9. søndag efter Trinitatis
Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.