For et par uger siden var jeg til en stor prisfest. Jeg vandt ikke noget, men det er nu ikke derfor, at jeg føler mig misfornøjet. Det skyldes især én af de mange takketaler i denne forsamling mærket af overflod, dyrt tøj, og masser af lyserøde flødeboller. Som ingen spiser. I talen takkede en ung kvinde for sin pris, hvorefter hun tilføjede, at det hele dybest set kunne være lige meget, eftersom jorden jo alligevel snart går under. Det er en temmelig voldsom påstand, der mangler solid evidens, og jeg blev på denne aften, der var omgivet af så megen glimmer og facade og gennemført forkælet livsstil, konfronteret med tidens trang til at formulere den dystopiske meddelelse om altings undergang. Jeg har en mistanke om, at det mest af alt skal tjene til at fremstille én selv som klarhjernet og med mod til at se den onde verdensorden i øjnene, men det er jo en gratis omgang. At erklære fremtiden for afskaffet er blevet til endnu et smart og selvpromoverende virkemiddel.