Når Jesus i dag taler om det farlige ved at udtale tomme ord, forstår vi ekstra tydeligt, hvor meget det vi siger betyder. En dag skal der aflægges regnskab for alt, hvad vi har sagt, for på vore ord skal vi enten dømmes eller frikendes, og helt graverende er det at tale spottende om Helligånden. For dét findes der ingen tilgivelse. At håne Menneskesønnen – altså, Jesus selv – vil man blive tilgivet for, men at håne Ånden er en anden sag, og Jesus er her i færd med at forklare, hvad det vil sige at være sat i verden med Guds vilje.

Jeg tror ikke, at det er helt så udbredt længere, men tidligere hørte man ofte, når folk skulle sætte ord på deres fremtidsdrømme, at de gerne ville ”være noget med mennesker”. Den vending kan jo rumme alt lige fra børnehavepædagog til stewardesse og har over sig et strejf af noget positivt, der kan få én til at fremstå både kærlig og ivrig efter at være noget for andre. I dag er det nok mere populært at sige, at man ”gerne vil gøre en forskel”, og der er muligvis sket et lille ryk fra optagetheden af de andre til optagetheden af at sikre sig et tilpas imponerende CV.

Jeg vidste ikke dengang, hvor den kom fra, men helt fra de tidlige år rummede jeg en stor trang til at afvise enhver ordre. Jeg mærkede en stærk følelse af trods, når nogen sagde til mig, hvad jeg skulle gøre eller kritiserede min noget skråsikre opførsel, og alt i mig sagde, at jeg skulle gå den modsatte vej af det, der blev anvist. Det er for nemt blot at mene, at det skyldtes den nyere overleverede idé om, at enhver autoritet for en sikkerheds skyld skal forsages, for mens den ideologi naturligvis også prægede mig, findes der i enhver af os en medfødt kerne af trodsighed.