Forleden blev jeg spurgt om, hvad der i år skal være mit nytårsforsæt. Mange af os mærker sikkert en vis træthed ved det spørgsmål, da man for det første ikke orker at høre mere om faste og livsforlængende livsstil, og for det andet er det jo sådan, at nytårsforsæt sjældent holder særlig længe. De udgør mest et ritualiseret samtaleemne hen over de mange julemåltider, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, hvad mit nytårs – eller rettere, mit juleforsæt – er. Det er nemlig det samme hvert år. Jeg skal blive bedre til ikke at dømme andre mennesker. Hvert år formaner jeg mig selv om det, da denne trang til for hurtigt og definitivt at beslutte, hvad et andet menneske består af, ér problematisk. Og når jeg kalder det et juleforsæt fremfor et nytårsforsæt, er det for at betone den store alvor. Et nytårsforsæt indgår man i forhold til sig selv, mens et juleforsæt indgås i forhold til Gud og hans mægtige tiltale, der bryder ind i verden julenat. Her får vi mennesker på helt afgørende vis at vide, at vi skal forstå dybden af os selv og også vores trang til at dømme andres væsen. Spørgsmålet er, hvorfor man gør det, og i hvor høj grad man kan lære at lade være med det.

Jeg vil naturligvis ikke påstå, at jeg har hele løsningen på ét af tidens store problemer. Et helt grundlæggende ét, kan man roligt sige. Nemlig, den omsiggribende mangel på tro på fremtiden. I påfaldende grad hører man nogen sige, at de for første gang i deres liv stort set ikke kan mærke håb angående alt det kommende, og det er, som om mismodet er i færd med at gro fast som en mystisk moderne sindslidelse. Gad nok vidst, om det har været sådan før? Gad nok vidst, om der er tale om en historisk enestående situation, eller om vi blot gentager forfædrenes reaktioner, og gad nok vidst, om det ikke netop er på en juleaften, at vi kan finde frem til svar på nogle af de mange spørgsmål? For slet ikke at tale om en del af alt det håb, så mange savner? Jeg påstår som sagt ikke, at jeg har hele løsningen på problemet, men jeg tør godt sige, at jeg kan bringe os på sporet af den. Og hvis det lyder lige lovlig selvsikkert, så husk, at jeg har den mest optimale dækning for det, man overhovedet kan tænke sig.

Det er nok ikke sikkert, at man selv ved, om den har været til stede i ens liv. Det er ikke sikkert, at man oprigtigt kender til følelsen af at stå i en tragedie, for det er et stort ord, og selv om det jævnligt misbruges, for eksempel i forbindelse med sport og andet, hvor meget med ét kan være tabt på gulvet uden, at det har nogen dybere betydning, ved vi godt, at en tragedie er noget virkelig alvorligt. At ordet dækker over det værste, der kan ske. Det må for eksempel siges at være en tragedie, der for tiden udfolder sig i Mellemøsten og Ukraine, hvor mennesker dræbes, tortureres og lider på ubegribelig vis. Det er en tragedie, hvis man bliver uhelbredeligt syg eller havner i en situation, hvor man ikke i tide forstår, at det også afhænger af én selv, om man kan blive ved med at føle sig meningsfuldt forankret i livet. Og endelig vil jeg sige, at det er en tragedie, når vi ikke gør os tilstrækkeligt umage med at forstå det store ansvar, vi har for årvågent at adlyde det gode. Hvis ikke vi er klar, når vi kaldes til at gøre det.