En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

Men den har naturligvis altid eksisteret og mærkes også i teksten i dag om manden, der inviterer til middag og modtager en stribe afbud af noget tvivlsom art. Man fornemmer, at folk simpelthen ikke gider møde op, hvorpå manden i stedet lader invitationerne gå videre til dem, som nogen sikkert vil opfatte som en slags tabere. De fattige, de syge og de forhutlede, der lever på gader og stræder og af forskellige årsager har svært ved at finde fodfæste i livet. Nu skal de til middagsselskab, mens alle dem, der meldte afbud, ikke alene går glip af dette udsøgte måltid, men efter sigende ikke på noget tidspunkt vil komme til at sidde med til bords. Sådan kan ordene i hvert fald forstås, men inden man konkluderer alt for voldsomt, bør man spekulere lidt over, hvad der indeholdes i begrebet arrogance, og hvad det egentlig vil sige i dette liv at være en taber eller en vinder. Alene det at stille spørgsmålet kan måske forekomme en smule arrogant, men lad os nu gøre det alligevel.

Jeg kom forleden til at se et tv-program med to kendte mennesker, der sad og talte om stort og småt. Den slags kan godt udvikle sig til en lidt omklamrende og selvbekræftende affære, når hovedpersonerne udtrykker en forestilling om at være lavet af et ganske andet grundstof end de fleste andre. En vis arrogance kan komme til orde efter mange års vane med at se sig som et særskilt interessant menneske, og på et tidspunkt fortæller den ene i programmet, at hun undervejs i sin skuespilkarriere havde en svær periode med for lidt at lave. Hun befandt sig i et sjæleligt vildrede og udbrød nu: ”Hvad skulle jeg have gjort? Skulle jeg have arbejdet hos en bager?” Der kan som sagt ske noget, når et menneske længe har følt sig som et særskilt væsen, og den store amerikanske skuespiller Kevin Spacey, der længe har kæmpet med anklager om upassende opførsel, sagde forleden: ”Der er ingen skole, man kan gå på for at lære, hvordan man håndterer at være berømt.” Nej, men man kan altid gå i kirke og få det hele sat lidt i perspektiv. Blot en idé. Dog forstår jeg godt, at man kan fare vild, hvis man tror, at ens værdi står og falder med evnen til at skille sig ud, heraf udtrykket ”unik”, én af vor tids sproglige plager, der bruges i positiv betydning, men retteligen næsten burde være et skældsord. Ikke fordi det er forkert at skille sig ud, men fordi det er farligt at ophøje det til en bestræbelse i sig selv at gøre det. Man kan komme til at føle, at det er nærmest uværdigt at være som de andre.

Jeg kendte selv som ung til den følelse, og tillad mig at citere fra min nye bog Livskraft, hvori jeg beskriver, hvordan man kan blive styret af forestillingen om at være så særlig, at det reelt ikke giver mening blot at leve livet som de andre. Jeg skriver: ”Det tiltalte faktisk på lidt forskruet vis min selvbevidsthed at konkludere, at jeg var så særegen i min individualitet, at jeg i ren overlegenhed kunne frasige mig selve livet, om det skulle være (…) hvilket vel er den ultimativt arrogante konsekvens af at se sig selv som den absolut eneste af sin slags. (…) Denne individualitetens dæmoniske kraft har vi næppe endnu fattet det fulde omfang af, men vi vil i stigende grad komme til det.” Citat slut. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg bare skulle leve et almindeligt liv, og trangen til at være noget særligt grunder nok dybest nede i frygt for simpelthen at dø, uden at nogen for alvor interesserer sig for, hvem man er. Altså, den ultimative følelse af ensomhed. Og den er selvforstærkende, for jo mere man trækker vejret gennem fortællingen om sig selv, desto mere afgørende bliver det at holde den i live. Arrogancen slog rod i mit unge sind i 1970`erne og 1980`erne, hvor selvbilledet skred en del, og her taler vi ovenikøbet om en tid, hvor telefonen stadig sad fast i væggen og ikke udgjorde en konstant kropsligt nærværende kilde til mere forfængelighed. Nok sagde jeg før, at arrogancen er blevet en markant del af livssynet, men den har længe været i intensiv udvikling og er naturligvis tidløs.

Fortællingen i Lukasevangeliet demonstrerer det ved at vise, hvor nemt man bliver til én, der ikke ser sig selv som den, der først og fremmest skal give til andre, og da de først indbudte siger nej til middagen skabes der to hold. Et A og et B-hold siger vi typisk i dag. Dem, der vil sig selv og dem, der overlades til sig selv. Dermed lærer vi også, at når man er blevet inviteret, har man fået et ansvar. Det betyder ikke, at man aldrig i sit sociale liv må melde afbud – ingen kan holde til altid at møde op – men her handler det om kristendommens indbydelse, der til fulde konfronterer os med os selv. For kristendommens indbydelse inviterer os ind i fortællingen om Kristus og hans ord og gerninger og store barmhjertighed i verden, og der findes en virkelighed før, man hørte den fortælling, og en virkelighed efter. Aldrig bliver man helt igen som dén, der ikke har hørt den, for mens alle jo kender til almindelige skrupler ved at svigte og være egoistisk, aner vi, hver gang den kristne indbydelse lyder, at alt stikker meget dybere. For sagen er jo, at man ikke blot af og til melder afbud til en middag, men at man som et syndigt menneske generelt svigter sin opgave på jorden. At ære ethvert medmenneske. Om denne erkendelse skriver Søren Kierkegaard: ”… der maa en Aabenbaring fra Gud til for at gjøre det aabenbart, hvad Synd er.” Først efter Jesu komme til verden bliver vi for alvor budt ind i dybden af vores egen natur og kan mærke mere end almindelig dårlig samvittighed, der kommer og går. For først efter indbydelsen kender vi til syndighed og ved helt inderst i hjertet, hvor dramatisk forkert det er at svigte. Fordi Jesus selv på så dramatisk vis ikke gjorde det.

En af de store religionskritikere og tænkere i vestlig historie er økonom og filosof Karl Marx, der døde i 1883. Han var stamfader til kommunismen og mente, at religion i katastrofal grad bedøver tænkeevne og selvstændighed. Marx ville frigøre individet fra enhver undertrykkende kraft, mennesket skulle leve i ultimativ lighed og frihed, og han skrev: ”Jo mere mennesket overfører til Gud, desto mindre bliver der tilbage til ham selv.” Også denne tanke bærer på noget arrogant, idet de menneskelige kræfter gøres til del af en simpel byttehandel, hvor det forudsættes, at enhver har den nødvendige styrke, blot man sættes fri til at udfolde den. Og ikke giver den væk til Gud. Marx var inspireret af idéen om, at ”… alle har de samme behov og de samme anlæg og evner…”, som en fransk oplysningstænker formulerede det, og repræsenterer en velmenende, men også arrogant tænkning. Hvis vi overfører den på lignelsen om de mange afbud til middagen, forstår vi problemet. For når man blot koncentrerer sig om sit eget og melder afbud og forudsætter, at alle sikkert har kræfter, anlæg og evner nok selv, glemmer man, hvor afhængige vi alle er af hinandens gavmilde nærvær. Samtidig præsenterer Marx os for en kendt misforståelse blandt religionskritikere – nemlig, at det skulle være Gud, man hovedsageligt giver sin opmærksomhed og sine kræfter til. Det er det naturligvis ikke. Det er de andre mennesker, det er fællesskabet, man giver til, og det er min overbevisning, at den, der nærer ærefrygt for Gud, melder sjældnere afbud end den, der ikke gør. Fordi det næstekærlige simpelthen er at møde op for andres skyld.

Og hvad vil det så egentlig sige at være en taber eller en vinder? Nogen vil mene, at vinderen er den, der kan bane sin egen suveræne vej og måske med tiden blive så berømt, at andre ser beundrende til, mens taberen er ham, der ikke stråler eller tjener godt eller kan optræde selvsikkert. Men som måske indimellem er nødt til at ligge andre til last. Dette er den umiddelbare og overfladiske iagttagelse, og selve behovet for at opdele mellem tabere og vindere er selvsagt arrogant. Men det er også en uundgåelig følge af vor tids dyrkelse af det suverænt frie menneske, der ikke skal være underlagt noget og derfor stråler mest, når det som et unikt individ ikke minder om nogen anden. Marx forstod ikke – som Søren Kierkegaard så overlegent forstod – at materiel lighed ikke fører til ægte frihed. Marx forstod nemlig ikke, at det er kristendommen, der gør menneskene i sandhed lige og frie ved først at gøre alle til tabere, som det sker med erkendelsen af syndigheden. Hvorefter alle bliver ophøjet til vindere, som det sker med indbydelsen til at deltage i Herrens måltid. Derfor er vi en slags tabere, når vi melder afbud til netop dét, og apostlen Johannes understreger det ved at skrive, at den, der ikke forsøger at elske, mister Guds kærlighed. I det øjeblik er man en taber, og det var det, jeg skulle have svaret den dag for mange år siden ved kaffebordet. Men det formåede jeg ikke. Dog forstod jeg, at sætningen ”Kristendommen er kun for tabere” gjorde mig ked af det og vist en dag skulle tænkes grundigere igennem. Som jeg forsøger at gøre i dag.
Og så mangler vi jo det sidste spørgsmål. For er det mon virkelig rigtigt, at muligheden er forpasset, hvis man siger nej til Guds indbydelse. Går man så glip af det evige? Jeg ved det naturligvis ikke, men det er min overbevisning, at man vil få indbydelsen igen, og ikke mindst fordi det jo en dag kan være én selv, der går lidt fortabt rundt på gader og stræder, og dermed er netop dén, Gud vil kalde ind i sit hus. Så vil man igen høre Ordet om Jesus, der døde på korset og stod op fra graven og gav os den største indbydelse, der findes, nemlig til engang at følge ham ind i evigheden. For hver gang man modtager den indbydelse, vil det minde én om, at man skal møde op og give, hvad man har. Ikke for Guds skyld, men for de andres skyld. De andre, der er tabere, ligesom jeg selv er en taber, og de andre, der kan blive vindere, som enhver kan blive det, når man elsker, som Gud vil have det. Og sammen med Jesus kan gå hele vejen ind til Paradis. Amen.