Om muligheden af at Gud griber i verden, når vi skal lære noget
Det gælder nok for de fleste, at man i løbet af livet stiller sig selv spørgsmålet om, hvor vidt ens skæbne mon bare udfolder sig tilfældigt. Eller om der findes en højere styrelse bag det hele. Uanset hvor meget eller lidt man tror på Gud, er tanken svær at komme udenom, for begivenheder kan føles så dramatiske og udførligt planlagt i den store fortælling, at det kan være svært at tro, at det blot er tilfældigt, at jeg mødte den person netop dén dag, at jeg blev skånet for netop den ulykke, eller at jeg mistede mit arbejde og blev drevet i en retning, der viste sig at føre til noget helt uventet godt.