Opfattelsen af det, der er fælles, er konstant til diskussion, og det var den også i forbindelse med den SAS-reklame, der i de senere dage har vakt så megen røre. Den rammer på interessant vis lige ned i spørgsmålet om, hvad vi har til fælles, og hvad det betyder at ære et fundament hér, hvor man er sat. I reklamen remses nogle ting op, der ikke i udgangspunktet er skandinaviske – for eksempel demokrati, lakrids og vindmøller, og det var der nok heller ikke så mange, der troede. Men skidt nu med det. Til gengæld sætter reklamen ingen ord på, hvad der egentlig er vores.

Jeg har ofte gjort mig et tankeeksperiment. Hvad sker der, hvis et menneske vokser op i en tilstand af neutralitet? Altså, en tilstand, hvor det ikke ligger i luften, at en bestemt sandhed definerer tilværelsen for os alle sammen, men hvor forventningen i stedet er, at man selv fornemmer sig frem til det rigtige at gøre. Der er gennem historien blevet filosoferet en del over det, og mens det er svært at komme med et klart svar på konsekvensen, kan man måske ane, hvor det kan føre hen.