En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

Man kan overveje, hvor den stammer fra, for jeg er ret sikker på, at vi alle sammen kender til den. Jeg tænker på den dybtliggende fornemmelse af, at livet bør være nogenlunde retfærdigt, og at det giver mening at føle sig forulempet, hvis meget går én imod. Man kan anskue dette på to måder. For mens det jo er oplagt at føle sig særligt udsat, hvis man bliver decideret dårligt behandlet af andre eller af en magtinstans i samfundet, er noget andet, at vi også kan bære rundt på fornemmelsen af, at livet bare generelt bør ville os det godt. Vi lever med dette mystiske regnskab indeni, der nærer en forestilling om, at der skal være så meget balance og rimelighed til, at jeg ikke skal leve med følelsen af, at noget her på jorden er grundlæggende skævt. Hvor stammer bevidstheden om dette basale livsregnskab fra? Og hvad gør det ved os, når vi ikke synes, at det går tilstrækkeligt meget op?