Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, og det bliver næppe sidste gang, at jeg siger det igen. For det er simpelthen ikke til at fatte, at vi skal dø. Det ér og bliver den mest umedgørlige tanke, der findes, og som så mange andre glemmer jeg aldrig øjeblikket, hvor jeg første gang forstod, at det virkelig var alvor og ikke blot et ondt indfald i et eventyr, der nok skulle ende godt. Det skete, da jeg en aften som barn lå i min seng og indså, at jeg helt sikkert en dag skulle forsvinde fra jorden. Og med ét følte jeg mig fuldstændig målløs. Herefter prøvede jeg at overbevise mig selv om, at når alle andre mennesker åbenbart kunne leve med det, kunne jeg vel også. Men hvad man end fortæller sig selv, forbliver tanken om døden en mørk gåde og vigtig påmindelse om, at der findes noget, vi aldrig bliver herre over. Om og om igen skal det gå op for os, at vi skal dø, og vi når næppe derhen, hvor vi rigtigt forstår det. Og når mennesket ikke kan forstå, må det tro. Det vender vi tilbage til.