Det var ikke med min gode vilje, at jeg for en del år siden købte min første mobiltelefon. Jeg anskaffede mig den, fordi det blev mere og mere besværligt i forhold til andre ikke at eje en sådan, men hurtigt indså jeg, at en del af freden i mit liv dermed var forbi. Telefonen kunne nu ringe hvert eneste øjeblik, uanset hvor jeg befandt mig, og således erfarede jeg, hvad det vil sige at have en maskine på sig, som man alt for ofte uden nogen særlig årsag føler sig draget til at kigge på. Det er, som om den bliver til et magtfuldt væsen, der skal bekræfte ens eksistens, og man kan blive gådefuldt afhængig af denne kunstige måde at føle sig i live på. Så nej, det var ikke med min gode vilje, at min hverdag blev påført en skærm med så tyranniske tilbøjeligheder, og jeg har lige siden overvejet, hvad det mon gør ved os at være koblet sammen med den. Et af de helt store spørgsmål angående skærmen i vore liv er, om vi gradvist vil miste en del af kontakten til det levende sprog og indsigten i, hvad dette betyder for os. Både det sprog, der lyder mellem os og det sprog, der lyder fra Gud til os.