Man bliver aldrig færdig med at forsøge at forstå, hvorfra glæden kommer. Det kan måske lyde som et lidt meningsløst forehavende, men det er faktisk uhyre vigtigt, for sagen er, at vi bruger overordentligt meget tid på at tale om, hvordan man mærker glæde i sit liv. Og i hvor høj grad man selv kan bidrage til det. Desuden kan man gradvist indse, at nogle af de mest intense øjeblikke af glæde, man har oplevet, med tiden kan få et skær af vemod over sig, fordi de er med til at minde én om, at alt er forgængeligt. På sin vis er glæden altid i færd med at forsvinde fra én, eftersom en lykkelig tilstand ikke varer ved, og man aner ofte en mærkelig modsigelse i det indre, mens man er glad. Midt i alt dette skal vi ikke desto mindre forsøge at forstå, om glæden i en eller anden grad kan blive til en følelse, man kan beholde. Ligesom man må spørge, hvor meget ens glæde påvirkes af, hvad man forestiller sig, at de andre har. Om man overhovedet kan holde sig fri af den store sammenligningens kraft.

Da jeg forleden i én af mine podcast-samtaler sad og lyttede til min gæst, sagde han en sætning, der har forfulgt mig lige siden. Han fortalte, hvordan han i en moden alder besluttede, at han ville have et barn, fordi – som han sagde – det var, som om livet var i færd med at forsvinde bag om ryggen på ham. Han havde i mange år levet i højt tempo og realiseret mange ambitiøse planer, mens det ikke rigtigt undervejs var gået op for ham, at tilværelsen blot kunne forgå, mens han reelt ikke tænkte dybere over, hvad den indeholdt. Endsige, hvad den ikke indeholdt, og at noget en dag ville være uigenkaldeligt. Så han indså, at der skulle ske noget, og fik en datter og erfarer nu hver dag, hvordan noget, som man længe ikke skænkede nogen særlig tanke, kan vise sig at være afgørende. Jeg bed mærke i hans formulering, fordi den på flere planer er ret dramatisk. At noget er uigenkaldeligt, forstår man nok først, når man er nået et pænt stykke ind i livet, og han mindede mig om, at enhver før eller siden må indse, hvor meget, der kan foregå bag ens ryg, uden at man ænser det.