Der er ikke noget at sige til, hvis folk i dag har nok at se til. For i en epoke, hvor strømmen af ord og holdninger er enorm, kan man få lidt svært ved at holde fast i eget ståsted og den selvstændige tanke. En del føler måske fundamentet vakle i forhold til den megen tale om klimaet, klodens overbelastning og den almindelige moderne højhastighed, og det kunne nok også gælde nogle af de samtaler, der pludselig kommer til at dominere og får debatværter til at smide alt, hvad de har i hænderne af skræk for at komme for sent med på den seneste bølge. Af og til skal der ikke mere til end endnu en synlig medieperson, der træder frem og smider en tændstik på bålet, hvorpå flokken rejser sig og klapper og skriver under og melder sig i koret.

Hvis man tænker tilbage på sit eget livsforløb, er det nok svært at formulere en entydig karakteristik af sin barndom. Vi ved alle sammen, at det er vigtigt helt fra begyndelsen at føle sig elsket, kærlighed kan dog komme til udtryk på flere måder, men mens der ikke findes en fast opskrift på, hvordan en tryg opvækst bør se ud, kan man ikke undgå at spekulere over, hvordan det hele forløb. Det skyldes, at de fleste mennesker er på jagt efter indsigt i egen personlighed og måske endda en forklaring på, hvorfor man er blevet, som man er. Sådan har det nok altid været, men jeg tror, at det er en ret moderne disciplin så bevidst og systematisk, som vi gør i dag, at ville analysere sig selv i lyset af barndommen og den samlede mængde af både svigt og kærlig opmærksomhed, man gennem årene modtog.