Et af de mest bekvemme steder at befinde sig er på tryg afstand af begivenhederne, hvor man kan nøjes med at betragte, hvad andre gør. Det er med andre ord på tilskuerens plads, at man har det nemmest, og det er ikke uden grund, at menneskene bliver ved med at gå i teatret eller til foredrag eller for den sags skyld til fodboldandskamp. Vi vil gerne opleve noget underholdende og tankevækkende uden selv at være ansvarlig for, hvordan det falder ud, og når et samfund lukker, som vi jo har erfaret hvordan føles, er det i høj grad dét, man kan savne. At være en tilskuer, både ude i det store fælles rum og ved begivenheder af forskellig art, og vi har virkelig lært, hvad det betyder at savne andres eksistens omkring én. Dermed står det også klart, at tilskuerrollen kan blive en så stor del af ens personlighed, at der kan være tale om en ret fin balance. For hvis man i for vid udstrækning vænner sig til at være tilskuer til de andres liv, kan man måske blive til én, der ikke ofte nok tager oprigtigt del i livet. En, der måske ligefrem har det med at flygte fra det.