Man skal passe på med at gradbøje begrebet lidelse, for det er kun den enkelte selv, der ved, hvordan den føles, men noget foruroliger mig. En del vil nok mene, at alle de grufulde forhold ude i verden, hvor mennesker må flygte fra krige og terrorbevægelser og se deres hjem gå til grunde i bomberegn eller oversvømmelse, overgår det meste af det, der sker herhjemme. Helt så enkelt er det dog ikke, og jeg er i de senere år blevet ramt af erkendelsen af, at vi måske gradvist vil blive mindre og mindre omsorgsfulde overfor mennesker, der afviger fra det raske og stærke og selvstændige ideal. Alt imens vi dyrker teorien om, at vi aldrig har været mere humane og tolerante, end vi er nu. Der findes en forestilling om, at vi står på et slags civilisationens højdepunkt, og set i det lys er det påfaldende så mange vidnesbyrd, der findes om mennesker, der svigtes og nedværdiges, når de ikke kan klare sig selv. Hvad enten de er gamle, syge, små værgeløse børn eller på anden måde afhængige af beskyttelse, kan det synes, som om deres liv i andres øjne ikke rummer tilstrækkelig mening. Og spørgsmålet er, hvordan det civiliserede og det afstumpede på den måde kan følges ad. 

Jesus møder hele tiden mennesker, der ikke kan klare sig selv. Det udgør en rød tråd i hans vandring mod Jerusalem og egen jordiske skæbne, at han konstant opsøges af personer i nød. I fortællingen i dag sker det to gange i træk. Først er det synagogeforstanderen, hvis datter er død, der direkte beder om, at Jesus skal vække hende til live igen, og straks efter er det en kvinde, der på anderledes forsigtig vis nærmer sig. Sikkert i håb om ikke at vække for megen opsigt og blotte sin afmagt over for dem, der er i nærheden, for en kvinde med kroniske blødninger blev dengang opfattet som så uren, at ingen måtte have med hende at gøre. Hun er nærmest indbegrebet af den, der i en barsk verden er overladt til sig selv, ja, så meget at Jesus sikkert fremstår som hendes sidste mulighed for at genvinde en plads blandt andre. Sikkert er det i hvert fald, at både hun og synagogeforstanderen nærer en stærk tro på, at der selv i en håbløs situation stadig findes mulighed, og disse to ulykkelige mennesker er enige om at opsøge Jesus, da han pludselig befinder sig så tæt på.    

Som sagt ved jeg godt, at verden rummer stor lidelse, men ens harme og medfølelse bør vel føles lige så stor, når man erfarer, hvordan udsatte mennesker behandles her. Det har vi nok tendens til at glemme i en epoke med fjernsyn og stort globalt udsyn, og der kan være noget ret letkøbt over optagetheden af fjerne skæbner. Som når forskere og kunstnere for tiden så gerne skriver under på erklæringer og såkaldte ”langdigte” i harme over forhold i Mellemøsten, som de kun har begrænset indsigt i. Det ér bare nemmere at råbe op i flok og på afstand og blande alt sammen i en pærevælling af klimaretfærdighed, minoritetstænkning og kritik af en hvid patriarkalsk verdensorden. Man kan jo også bruge kræfter på at forholde sig til det mere nære, og for mit eget vedkommende sker der især noget, når jeg oplever, at ældre mennesker svigtes og ydmyges. Jeg mærker en dyb vrede, der ligefrem minder om hævntørst. De fleste husker nok billederne af den demente kvinde Else, der af sine plejere blev hejst op og beordret til at besørge trods store smerter, eller billederne af udviklingshæmmede, der bogstaveligt talt opbevares. For slet ikke at tale om små børn, der stavrer fortabte rundt i en kaotisk daginstitution. På mange måder overlades mennesker til deres egen skæbne, også i dette land, hvor vi ellers mener i store træk at have lagt uforstanden bag os og befinde os langt fra det barbariske, der eksisterer visse andre steder. Sandt er det da også, at der her for mange hersker tryghed, men samtidig oplever vi gang på gang, at meningen med et andet menneskes liv bliver nedgjort. 

Jeg vil ikke her bevæge mig ind i debatten om aktiv dødshjælp, men blot minde om, hvordan også dén tvinger os til at overveje vores syn på det svage menneske. Det kan ændre sig bagom ryggen på os, og det er ikke uden grund, at personer med handicap frygter en dag at blive opfattet som så mindreværdige, at normen bliver, at det faktisk ikke for alvor betaler sig at holde dem i live. Det er heller ikke uden grund, at jeg selv – når jeg ser ind i min egen alderdom – overvejer, om jeg mon i andres øjne gradvist vil blive reduceret til én, som det er meningsløst at opbevare. Vores idé om selve livets mening kan blive mere og mere synonym med primært at være én, der ikke er til besvær, og i samme sekund man begynder at relativere meningen med livet, bliver det skridt for skridt nemmere at se stort på, hvordan den enkelte behandles. Den russiske forfatter Tolstoj har sagt: ”Liv og død har mistet al mening for et civiliseret menneske,” hvormed han mener, tror jeg, at jo mere vi i fremskreden modernitet mister ydmyghed og tro på at livet er ophøjet og givet af Gud, desto nemmere får vi ved blot at dømme det til at være meningsløst. Men hvornår hører livets mening op? Er det, når jeg selv mærker tomhed og ikke længere kan ane nysgerrighed og fremadstræbende kraft, eller er det, når jeg kan mærke, at andre ikke længere forbinder mig med netop det?  

Det må vi finde et svar på, men først skal vi forstå, at når det civiliserede og det afstumpede kan følges ad, hænger det sammen med, at vi har mistet indsigt i, at når man svigter et menneske, nedgør man selve dets eksistens. Hvad enten det handler om at barn, der blot overlades til sig selv, eller en gammel hjælpeløs kvinde, der ydmyges af dem, der skulle passe på hende. Og man kan sagtens se sig selv som et godt og anstændigt menneske og samtidig miste for meget af den indsigt. Det kan nemlig ske, når man ikke henfører den til en øverste instans, livets Herre, Skaberen selv. Det kan ske, hvis der ikke foregår en samtale mellem menneske og Gud, for så kan en del af ærefrygten for livet meget nemt forgå, og det er jo derfor, at kvinden rækker ud efter Jesu kappe. Hun kender menneskenes ringeagt for liv og har brug for berøring med det guddommelige, og hendes forsigtige tilnærmelse afspejler, hvordan mange af os kan bære på troen som en stille hemmelighed. Den, der gør, at man pludselig i yderste nød kan forlade sig på noget større, skønt man egentlig ikke betegner sig selv som troende. Inderst inde ved vi godt, at livet har en dybeste mening, som vi blot ikke kender endnu, og det er nok derfor, at jeg kan mærke denne sære trang til hævn ved synet af et menneske, der ydmyges. Det kommer mig uendeligt meget ved, fordi det er selve meningen med livet, der maltrakteres, når det igen afsløres, hvor ondt vi syndige mennesker kan behandle hinanden. Det holder aldrig op, det sker her i vores egen nærhed, og af og til bliver man så chokeret over det, at man får lyst til at hævne sig. På vegne af den enkelte, der gøres fortræd, ja, men også på vegne af livet selv. 

Kvinden, der rækker hånden frem for at røre ved Guds søn kappe, nægter at opgive meningen med sit liv, og hun aner, at denne ikke primært strømmer fra menneskelige relationer, men fra troen på Gud. Det betyder ikke, at vores relationer ikke er uhyre vigtige, det er de naturligvis, men det betyder, at mennesket kan tro på livet, selv om det destruktive mellem os findes. Tænk, på mennesker i Mellemøsten og andre blodige egne, og tænk på den østrigske psykolog, Viktor Frankl, der sad i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig og dér mødte nogle af de mest afstumpede typer, man kan forestille sig. Man kunne utvivlsomt i en nazistisk koncentrationslejr miste tro på livets mening, men hør lige hvad den troende Viktor Frankl skriver i bogen Psykologi og Eksistens om en dag, hvor han står med de andre fanger og arbejder: ”Som tusind gange før kæmper du for at få et svar, kæmper du for at finde meningen med dine lidelser, dit offer – meningen med din langsomme død. Du føler hvordan din ånd rejser sig i en sidste protest mod den trøstesløse død, der ligger foran dig, hvordan den bryder igennem alt det grå, der omgiver dig, og i denne sidste protest føler du, hvordan din ånd løfter sig over hele den trøstesløse og meningsløse verden og svarer et sejrende, jublende – ”Ja!” – på dine sidste spørgsmål om en sidste mening.” Den sidste mening med livet er også den største mening med livet, idet den er knyttet til troen på barmhjertighed på trods af alt. Og ligesom Viktor Frankl stadig tror på livets mening, tror synagogeforstanderen i teksten i dag på, at det hele ikke er slut, selv om hans datter er død. Både han og kvinden, der rækker hånden ud for at berøre Jesus, tror på den dybeste mening, fordi Guds søn er i verden og viser os, hvad godhed og tilgivelse egentlig er. 

Det civiliserede og det afstumpede kan følges ad. Med bestyrtelse kigger vi ud på verdens blodige konflikter, hvor menneskeliv synes at være frarøvet enhver mening, og glemmer måske, at vi selv lever i fare for at nedgøre hinanden. Derfor kom Jesus til verden for at åbenbare, at frelsen fra død og meningsløshed findes, og at vi i erkendelsen af vores egen manglende evne til at elske nok, må stole på, at den sidste mening med det hele er, at Gud elsker nok. Det var jo det, Viktor Frankl midt i elendigheden stadig troede på. Han mærkede et jublende ”Ja!” på trods af alt den ondskab, der omgav ham i koncentrationslejren, og det er dette ”ja” til ethvert menneskeliv, som vi i denne ellers så civiliserede kultur tramper på, når vi svigter den gamle, glemmer barnet, ringeagter den handicappede og taler mere og mere om muligheden for at aflive mennesker, når det ligger i luften, at deres liv vist ikke rigtig længere giver den store mening. Opfattelsen af det meningsfulde liv forrykkes hele tiden, når vi ikke længere ser det i lyset af den guddommelige myndighed, der har skabt det. Men kun i lyset af os selv, der så nemt kan tabe sansen for det. Som Tolstoj sagde: ”Liv og død har mistet al mening for et civiliseret menneske,” 

Og så spørger jeg lige igen. Hvornår hører livets mening op? Er det, når jeg selv mærker tomhed og ikke længere kan ane fremadstræbende kraft, eller er det, når jeg kan mærke, at andre ikke længere forbinder mig med den? Svaret er, at livets mening aldrig hører op, og da Jesus vækker den døde pige tilbage til livet, ser vi, at dette at blive berørt af ham er at erfare, at heller ikke mit liv nogensinde stopper. Døden får ikke det sidste ord, for meningen med vores liv sprænger enhver jordisk begrænsning og enhver af vores mange ufuldstændige tanker. Mennesket skal ophøjes af Kristus selv, det skal leve for evigt, og en stor del af meningen med det hele mærker vi allerede her og nu. Når vi tror på det. Amen.