Hver eneste dag lægges der endnu et lag til ens personlighed. Ikke blot på grund af de konkrete ting, man oplever, men også gennem alt det mere usynlige, der omgiver os. Vi formes af meget mere, end vi sikkert er klar over, og mange af de forestillinger, som vi måske tror stammer fra vort eget indre, kommer nok i virkeligheden til os gennem tidens mentalitet. For eksempel kan man i denne del af verden oparbejde en så selvfølgelig tro på, hvad rettighed betyder, at det næsten føles som noget naturgivent. Idéen om retfærdighed og lighed har i bred forstand fået en temmelig stor plads i bevidstheden, for de fleste af os er vokset op med det som en del af det fælles arvegods, og den slags har det med at sætte sig fast. Derfor må vi spørge, hvad det mon gør ved os at kredse så intensivt om dette at have ret til noget som en tilstand, der nærmest giver sig selv.

Det kom næppe bag på mange, at årets ord blev ordet samfundssind. Det har længe ligget i luften, at den ville ende dér, da sygdomsepidemien jo har understreget betydningen af at se ud over egne behov. Jeg er ikke umiddelbart så begejstret for årets ord. Det har over sig et strejf af sovjet-russisk ensretning og kan få én til at føle sig som borger i et lidt goldt univers med systemet som guddom. Men lad os bruge anledningen til at spekulere over, hvordan man egentlig selv forstår begrebet samfundssind.