Jeg ved godt, at det kan lyde usædvanligt, ja, måske ligefrem urovækkende for nogen, men jeg tror ikke desto mindre på, at vi skal overveje det alligevel. Nemlig, om nogle mennesker her på jorden er udstyret med en særlig opgave, når det handler om at bringe os i berøring med Ånd og tro. Om nogen mon råder over særlige evner og ikke mindst gennem ord, musik og poesi og andet af det, der opbygger vore sind på en måde, der dårligt kan forklares, formår at vække noget vigtigt til live. Det er ikke umiddelbart i tidens ånd eller i harmoni med troen på det flade hierarki at have en sådan forestilling, men lad os at gå videre med tanken og indlede med det spørgsmål, der hurtigt giver sig selv. Er der noget særligt, der kendetegner dén, der synes at være pålagt den helt store opgave, og hvordan reagerer man, når man indser det? Med et følelsesliv i oprør eller med en mere behersket tilgang til at være et menneske med et stort ansvar?

Fra man er ganske lille, forstår man, at man ikke må lyve. Hvis man for eksempel for egen regning har stjålet chokolade i skabet, ved man godt, at man skal stå ved det frem for at anklage sin lillebror for at have lokket én i fordærv. Senere kan man erfare de lidt større sammenhænge og dermed også, at hvis man for alvor skal kende sig selv, må man forsøge at forstå, hvad man i sandhed rummer. At der helt fra begyndelsen findes vidt forskellige kræfter herinde, og forsøger man ikke ihærdigt at forstå sandheden om sit eget indre og om menneskets natur som sådan, risikerer man i sidste ende at svigte sin opgave i verden. Problemet er naturligvis, at det er svært til fulde at begribe sandheden om, hvem vi er, for vi rummer så mange kulturelt og ideologisk bestemte forestillinger om mennesket, at man kan være længe om at indse, at man måske også i sit liv har båret rundt på noget, der var falsk. Man kan komme så meget på afstand af sandhedens karakter, at det er vanskeligt at nærme sig den.