Hvis man hver dag virkelig tænker tanken til ende, vil man næppe opleve et eneste roligt øjeblik. Hvis man hele tiden til fulde forestiller sig, hvordan man kan overmandes af sygdom og ulykke, blive ramt af en bil, føle sig fortabt og nedgjort eller drukne i havet – som det faldt mig ind, da jeg forrige år sad i en båd på Færøerne, hvor bølgerne stod så højt, at de som en mur spærrede for hele horisonten – bliver det svært at leve. Derfor må man forsøge at finde balancen mellem tanken om, hvor farligt livet er og evnen til at leve det alligevel. Spørgsmålet er dog, om vi i en periode med stor optagethed af den menneskelige skrøbelighed kan miste en del af den tillid til verden, som vi er så grundlæggende afhængige af. Om vi kan glemme, hvordan man behersker nogle af sine mange ustyrlige følelser og i stedet bliver i stand til at være i livet på en anden måde.