Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.