, er livet værd at leve for. Som det er Guds vilje, at vi gør. Uanset hvad der sker på denne klode, skal vi holde ud for hinanden, som Jesus holdt ud for os og opstod fra døden, så vi i troen kan være evige med ham i en vidunderlig fremtid, der aldrig nogensinde holder op. ”Det håber vi, det håber vi…” Amen.