For tiden spekulerer jeg en del over, hvad der menes med begrebet værdighed. Og dette at være et værdigt menneske. Man kan godt komme med en række forslag til, hvad det betyder. Noget i stil med at man skal give, hvad man kan og efter bedste evne forsørge sig selv og passe på sine omgivelser. Andre mennesker såvel som naturen, planterne og dyrene. Nogle helt basale ting er vi nok stort set alle sammen enige om, men samtidig skal vi huske, at det ikke er sikkert, at man på tværs af alle kulturer og forskelligheder er enige om, hvad værdighed grundlæggende rummer. Muligvis er vi faktisk i denne verden i sidste ende så uenige om indholdet af begrebet værdighed, at vi må erkende, at forestillingen om at vi kan leve på kryds af tværs af alle normer og skikke og religiøse tanker for alvor må gentænkes. Og måske opgives. Overvejelsen er én af de vigtigste overhovedet i denne tid.

Værdigheden er også omdrejningspunkt i den lignelse, Jesus fortæller i dag om kongen, der vil fejre sin søns bryllup, men erfarer, at gæsterne simpelthen ikke gider komme. Da de med ekstra alvor opfordres til at dukke op, dræber de ligefrem de tjenere, der er blevet sendt ud for at hente dem, hvorpå kongen hævner sig ved også at dræbe dem og jævne deres by med jorden. Her kan man tale om kontant afregning, og ikke nok med det. Kongen ydmyger tilmed én blandt dem, der i stedet inviteres til festen, og rent faktisk er kommet, idet han ikke har det rigtige tøj på. Han findes uværdig og bliver smidt ud, og vi spørger naturligvis, hvad det vil sige ikke at være rigtigt klædt på. Og hvad sker der med ham, der forvises – kan han senere vende tilbage til festen igen? Det vil vi snart få svar på. Først bemærker vi, at det store bryllupsselskab nu udgøres af både onde og gode, af mennesker, som de er flest, og det er forholdet til kongen, til Herren, til Gud, det hele handler om. Han vil, at vi skal komme til hans søn, Jesus, og det er ethvert menneskes værdighed i forhold til ham, der er på spil.

Jeg ved godt, at vi har set lignende episoder før, men jeg blev alligevel ekstra chokeret, da to fodbolstilskuere i sidste uge blev dræbt i Bruxelles. Alene fordi de i deres gule og blå landsholdstrøjer var åbenlyst svenske. Deres nu afdøde morder hadede svenskere, formentlig blandt andet på grund af de koranafbrændinger, der også har fundet sted i dét land. Og sikkert også på grund af det had, der kan vokse frem i dén, der føler sig hjemløs, religiøst optændt og ude på en mission, hvor det primært handler om at hævde og manifestere sin egen identitet. Hvor har vi dog i nyere tid undervurderet risikoen ved dette forvildede menneske, og når den seneste hændelse skiller sig ud, skyldes det nok, at dette at gå glad omkring i en landsholdstrøje mere og mere op gennem det 20. århundrede er blevet symbol på frimodig tilkendegivelse af, hvem man er. Trøjen er et globalt symbol på fest og venlighed, og med disse to drab har verden mistet endnu en bid af sin uskyld. Nok har fodbolduniverset længe været under pres af kommercielle og storpolitiske kræfter samt visse voldelige elementer, men nu kan man end ikke længere sorgløst iføre sig den trøje, der afslører hvilket land man elsker. Jeg er godt klar over, at der efter den pinlige

indsats mod San Marino forleden kan være andre grunde til, at man for tiden tøver med at tage en dansk landsholdstrøje på, men i den store sammenhæng repræsenterer drabene forleden på to svenskere i landsholdstrøjer et nederlag for den vestlige civilisations tro på fællesskab og ligeværd.

Gerningsmanden i Bruxelles skrev på nettet, at han ville leve og dø for sin religion, og angiveligt så han sig selv som en hellig kriger, der var berettiget til at dræbe dem, der måtte anses for at tilhøre de ikke værdige. Her de svenskere, der tilhører et folk, der jo ellers i helt usædvanlig grad har åbnet arme og hjerter for alverdens mennesker. Manden her tiltog sig ret til at straffe, idet han mente, at nogen havde krænket hans gud så meget, at de ikke længere var værdige til at leve. Det er heldigvis de færreste, der handler så vanvittigt, men vi har gennem årtierne oplevet mange religiøse fanatikere med villighed til at ødelægge den fredelige orden og gennemtrumfe egen vilje, og det er princippet, vi skal begribe. Vi er nemlig her inde ved kernen af en afgørende forskel i tankegang. Mens man i lovreligionen, herunder islam, opererer med en mere håndfast opdeling mellem troende og vantro, er det ikke i kristen forstand vores opgave at bedømme hinandens værdighed. Her ses ethvert menneskes værdighed som knyttet til vores inderste identitet, der er bestemt af Guds ønske om at være os helt nær. Grundtvig skriver i en prædiken fra 1842 om Jesu nærvær i: ”… Menneske-Hjertet (hvor det) knytter det salige Baand, som ikke selv Døden skal opløse, Fuldkommenhedens Baand, som er Kiærligheden, hvorved det troende Hjerte føler sig saa inderligt og uopløselig knyttet til Frelseren, at det siger til ham, som han til sin Fader: alt Mit er dit og alt Dit er mit!”

Jesus er ubrydeligt forbundet med sin far, altings skaber og opretholder, og vi er uløseligt forbundet med Sønnen, Jesus. Men derfor kan et menneske vel godt dømmes uværdigt, og er det ikke præcis det, der sker i lignelsen i dag? Jo, vi må sande, at det går galt for gæsten, der er forkert klædt på, og at være ifør det forkerte tøj er et billede på, at man mangler tro og ærefrygt for den magt, der har inviteret til fest. Denne magt, som man skylder hele sit liv. Klædedragten ér ens syn på Gud, ens egentlige sindelag, men en meget stor pointe er, at gæsterne ikke kan vurdere og slet ikke dømme hinanden. Kun Gud kan dømme det sindelag, man lever livet med, hvilket vi virkelig forstår, når vi forfærdes over en blodig gerning som den i Bruxelles. Den er udtryk for den menneskelige selvretfærdighed, der bliver til ren ondskab, og kun den, der opfatter sig selv som altid korrekt klædt på, kan handle sådan. Ikke mindst synet på egen renhed er et omdrejningspunkt i forholdet mellem denne verdens forskellige kulturer, og ser man tilbage på mange års diskussioner om det moderne civilisationsmøde, er dette afgørende at forstå. Meget handler om forskellen mellem at være et menneske, der ser sig i stand til at dømme en anden uværdig og at være et menneske, der altid bremses af tvivlen om, hvorvidt man er værdig nok selv.

Derfor skal vi mindes om, at enhver kan blive smidt ud fra festen, idet man aldrig kan være sikker på, at man selv til fulde ærer det bånd, som Jesus har knyttet i vores hjerte. Det, som Grundtvig kalder ”Fuldkommenhedens Baand, som er Kiærligheden”. Men, vil nogen sige, det er da ret frygteligt på den måde at skulle leve i evig usikkerhed, hvortil jeg vil svare, at det ikke desto mindre er det, vi skal. Alternativet kan for nemt blive selvretfærdig skråsikker dom over andre, og enhver skal vide, at man pludselig kan stå udenfor bryllupssalen, fordi man er forsvundet ind i sig selv og lader de allermest spontane og selvhævdende behov råde. Som da jeg forleden stod over for en bekendt og kunne se det appellerende blik i hendes øjne, fordi hun havde brug for at blive forsikret

om, at jeg ikke var vred over noget, hun havde sagt til mig. Jeg kunne så nemt have gjort det, men jeg var tavs, og jeg ved ikke nøjagtig hvorfor. Jeg blev bare pludselig fristet til at misbruge min magt og var netop dér ikke iført troens og kærlighedens klædedragt. Jeg blev forvist fra festen, min samvittighed afslørede det hurtigt, idet jeg indså, at jeg ikke var værdig til alt det, jeg af min skaber har modtaget, når jeg selv vil give så lidt. Vi ved selv, når vi har fortjent at blive smidt ud, men – for nu at svare på mit indledende spørgsmål – ja, vi kan vende tilbage til festen igen. Fortrydelsens tænderskæren vil endnu engang høre op, for Jesus har taget bolig i hjertet og jager her endnu engang det onde på flugt. For alt mit er hans, og alt hans er mit, og den barmhjertighed, han er opfyldt af, ja, som ér selve Sønnens sindelag, bliver han ved med at give af til mig. Og til enhver. Vi kan vende tilbage til festen igen.

Det var et særligt uskyldstab, der forleden fandt sted i Bruxelles. Fodboldlandskampen er som begreb i nyere tid blevet til et vigtigt symbol på sameksistens, fædrelandskærlighed og livsglæde, og det var et angreb på en hel kultur, der skete. Den kristne kultur, kendetegnet ved bevidstheden om, at vi er syndige og til tider dårligt klædt på, men altid værdige til at eksistere alligevel. En anden stor dansk teolog og præst, Kaj Munk, har sagt dette: ”Nej, kristendommen er Livsudfoldelsens Religion. (…) Den siger: deltag i alt (det der) med Gud inde i dit Hjerte! Den siger: Gud vil lære dig, hvordan du kan uddrage Velsignelse af alle de Ting, der hører Livet til. (…) Om ham, der sad og skulede ved Festen uden Bryllupsklædningen paa, hed det forfærdende: ”Ud i Mørket med ham! han hører til, hvor der er Graad og Trods.” Vi er skabt til at deltage i festen, men vi kan skulende udelukke os selv fra den, og vi ser på tværs af kulturer og religioner så uhyre forskelligt på, hvad værdighed i sidste ende er. I kristen forstand kan kun Gud dømme et menneske som uværdigt, når det ikke er iklædt tilstrækkelig meget tro og næstekærlighed, og dette dommens regnskab eksisterer udelukkende mellem Gud og den enkelte. Andre har intet med det at gøre, for ingen kan gøre sig til dømmende talsmand for Guds retfærdighed, og derfor kom Jesus til verden. For at afholde os fra at dømme hinanden.

Frelsen vindes ikke en gang for alle. Ikke så længe vi er her på jorden. Den kan mistes, når vi mærker hjertets hårdhed og hjertets kulde, selv om Jesus bor inde i det. Han måtte lade sig pine og dræbe og på den tredje dag rejse sig fra graven for at gøre det klart, at han har indtaget den vigtigste plads i vores hjerter. Med sin opstandelse tog han den plads, og ingen må forsøge at bryde ind i det forhold, der her blev grundlagt mellem ham og ethvert menneske. For det er det forhold, der giver os de dybeste kræfter her på jorden nu, og det er det forhold, der engang skal føre til den frelse, der ikke kan mistes igen. Også i evigheden skal det nemlig lyde, at alt Mit er dit og alt Dit er mit. Alt, hvad Jesus er, skal komme til at tilhøre os, og hver gang man her på jorden fornemmer et skin af denne største værdighed nu, er man igen er på vej tilbage til bryllupsfesten. Tilbage til kærligheden og væk fra dommen. Amen.