Når man står lige dér og mærker lykke over, at meget går, som man har drømt om, er det som om det meste giver mening. De fleste kender til det øjeblik af harmoni. Men samtidig, eller måske snarere få sekunder efter kan man ane noget andet. Det føles som et hul eller en afgrund – som en fornemmelse af en modsigelse, der venter på den anden side af alt det frydefulde. Det er, som om glæden aldrig er helt fuldendt, og mit bedste bud på en forklaring er, at eftersom glæden forbløffende hurtigt kan blive vendt til det modsatte, bærer vi på et varsel. En viden om at når man er allermest glad, er man samtidig meget skrøbelig, og derfor kan et menneske, der beruses af lykke, nemt komme til at ligne én, der overspiller rollen. Man vil have det hele med, for man ved ikke, hvornår et lignende øjeblik atter opstår. Vi har nogle ret faste idéer om, hvordan lykke og medgang bør føles, men sagen er, at vi burde vide bedre. Det kommer vi også til.