Da jeg i sin tid som et meget ungt menneske spillede fodbold, meddelte vores træner en dag, at vi skulle have udnævnt en ny anfører. Jeg tænkte straks, at det var lige noget for mig. Jeg ville gerne være den, der inden kampens start trådte frem og gav dommeren hånden og hilste højtideligt på modstanderen og havde en indlysende vigtig rolle. Men så sagde min træner noget, der bragte mig i tvivl. Han forklarede, at det også var anførerens opgave at holde øje med, om de andre på holdet havde det godt og var glade og tilfredse, hvilket forekom mig knap så morsomt. Snarere som en lidt sur tjans, hvor jeg ville blive nødt til at forholde mig til andres små og store problemer, og det var jeg ikke rigtig dengang i humør til. Så jeg droppede tanken om at blive anfører, men begyndte nu alligevel at forstå, at dette at være en leder har at gøre med at passe på andre. At der kan være noget virkelig smukt forbundet med at være en myndighed, ja, noget helt uundværligt, fordi det også har at gøre med at holde håbet i live.

Naturligvis vidste vi godt, at nogen levede i større risiko for at havne i rollen end andre. Man fornemmer hurtigt, hvem der kan blive ofre, fordi de af forskellige årsager har svært ved at hævde sig i fællesskabet. Vi vidste godt dengang, hvem der var de udsatte, og jeg tænker ofte på de tre-fire stykker fra min barndoms folkeskole, der må have haft en barsk tid. Det kan være særdeles pinefuldt at være offer og genstand for andres morskab og ringeagt, og alle tænker vel af og til over, om man selv har følt sig som ét, eftersom vi alle kender til dette at være miskendt og dårligt behandlet. Offerrollen lurer i enhver og kan rumme alt tænkeligt. Smerte og skam, men også noget helt andet i stil med opmærksomhed, sympati og ligefrem en form for magt. Offerrollen udgør én af de allermest dramatiske positioner, der findes, og behovet for at forstå dens natur er ikke blevet mindre med tiden.