Det er nok blevet en vane for de fleste af os. Uden at tænke nærmere over det, vil mange sandsynligvis erklære sig som frisindede mennesker, der formår at rumme andre med passende tolerance i forhold til forskellighed og uenighed. Frisindet opfattes vist her som lidt af en dansk specialitet, og skal man tolke ordets indhold, må det blive noget i stil med altid at være positiv og imødekommende overfor enhver. Slår man ordet op, forbindes det med dette at være fordomsfri og afholde sig fra på forhånd at afsige definitive domme, og der er bestemt noget opbyggeligt ved alt dette. Alligevel bør vi tænke lidt nøjere over, hvad den selvfølgelige opfattelse af frisind egentlig rummer, og hvad vi udtrykker, hver gang vi forsikrer, at vi ér frisindede mennesker.

Forleden hørte jeg igen én sige det. At udviklingen i vores historie helt overordnet er positiv, og at det for hver dag bliver mindre og mindre strabadserende at være et menneske. Tanken er ofte grundet i taknemmelighed for medicin, velfærd, demokrati og andet godt, men i høj grad også i troen på, at kærlighed og velvilje udgør en så stor kraft i os, at vi i det store hele følger den rette vej. En slags kærlighedens vej, kunne man kalde det. Jeg tror dog ikke, at det er helt så enkelt, hvilket ikke blot skyldes tilstedeværelsen af krige, brutalitet og en generel erfaring af strenge tider. Det skyldes især min mistanke om, at vi på vores færd gennem epokerne kan udvikle nogle store misforståelser…