Det er muligt, at vi tror, at vi sådan nogenlunde med årene kan gennemskue vores relationer, men det er nok ofte ikke tilfældet. For mens der findes en umiddelbart håndterlig fortælling om os, eksisterer der nedenunder denne adskillige lag af håb, fortrydelser, misundelse, medlidenhed og meget andet. Herunder også strejf af tyranni. De findes mellem venner, søskende, ægtefæller og andre, vi står nær, og man kan kende hinanden længe uden rigtigt at forstå det. Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge, for ellers kan det blive svært at begribe, hvorfor vi taler og handler, som vi gør – og at vi alle skuffer over tid. Det er desværre ikke et udtryk, jeg selv har opfundet, det har én af landets rockgrupper, men det er virkelig godt. Alle skuffer over tid, og vi bør aldrig sætte hele vores lid til et andet menneske. Det lyder måske nedslående, men det er det slet ikke. Bare vent og se.

Man må formode, at Martha og Maria kender hinanden ret godt. De er søstre, og det synes naturligt for dem i fællesskab at tage imod, da Jesus kommer på besøg. Martha træder straks ind i rollen som den ivrige værtinde, der sætter en ære i at gøre, hvad der forventes. Maria, derimod, er så optaget af at lytte til, hvad Jesus siger, at hun dropper al servering og tager plads ved hans fødder. Det interessante er ikke blot, hvorfor Maria gør det, men mindst lige så meget hvorfor Martha med det samme brokker sig og vil have Jesus til at irettesætte søsteren. At Jesus reagerer på alt dette ved at konkludere, at det er klogt at smide, hvad man har i hænderne og lytte, når han taler, forbløffer næppe. Men hvad stiller vi op med Marthas behov for at understrege, hvor vidt forskelligt, hun og Maria griber tingene an? Martha kan lave mad til Jesus, hvis hun vil, ligesom hun kan sætte sig og lytte, hvis hun vil. Hun kan gøre præcis, hvad hun vil, men noget tyder på, at hun ser sig selv så meget i lyset af sin søster, at hun har svært ved blot at være sig selv. Martha er allermest optaget af, hvad hendes søster gør, og det virker, som om hun er grundlæggende skuffet over noget.

Vi skuffer hinanden over tid. For eksempel kan der opstå virkelig skuffende mønstre blandt dem, der ellers har slået sig sammen om at realisere de smukkeste idealer, hvorefter de mindre vidunderlige aspekter ved menneskene snart begynder at pible frem. De bagtaler hinanden, tyranniserer i det daglige og har svært ved at holde tanken om alt det gode, de skulle udrette, fri af de lavere instinkter. Senest har vi hørt om intern ballade i ét af de yngre politiske partier, og tankevækkende ved denne beretning om chikane og mobning er meldingen fra formanden om, at man ikke har planer om at undersøge, som han sagde: ”Hvem var skyldige, og hvem gjorde hvad. Det er ikke vores tilgang.” Man kan tilføje, at det måske heller ikke er en særlig realistisk tilgang. Jeg har selvsagt ingen indsigt i denne sag, der fremstår som endnu én i rækken af sager fra de senere år om ubehagelig opførsel. Metoo-bølgen har vænnet os til beskrivelsen af dårlig dannelse og en decideret malplaceret opførsel, der dog ofte synes temmelig uigennemskuelig og ofte uden blot én entydigt skyldig part. Det

hænger formentligt også sammen med, at det kan være svært at forbinde de negative kræfter med sig selv, idet det jo tit føles, som om man blot reagerer på det, andre gør og siger. Hvem var skyldige? Det kan være vanskeligt at blive enige om, men at tyranniet har taget bolig, tyder en del unægtelig på.

I romanen Fiskerne fra 1928, skrevet af Hans Kirk, møder vi mennesker, der på kryds og tværs tyranniserer hinanden. Romanen handler om en flok fiskere, der slår sig ned ved Limfjorden for dér at skabe sig et godt liv. De er missionske og stærkt optaget af synd og lydighed, hvilket skaber en del intern tyrannisk social kontrol. Men derudover bryder de missionske sig ikke om den lokale grundtvigske pastor Brinck, der nærer en del mere tillid til det gode i mennesket. Under det første møde mellem Brinck og den missionske talsmand, Thomas Jensen, siger præsten: ”Kristendommen, det rent personlige gudsforhold, er det eneste, man ikke kan tage andres ord for. Jeg forstår udmærket det konsekvente i Deres opfattelse, men De ser for snævert på det.” Og Thomas Jensen reagerer ved at minde præsten om én bestemt ting, og han siger: ”Omvendelsen, den skal til. Vi må give os helt hen til Jesus med liv og gods og alt, hvad vi har…” Romanen har – ikke mindst i kraft af TV-serie-versionen fra 1977 – jaget en vis skræk i befolkningen angående kristendom, og hvis Hans Kirk ønskede at give de missionske et dårligt ry, lykkedes det. Men sagen er, at begge mænd har ret, idet de opfatter gudsforholdet som vort livs dybeste omdrejningspunkt. Mens præsten understreger, at ingen kan dømme en andens gudsforhold, hvilket er meget sandt, opfordrer Thomas Jensen til omvendelse og dette at give sig helt til Jesus, og det hele udvikler sig siden voldsomt. Præsten lader sig til sidst drive ud af sognet, men det ændrer ikke ved, at de begge har ret. Vi skal se os selv i lyset af Gud fremfor at se os selv i lyset af hinanden.

Det er oplagt at sammenligne de to mænd – den frisindede præst og den regelstyrede fisker – med Martha og Maria. Martha gør gerninger i lydighed, mens Maria er mere intuitivt til stede, og for alles vedkommende er risikoen, at de kan komme til at tyrannisere hinanden – altså, prøve at få den anden til at føle sig underlegen, mens man selv mærker magt. Selv de, der holder af hinanden, gør det, for alle relationer rummer strejf af tyranni, der melder sig i tonefald og tavshed og ironisk distance. Selv en kvinde, jeg kender, der elsker sin mor, udnytter af og til – særligt nu, hvor moderen er blevet gammel – sin magt ved at tie, hvor hun kunne trøste og være sarkastisk, hvor moderen har brug for oprigtighed. Her for nylig skulle de til en fødselsdag i familien, og moderen spurgte om og om igen: ”Kommer du og henter mig?” Og datteren svarede lidt forstilt tøvende: ”Ja, det gør jeg sikkert”, skønt hun vidste, at det gjorde hun helt sikkert. Og moderen fik ikke et øjebliks ro. Man kan se det i øjnene på datteren, pludselig slukkes varmen i dem, og i det øjeblik ser hun kun sig selv i lyset af sin mor, der næsten reduceres til et evigt minde om barndommens skuffelser. Ikke fordi de var voldsomt store eller dramatiske, men fordi moderen er den, der mest oplagt minder hende om, at hun føler sig forurettet i livet. Og trangen til hævn holder nok aldrig op.

Derfor er det personlige gudsforhold så nødvendigt. Det, som både pastor Brinck, Thomas Jensen og Martha og Maria opfatter så forskelligt. Og det, som Søren Kierkegaard i værket Sygdommen til Døden beskriver, hvordan bliver til, når det får sit afgørende indhold. Det sker i

mødet med Jesus – Guds søn i verden – for først gennem det møde bliver følelsen af skyldighed ifølge Kierkegaard til erkendelsen af syndighed, den dybere faldne tilstand. Sat overfor den rene Guds søn, erkender man, at man i modsætning til ham har alle de problematiske lag i sig, herunder det tyranniske, og Kierkegaard skriver: ”… derfor antager Christendommen ogsaa ganske conseqvent, at hverken Hedenskabet eller det naturlige Menneske veed hvad Synd er, ja, den antager, at der maa en Aabenbaring fra Gud til for at gjøre det aabenbart, hvad Synd er.” Der må en åbenbaring fra Gud til, før vi til fulde kender os selv, og derfor kan vi ikke nøjes med at forstå os selv i lyset af far og mor, søskende og venner og andre mennesker, for kun i mødet med Jesu væsen er det muligt at forstå dybden af sit eget. Det er dét, der er omvendelse. At forstå – når Jesus træder frem – hvad syndefaldet egentlig betyder, og når Martha straks optræder forurettet, da Jesus træder frem for hende, tyder det på, at hun mangler netop dette ønske om at blive bekendt med sit eget væsen. Skønt Jesus er hos hende, helt tæt på, ser hun stadig sig selv i lyset af sin søster og bliver vist primært bekendt med den lille trang til endnu engang at få hende tyranniseret på plads.

Derfor har jeg en teori om, at vores optagethed i denne hypersensitive tid af chikane og krænkelse også udspringer af moderne glemsel af vores egentlige natur. Måske har vi delvist glemt, at det lille tyranni findes overalt, og at man kan beskytte sig mod det ved – som Maria – simpelthen at rette blikket et andet sted hen. Dermed naturligvis ikke sagt, at der ikke findes alvorlig chikane, der skal skrides ind overfor. Men dermed sagt at alt ikke skal håndteres som strukturelle problemer, der kan behandles væk, og at man kan hjælpe sig selv ved at huske, at den andens tyranni ikke i sit udspring har noget med mig at gøre. Det er også et resultat af dette menneskes skuffelse i livet. Og når vi måske – til tider uden selv at vide det – tyranniserer hinanden på arbejdspladser, i politiske partier, mellem venner, søskende og dem, vi egentlig elsker, må vi huske det personlige gudsforhold, som andre ikke kan bedømme. Her er man fredet, ene med sin frelser, urørlig i verden, for i gudsforholdet er vi sat fri fra alt andet end Jesu blik på os. Det, der blotlægger alt syndigt i os og det, der samtidig omslutter os med barmhjertighed. Her kan vi sidde i fred ved Jesu fødder som Maria, der vist nærmest er uvidende om sin søsters evindelige bebrejdelse. Maria er fri til blot at glæde sig over, at hun får den gode del, fri til at glæde sig over at være tilgivet for at være endnu et menneske fyldt med fejlbarlighed. Fri til at være endnu et menneske, der skuffer over tid, men som Jesus er kommet til.

Det lyder nedslående, at vi aldrig skal sætte hele vores lid til et andet menneske, men det er det ikke. For hvis vi gør, pålægges den anden en alt for stor byrde, mens jeg selv risikerer at synke ned i den dybeste skuffelse, når jeg føler mig svigtet. Når Jesus træder frem og taler til os, som det sker hjemme hos Martha og Maria, og som han også gør her i kirken, kan vi forstå betydningen af i et øjeblik udelukkende at se os selv i lyset af Guds søn. Hvorefter vi kan vende os mod de andre igen og vide, at uanset hvor højt vi måtte elske hinanden, er det Jesus, vi i sidste ende sætter vores lid til. Det er ikke nedslående, det er frisættende, og det er sådan, vi mennesker, der vil blive ved med over tid at skuffe hinanden, samtidig kan blive ved med at elske hinanden. Amen.