I hele mit voksne liv har dagene i december føltes som en nedtælling. Ikke så meget til juleaften, men til en forstærket konfrontation med mig selv, og sådan tror jeg, at mange har det. Året er snart slut, man gør sig tanker om, hvad det rummede og spørger sig selv, om man har stået stille og mærket en vis tomhed, eller om man har erobret noget nyt. På grund af alle de tanker er der noget lidt skæbnesvangert ved december, og endnu mere i år. Vi har levet usædvanligt stille og mere både indelukket og indadvendt end normalt og med ny bevidsthed om, at ydre og selvrådende kræfter har været og stadig er bestemmende for, hvad vi kan gøre. Og muligvis også for hvem vi mener, at vi er. Ved juletid opfordres man til at besvare de store spørgsmål én gang til, og denne gang er vi alle sammen på meget direkte vis blevet spurgt. Har vi bevæget os for lidt eller taget gode skridt fremad? Fremad mod hvad? Det skal vi finde ud af, for nu er det omsider efter dette mærkelige år blevet jul.

Det sker jævnligt, at folk spørger mig, om jeg tror på, at der her i landet kan ske en vækkelse. Altså, en slags overordnet besindelse, hvor en stor del af befolkningen samtidig indser, at noget mangler eller er stivnet indeni, og hvor man skubbes i retning af den kristne tro og måske ligefrem begynder at gå i kirke. Man ved jo aldrig, men jeg tvivler, for mens jeg bestemt tror på, at mange gør sig tanker om troen og oplever, at noget i det indre trænger til at bevæges, har jeg svært ved at forestille mig en samlet besindelse. Det gør heller ikke noget, for store bevægelser kan ofte rumme for meget medløb, og jeg vil hellere tale om det, der kan ske i et enkelt menneske. Jeg vil hellere tale om, hvad det betyder, at enhver står et sted mellem fortabelse og forløsning.