Det er muligt, at vi tror, at vi sådan nogenlunde med årene kan gennemskue vores relationer, men det er nok ofte ikke tilfældet. For mens der findes en umiddelbart håndterlig fortælling om os, eksisterer der nedenunder denne adskillige lag af håb, fortrydelser, misundelse, medlidenhed og meget andet. Herunder også strejf af tyranni. De findes mellem venner, søskende, ægtefæller og andre, vi står nær, og man kan kende hinanden længe uden rigtigt at forstå det. Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge, for ellers kan det blive svært at begribe, hvorfor vi taler og handler, som vi gør – og at vi alle skuffer over tid. Det er desværre ikke et udtryk, jeg selv har opfundet, det har én af landets rockgrupper, men det er virkelig godt. Alle skuffer over tid, og vi bør aldrig sætte hele vores lid til et andet menneske. Det lyder måske nedslående, men det er det slet ikke. Bare vent og se.

Der er nok ret stor forskel på, hvornår vi bliver voksne. Måske troede man engang, at tilstanden automatisk ville indfinde sig, når man havde nået en vis alder og begyndte at arbejde, sætte børn i verden og købe grøntsager og gøre det, man havde set sine forældre gøre. Men sådan fungerer det ikke blot. Man kan, viser det sig, gro en smule fast i sin udvikling, alt imens det føles, som om man på en vis måde er faldet ud af tiden. Det er de andre, der bliver ældre og bør flytte sig videre, ikke mig, for jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Engang følte jeg mig besynderligt sikker på, at årene aldrig ville indhente mig, og en rum tid gik det faktisk fint, men efterhånden indså jeg, at der er en pris at betale for denne vedtagelse af ikke at ville være en del af tiden og blive et rigtigt voksent menneske. Blandt andet kan der ske det, at man ikke får sat børn i verden.