Jeg tror nok, at det strejfede mig allerede som barn, men først som voksen fik jeg rigtig kontakt med følelsen. Det skete for en del år siden, da jeg var ret forelsket og omsider begyndte at tro på, at historien ville ende lykkeligt, og at der virkelig for mig var glæde og medgang i sigte. Vi sad, han og jeg, ved ét af bordene med rødternet dug hernede på Pile allé, og jeg så rundt på de andre gæster i restauranten og tænkte, at de skulle bare vide, hvor lykkelig man kan være. Jeg var med andre ord temmelig opslugt af og benovet over min egen tilstand, men sekundet efter skete der noget uventet. Det var, som om jeg blev ramt af en fremmed magt, der brød ind i sindet og bremsede glæden og skabte en tomhedsfølelse, der minder én om, at glæden altid er i følge med noget andet. Glæden er kun entydig i et kort øjeblik, hvorefter meget atter synes skrøbeligt, og jeg mærkede den dag en vis flovhed over så enfoldigt at have ladet mig rive med. Jeg tror, at meget i vores liv står og falder med at erkende denne mystiske modsigelse i sindet, der altid bæres med.

Det forekommer ret uundgåeligt, at man tidligt i livet kan finde på at drømme om at være noget andet, end man er. Fantasien kender ingen grænse, og ikke mindst figurer fra fiktionens verden kan stråle som forbilleder. For mit eget vedkommende havde jeg en kraftig fiksering på én af personerne fra ”De 5”-bøgerne om de fire børn og deres schæferhund, der opklarer forbrydelser og oplever de mest utrolige ting. En af pigerne kan alt det, drenge kan og mere til, og jeg ønskede inderligt som hende at være god til at svømme, styre en robåd og klatre på klipper. Og derudover ville jeg fantastisk gerne være god til at spille fodbold, da netop dét forekom mig at være indbegrebet af en drengs beundringsværdige kapacitet. Man dyrker sine drømme og forbilleder ud fra de inderste længsler, der jo sikkert også i en eller anden grad er præget af tidens normer, og noget kan sætte sig virkelig godt fast. I hvert fald er der ét bestemt spørgsmål, der bliver ved med at forfølge mig. Hvorfor er der så mange piger, der gerne vil være som drenge?

Muligvis står vi overfor et interessant nybrud. Den slag sker jo løbende i den uendelige fortælling om menneskene, og mens jeg personligt er vokset op i en periode, hvor det rangerede højt at have meget travlt og være i evig fremdrift, beskriver flere nu, hvordan de stræber efter at arbejde mindre, mærke mere hvile og frigøre sig fra trangen til hele tiden at præstere. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som ung efter gymnasiet besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at blive til noget. Jeg fik meget travlt, da jeg omsider indså, at jeg under ingen omstændigheder ville spilde mit liv, og er man først blevet overmandet af dén tanke, kan den blive siddende i bevidstheden sammen med spørgsmålet om, hvad man mon dybest nede er drevet af. Jeg tror, at netop det spørgsmål i denne accelererende tid falder mange ind. Er jeg i færd med at leve et smukt liv, eller vil jeg i sidste ende komme til at føle, at jeg spildte en del af min kostbare tid på jorden? Hvad vil mit sidste ord engang være?