Jeg havde som barn en mærkelig trang til at bekende mine synder. Næsten uanset hvor lille en brøde, der var tale om, fandt jeg ikke ro, før jeg havde været inde på min mors kontor og aflægge beretning om det, der plagede mig, så jeg kunne gå i seng med håb om at falde i søvn. Og det kunne være virkelig små ting. Engang var der sprunget en pære i en lampe i dagligstuen, og da jeg samme dag havde siddet og pillet ved den, frygtede jeg, at jeg havde ødelagt noget. Min mor så ret undrende på mig, da jeg beskrev problemet og sendte mig i seng med besked om, at jeg ikke havde ansvar for lige netop det. Andre ting kunne jeg løbende bebrejdes, men ofte var der ikke tale om overtrædelser, der kunne tages rigtigt alvorligt. Snarere handlede det nok om en dybere længsel efter tilgivelse for – ja, for alt. Som det fremgår, tror jeg på, at mennesket fødes med en bevidsthed om sin egen skyldighed, og at det er meget vigtigt, at vi tager den alvorligt.

I løbet af livet indser man nok, hvor afgørende det er at sige enten ja eller nej. Og virkelig mene, hvad man siger. Man kan godt i nogen tid leve med den forestilling, at ordene ikke for alvor betyder noget, idet man jo bare kan skifte mening igen, men den går ikke. Ordene betyder noget, og jeg husker, hvordan det omsider begyndte at gå op for mig, hvordan et ja forpligter, fordi man i samme øjeblik ordet er udtalt, har givet sig selv til kende. Ja, jeg vil gerne komme til din fest, fordi vi to betyder noget for hinanden. Ja, jeg vil gerne være gudmor for jeres barn, og ja, jeg vil gerne giftes med dig, fordi jeg elsker så højt, at det skal æres resten af livet. Og nej, jeg forlader dig aldrig. Jeg ved godt, at det ikke altid går, som man siger, men ordene ja og nej inddrager vores dybeste sindelag, og der kan godt gå et stykke tid, før man forstår det. Ligesom der kan gå en hel del tid, før man indser, hvad det betyder at sige ja eller nej til Gud.