Jeg havde som barn en mærkelig trang til at bekende mine synder. Næsten uanset hvor lille en brøde, der var tale om, fandt jeg ikke ro, før jeg havde været inde på min mors kontor og aflægge beretning om det, der plagede mig, så jeg kunne gå i seng med håb om at falde i søvn. Og det kunne være virkelig små ting. Engang var der sprunget en pære i en lampe i dagligstuen, og da jeg samme dag havde siddet og pillet ved den, frygtede jeg, at jeg havde ødelagt noget. Min mor så ret undrende på mig, da jeg beskrev problemet og sendte mig i seng med besked om, at jeg ikke havde ansvar for lige netop det. Andre ting kunne jeg løbende bebrejdes, men ofte var der ikke tale om overtrædelser, der kunne tages rigtigt alvorligt. Snarere handlede det nok om en dybere længsel efter tilgivelse for – ja, for alt. Som det fremgår, tror jeg på, at mennesket fødes med en bevidsthed om sin egen skyldighed, og at det er meget vigtigt, at vi tager den alvorligt.

Ikke blot tanken om skyldighed som sådan, men også spørgsmålet om, hvem der mon er mest skyldig, er på færde i samtalen, som Jesus fører med nogen, han vist mistænker for at mene, at dem med en særlig hård skæbne havde fortjent det. Jesus afviser den tanke, men det ændrer dog ikke ved, at den forfølger os, og mange har en forestilling om, at man får løn som forskyldt. Det får vi muligvis også, men med denne tekst lærer vi først og fremmest, at opgaven ikke er at spekulere så meget over, hvem der er mest skyldig, og da Jesus går videre til at tale om figentræet, der har svært ved at give frugt, men alligevel får en chance til, står det klart, hvad vi til gengæld skal spekulere over. Nemlig hvad det betyder at udfylde en plads i verden. At give frugt. Den tanke er forbundet med store perspektiver, men inden vi kaster os over dem, skal vi forsøge at forstå, hvordan vi i denne epoke uheldigvis er kommet på så stor afstand af begrebet skyldighed.

Det strejfede mig atter i denne uge, da jeg hørte om en ret frygtelig sag, hvor en far til en fodbolddreng efter en kamp, som han var åbenlyst utilfreds med, overfaldt dommeren. Han nikkede simpelthen den 77-årige dommer en skalle, hvilket selvsagt er en grotesk handling, der betyder, at man har gjort sig skyldig. Man kan derfor forestille sig, at konsekvensen kunne blive, at denne person blev forment adgang til stadion i de næste tre år, noget i den stil, men mest af alt fremhævede en ledende DBU-mand, at man må ”arbejde med forældrene”. Hvordan man mere præcist ”arbejder” med en person, der har opført sig så ekstremt, synes uklart, men udtalelsen er klassisk for en mentalitet, hvor end ikke den groveste overtrædelse diskvalificerer samtalen. Det er på sin vis smukt, og troen på samtalen har bragt os langt, men den kan også bidrage til at udhule begrebet skyldighed, når nærmest ingen menes at kunne opføre sig så forfærdeligt, at man forvises fra fællesskabet. Men er det ikke netop kristent at tænke sådan? Jo, det er det på sin vis. I kristen forstand opgiver man helst ikke troen på noget godt i enhver, og man spekulerer slet ikke i hævn. Men man tager begrebet skyldighed alvorligt og fastholder at skyldigheden lever i det indre. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Og at den, der handler forkert i ekstra grad mindes om det.

Dette falder en del udenfor normen i en epoke, hvor det i stedet for mange synes naturligt at sige – ”jeg skylder ikke nogen noget”. Ordene rummer en næsten lidt fornærmet understregning af, at det snarere er de andre, der skylder mig noget og udspringer af en stærk tro på enhvers frihed til ikke at være underlagt andres forventninger. Spørgsmålet er dog, om ikke netop dét udgør en stor del af selve meningen med at være her. At være underlagt forventninger og føle pligt til altid at give noget. Og gøre noget. Og udfylde en plads. Det var i hvert fald tanken hos præst og stridsmand Søren Krarup, der brugte en stor del af sin levetid på at minde os om, hvordan dette at leve med skyldighed er en forudsætning for at forstå, hvor meget man i livet skal. Sådan her beskrev han sin oplevelse af, hvordan vi danskere i nyere tid har mistet forståelse for netop det: ”Der er ingen nødvendighed over os. Der er netop intet: Du skal! over vores tilværelse (…) Den danske nødvendighed er da, at noget atter bliver os nødvendigt. At der på ny kommer skyld og ansvar ind i vor folkelige eksistens. At undergangens angst går os i blodet i en sådan grad, at vi atter kæmper for at leve og overleve.”

Med forbilledlig alvor efterlyser Søren Krarup bevidsthed om ”skyld og ansvar” og opfordrer enhver til at spørge sig selv: hvad er nødvendigt? Ikke blot for mig, men for den virkelighed, jeg er sat i. Krarup frygtede for vores evne til at værne om den nedarvede kultur og landets grænser, men uanset om det handler om at passe på den enkelte anden eller hele sit folk, lever man i et skyldighedens underskud, hvor man aldrig kommer på højde med det, man er forpligtet på at give. Nogen vil finde dette vilkår uværdigt for os, men det forholder sig modsat. Det er netop værdigt at være én, der skylder fremfor at være én, som ingen for alvor forventer noget af. Skyldighed er værdighed, og jeg tror, at en vis tomhedsfølelse kan tage til i mennesket i takt med, at skyldigheden afskaffes som livsvilkår, idet der i stedet kan opstå en følelse af at være overflødig. Når manden med det golde figentræ ønsker at fælde det, skyldes det jo, at han efterhånden finder dets eksistens overflødig og meningsløs. Træet skylder at give frugt, og hvorfor skal det optage plads i haven, hvis det ikke gør netop det? De fleste kan nok høre, at jeg nærmer mig noget farefuldt, da det jo kan lyde, som om kun de, der gør nytte, er berettiget til at være i verden. Netop dette udgør et centralt aspekt ved diskussionen om aktiv dødshjælp, som for nylig af regeringen er blevet skudt til hjørne, fordi man formentligt har indset, at der findes flere nuancer og mere folkelig skepsis, end man troede.

Men debatten har medført meget godt – herunder en erkendelse af, at mens enhver kan havne i en situation, hvor man ikke i traditionel forstand kan yde ret meget, må vi aldrig så ensidigt vurdere et menneske på, hvad det udretter. Men i stedet på hvordan man opfatter begrebet skyldighed og dette at stå i et gavmildt forhold til verden og andre mennesker, som man nemlig altid skylder sin tilstedeværelse. Den, der lever med skyld, vil ikke så nemt føle sig overflødig, for nok fortæller tidsånden, at ”du da ikke skylder nogen noget!”, men det gør vi. Og før eller siden genopdager vi dét, som barnet allerede intuitivt fornemmer, og som vi lærer i novellen Den fremmede af Albert Camus fra 1942. Det var i tiden, hvor den moderne eksistentialisme tog fart med ønsket om at frisætte individet ved at afskaffe både kristendom og skyldighed, hvilket selvfølgelig fik nogen til at kredse ekstra meget om netop det. Ikke

mindst Camus, og Den fremmede handler om en mand, der begår et mord og har meget svært ved at føle ansvar for sin forbrydelse. Og i det hele taget tage vare på andre – ikke mindst sin mor, hvis død han knapt formår at forholde sig til. Under retssagen kaldes hans vicevært i vidneskranken, og der står: ”Han svarede på de spørgsmål, han fik stillet. Han sagde, at jeg ikke havde ønsket at se mor, at jeg havde røget, at jeg havde sovet, og at jeg havde drukket en kop café aut lait. Her følte jeg, at et eller andet bragte hele salen i bevægelse, og for første gang forstod jeg, at jeg var skyldig.”

Alle i retssalen forstod det, fordi det ikke mindst er i ligegyldigheden over for den, der er tæt på, at det åbenbares, hvor meget man hver dag skylder. Og at man ikke giver nok. Med Camus` hovedperson indser vi, at mens vi kan afskaffe skyldigheden som en del af sproget, kan vi ikke afskaffe den som en erfaring i den samvittighed, som vi med syndefaldet altid er underlagt. Skyldigheden kan ikke adskilles fra selve meningen med livet, og hvis vi alligevel forsøger, opstår der tomhed og sandelig også stor risiko for uhæmmet egoisme. Derfor er det så irrelevant at gå omkring og overveje, hvem der mon er mest skyldig – det resulterer blot i dømmesyge og evig sammenligning. Det vigtige er at erkende vores egen manglende evne til at give nok, velvidende at jeg aldrig bliver i stand til det. Og selv om man i moderne tid har forsøgt at afskaffe skyldigheden for at sætte mennesket frit, siger jeg, at vi udmærket kan holde til at være de skyldige. Ja, at det er fuldstændig forløsende at erkende, at det er det, man er. Jeg kunne godt som barn holde til at få at vide af min mor, når noget virkelig var min skyld, og at jeg for eksempel skulle holde op med at stjæle tomme stilehæfter i skolen, som jeg en overgang var forfalden til. Vi kan godt holde til at være de skyldige, hvis vi samtidig i løbet af livet kommer til tro på, at tilgivelsen findes. Dette er kristendom. På én og samme tid at kunne føle sig utilstrækkelig, betydningsfuld, syndig og elsket. Og når gartneren beder om at få lov til at passe og pleje figentræet et år mere, er det nåden og tilgivelsen og kærligheden, der taler. Træet bærer ikke frugt, mennesket kommer aldrig på højde med sin skyldighed, men Gud vil blive ved med at værne om det.

For han har skabt os, han elsker os som en far elsker sine børn, som en gartner elsker sit figentræ, og han vil bevare os ét år mere. Og herefter ét år mere, og sådan bliver det ved, alt imens vi gradvist kan forstå, hvor meget der forventes af os, og hvor vidunderligt det er at være et menneske, der er beriget med et ansvar. At være noget, at gøre noget og at have noget at give. Og ikke mindst at være den, der i kraft af skyldigheden kan indse det saliggørende ved, at frelsen kommer til os udefra. Med Jesus, Guds søn, der selv som den eneste er skyldfri og som med sin sejr over døden viste os, at vi trods alle vore svigt og mangler er de evigt elskede. Dem, der i tidens fylde skal bøje os i Jesu navn og dér blive skyldfri sammen med ham. Amen.