Det gælder nok for de fleste, at man i løbet af livet stiller sig selv spørgsmålet om, hvor vidt ens skæbne mon bare udfolder sig tilfældigt. Eller om der findes en højere styrelse bag det hele. Uanset hvor meget eller lidt man tror på Gud, er tanken svær at komme udenom, for begivenheder kan føles så dramatiske og udførligt planlagt i den store fortælling, at det kan være svært at tro, at det blot er tilfældigt, at jeg mødte den person netop dén dag, at jeg blev skånet for netop den ulykke, eller at jeg mistede mit arbejde og blev drevet i en retning, der viste sig at føre til noget helt uventet godt.

I sidste uge befandt jeg mig i en samtale med en mand, der er ateist, politisk aktiv, vist nok en slags komiker, og for tiden vært på et radioprogram. Midt i dette skitserede han sine visioner for fremtiden, hvilket fik mig til at se lidt vagtsomt op. Han tror på, at vi efter en lang og konfliktfyldt verdenshistorie nu står ved punktet, hvor vi kan forme en ny virkelighed, hvori milliarder af mennesker kan deles om goderne, holde op med at tro på forskellige religioner, leve i harmoni med naturen og måske ligefrem afskaffe begrebet krig