Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg ikke helt sikker på, at det nogensinde er sket. Jeg tænker på den situation, hvor et andet menneske tilsyneladende med overlæg har forsøgt at gøre mig ondt, hvorefter jeg tilgav vedkommende for det. Det er nemlig svært at bedømme både andres motiver og sin egen tilgivende evne, og mens det jo nok var med et vist overlæg, at Michael ved sandkassen på Østervangsskolen kastede sig over mig for at bevise, at han var alfahannen, og jeg blot én af pigerne, der ikke skulle komme for godt i gang, kan det i den større sammenhæng være vanskeligt at gennemskue, om man til fulde har prøvet at tilgive nogen. Og ikke mindst hvor meget man trænger til tilgivelsen selv. Men sikkert er det, at det er så uhyre vigtigt at forsøge at forstå selve tilgivelsens betydning.

Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.