Man skal passe på med at gradbøje begrebet lidelse, for det er kun den enkelte selv, der ved, hvordan den føles, men noget foruroliger mig. En del vil nok mene, at alle de grufulde forhold ude i verden, hvor mennesker må flygte fra krige og terrorbevægelser og se deres hjem gå til grunde i bomberegn eller oversvømmelse, overgår det meste af det, der sker herhjemme. Helt så enkelt er det dog ikke, og jeg er i de senere år blevet ramt af erkendelsen af, at vi måske gradvist vil blive mindre og mindre omsorgsfulde overfor mennesker, der afviger fra det raske og stærke og selvstændige ideal. Alt imens vi dyrker teorien om, at vi aldrig har været mere humane og tolerante, end vi er nu. Der findes en forestilling om, at vi står på et slags civilisationens højdepunkt, og set i det lys er det påfaldende så mange vidnesbyrd, der findes om mennesker, der svigtes og nedværdiges, når de ikke kan klare sig selv. Hvad enten de er gamle, syge, små værgeløse børn eller på anden måde afhængige af beskyttelse, kan det synes, som om deres liv i andres øjne ikke rummer tilstrækkelig mening. Og spørgsmålet er, hvordan det civiliserede og det afstumpede på den måde kan følges ad.

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en mand med et ærinde. Han er musiker og muslim og ville vide, hvorfor jeg som præst ikke klart og tydeligt meddeler, hvad jeg mener om striden mellem israelere og palæstinensere. Samtidig sendte han mig nogle optagelser, der vidner om de lidelser, mennesker i Gazastriben gennemlever, og som også beskrev, hvordan palæstinensere gennem historien er blevet nedgjort. Alt dette, mente han, burde jeg som præst skrive og tale om. Jeg har ikke efterkommet opfordringen. For det første kræver det en meget dybere indsigt i den mellemøstlige konflikt, end jeg besidder, og for det andet synes hans tankegang at rumme en sammenblanding af præsteembede og storpolitik, der ikke tiltaler mig. Ifølge denne mand bør præster tage klart parti i en strid, som han formentlig selv mener er relativt nem at vurdere angående overordnet retfærdighed. Og fordi han på den måde ville have mig til som præst at vælge side, blev jeg mindet om, hvilken lang proces det er at kende sit folk og sin tid og sig selv. Og ikke mindst forstå hvor meget ens tro betyder for ens forståelse af denne verden.