Måske tænker man ikke så meget over det, men man er nærmest altid i færd med at lede efter tegn på, hvem de andre er. Hele tiden giver vi os selv til kende gennem det vi gør og siger, og af samme grund skal man være varsom med at leve alt for stille. Man risikerer at komme til at gå gennem livet uden, at ret mange lærer én at kende, og man kan vel godt se det som en slags pligt at træde frem og lade andre vide, hvad ens hjerte rummer. Det kan bestemt blive for meget med personer, der bare larmer og dominerer og meget gerne hele tiden vil bemærkes, men det kan også blive for lidt med dem, der vænner sig til ikke at bidrage til samtalen.

For et par uger siden var jeg på besøg på en højskole her i nærheden af København for at tale med eleverne om kristendom og dette at leve i en periode, hvor forholdet til Gud fylder ret lidt i vores syn på menneskelivet. Umiddelbart gik eleverne da også mere op i troen på flydende køn og en ny verdensorden i klimaets tegn, men bag alt dette findes naturligvis masser af religiøse tanker. Det var jo derfor, jeg var inviteret. Sagen er dog, at man i løbet af sin opvækst kan blive så sparsomt forsynet med inspiration angående det religiøse, at man kan føle sig tvunget til at søge en smule ud i det blå og mangle et egentlig sprog for, hvad det hele handler om.