For en del år siden mødte jeg en mand på gaden, som de fleste nok kender. Han er gøgler, filminstruktør, kunstmaler og arbejderbarn, og vi kendte hinanden lidt, fordi vi begge var interesserede i boksning og havde mødtes til boksestævner rundt omkring. Jeg var dengang journalist, men studerede samtidig teologi, og denne dag fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være præst. Han kiggede på mig og sagde: ”Det mener du da forhåbentlig ikke!” Jo, det mente jeg absolut, og jeg har tit siden tænkt på det øjeblik og undret mig, over, at jeg faktisk blev ret påvirket af hans syn på Gud og tro, som jo intet havde med mit indre at gøre. Eller jo, det havde det nok, for vi kan godt påvirke hinanden med vores tro. Eller mangel på tro.

Forleden sagde min veninde noget, jeg siden har tænkt en del over. Hun sagde: ”Præsident Putin må være en syg mand. Det håber jeg, at han er!” Den udtalelse rummer to klassiske forestillinger i vor tid. For det første, at et menneske må fejle noget grundlæggende for at adlyde kræfter, der for mange forekommer uhyrlige og uforståelige. Og for det andet håbet om at han virkelig ér syg, for hvis dette ikke er tilfældet, er der for meget angående menneskelivet, der ikke rigtig synes at give mening. Jeg erkender, at meget ér svært at forstå. Ikke dette at en mand ønsker at gøre sit land stærkt og usårligt – denne basale drøm har til alle tider opfyldt mennesker. Hærførere såvel som alle mulige andre. Men det er svært at forstå, at man hver dag time for time formår at sætte gerninger i værk med så frygtelige omkostninger for alle dem, der mister deres hjem og drives på flugt og dør fra hinanden. Hvordan retfærdiggør man det for sig selv fra morgen til aften? Det ér svært at forstå, men at det skulle have med sygdom at gøre giver ikke blot sig selv. For menneskets trang til at sætte sin vilje igennem kan næppe forklares så simpelt.