Magt i en coronatid
Når man ser tilbage på de seneste måneder, melder mange ord sig i bevidstheden. De står nærmest i kø som kandidater til at blive årets ord 2020 – for eksempel samfundssind, håndsprit, fællessang, corona-manke, og masseimmunitet. Selv er jeg dog mest tilbøjelig til at understrege et andet ord, der ikke er blevet nævnt så ofte, men som er helt centralt. Nemlig, ordet magt. Corona-foråret har været kendetegnet ved en helt særlig form for magtudøvelse, hvor det meste af befolkningen fra den ene dag til den anden indvilligede i at lægge livet om og adlyde nye regler.