Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke præcist formulere, hvordan det begyndte. Jeg erindrer ikke en bestemt dag eller begivenhed, der fik mig til at erkende, at jeg tror på Gud, men jeg kan til gengæld prøve at beskrive fornemmelsen af gradvist at bevæge mig i retning af at tro på Gud. Den udvikling er dybt involveret i tidens gang, tankerne, der gror, indsigten i egen afmagt, og forundringen over mere og mere at føle sig omsluttet af en vilje, der ikke er min egen. Det har ført til, at jeg føler mig mindre alene, end jeg gjorde engang – altså, alene om at stå overfor de store spørgsmål om fremtid og ensomhed og håbet om lykke. Og også, naturligvis, tanken om døden, der jo rykker tættere på, og ikke blot forekommer mig nærmere, men også mere uvirkelig, fordi troen på, at der findes en evighed, har slået så meget rod, at den snart fylder lige så meget som sorgen over, at jeg skal herfra. Troen på Gud kan med tiden komme til helt at gennemtrænge et menneskes tilværelse, men hvordan det hele begynder er svært at sætte ord på. Dog vil jeg prøve at gøre det alligevel.