Den 8. søndag efter Trinitatis
En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.
