For et par uger siden var jeg til en stor prisfest. Jeg vandt ikke noget, men det er nu ikke derfor, at jeg føler mig misfornøjet. Det skyldes især én af de mange takketaler i denne forsamling mærket af overflod, dyrt tøj, og masser af lyserøde flødeboller. Som ingen spiser. I talen takkede en ung kvinde for sin pris, hvorefter hun tilføjede, at det hele dybest set kunne være lige meget, eftersom jorden jo alligevel snart går under. Det er en temmelig voldsom påstand, der mangler solid evidens, og jeg blev på denne aften, der var omgivet af så megen glimmer og facade og gennemført forkælet livsstil, konfronteret med tidens trang til at formulere den dystopiske meddelelse om altings undergang. Jeg har en mistanke om, at det mest af alt skal tjene til at fremstille én selv som klarhjernet og med mod til at se den onde verdensorden i øjnene, men det er jo en gratis omgang. At erklære fremtiden for afskaffet er blevet til endnu et smart og selvpromoverende virkemiddel.

Det provokerer mig en del, for der findes jo en verdensorden og en menneskeskæbne, der virkelig skal tages alvorligt. Det mindes vi om i teksten i dag, der handler om en afgørende dag at se frem til. Stillet overfor spørgsmålet om, hvornår Guds rige kommer, fremhæver Jesus dagen, hvor Menneskesønnen skal åbenbares. Den dag kan den enkelte blive taget på sengen – eller, rettere, på taget, hvis det er dér, man opholder sig – og det vil vel at mærke sige, når Menneskesønnen åbenbares anden gang. For han står der jo allerede og taler. Guds søn ér kommet til verden, og begivenheden hvor han skal komme igen sammenlignes med Noas dage i Det Gamle Testamente, hvor syndfloden rasede, mens menneskene spiste og drak uden tanke for de større sammenhænge. End sige deres eget ansvar for tingenes tilstand. Og mens begrebet syndflod atter i disse klimabevidste tider har fået en fremtrædende plads i vores bevidsthed, er der stadig langt fra vor tids vandmasser til tanken om den omvæltning, Jesus her taler om. Han siger jo faktisk, at vi – når Menneskesønnen kommer – skal miste livet. Hvorefter han tilføjer, at vi også kan vinde det. Disse vidunderlige og altafgørende ord kommer vi tilbage til.

Først må vi forstå, hvordan vi for tiden kan miste føling med rigtig alvor, idet vi lever i en mærkelig dobbelthed. På den ene side ved vi godt, at alvor findes på forskellig vis. Vandet stiger som bekendt, samtidig lever jøder i dag med en så stor daglig usikkerhed, at det vækker højest ubehagelige minder til live, også herhjemme. På universiteter rundt omkring synes man at acceptere bølleagtige bevægelser, der billiger terror i én sort-hvid opfattelse af ulykkerne i Mellemøsten, og endelig stikker – erfarer vi mere og mere – parallelmentaliteten og den sociale kontrol meget dybere i samfundet, end en del som bekendt længe har villet erkende. Som man også kan læse om i en ny bog om den afdøde digter Yayha Hassans familie, hvor hans lillesøster om broderens opsigtsvækkende digtsamling fra 2013 bestyrtedes over hans ord og her siger: ”… han talte om, hvordan araberne opfører sig. Om islam, som om han var

imod sin egen race, i et blasfemisk sprog. Det er ikke noget, man gør. Det er helligt. (…) Man er frafalden, hvis man bruger den slags sprog.” Grundlæggende begriber vi stadig ikke dybden i forankret muslimsk kultur. På den ene side ved vi altså godt, at der er konflikter og alvor i verden, men på den anden side har vi svært ved at føle et rigtigt personligt ansvar, og når en ung kvinde ved de kreatives selvfejring på byens mest berømte luksushotel står blandt flødeboller og erklærer, at jorden går under, er det ikke et tegn på, at hun tager den store alvor alvorligt.

Nej, det er i stedet tegn på dekadence – et ord, der i ordbogen forklares som: forfald som følge af forfinelse. Overflodslivet kan blive så integreret i sind og sjæl, at man ikke rigtigt kan forholde sig til udviklingen, selv om man måske aner, at noget forfalder. I Thomas Manns store roman, Buddenbrooks, følger man den rige handelsfamilie af samme navn, der i miden af 1800-tallet gradvist falder fra tinderne, fordi tiden er løbet fra livsstilen og selvopfattelsen. Sønnen Tom fornemmer, at storheden er i færd med at smuldre, og en stjerneklar aften siger han til sin søster: ”Jeg ved, at de ydre, synlige og håndgribelige tegn og symboler på lykken og opstigningen tit først viser sig, når alting i virkeligheden går nedad igen. Disse ydre tegn skal have tid til at ankomme, ligesom lyset fra sådan en stjerne deroppe; vi ved ikke, om den ikke allerede er ved at slukkes, om den ikke allerede er slukket, når den stråler allerklarest…” Vi tror – som så mange før os – at vi står på et slags civilisationens urokkelige højeste stade, og netop her – påpeger Thomas Mann – kan noget være i gang med at forfalde. Som følge af forfinelse, alt imens man ikke er klarsynet nok, ikke årvågen nok – og ikke handlekraftig nok. Man er blevet sløvet af tryghed og medgang, det er, som om et usynligt slør findes mellem mig og begivenhederne, og man kan fristes til næsten for underholdningens skyld at dyrke tanken om undergang. Som vi om og om igen gør i tv-serier og film uden nok helt at begribe den egentlige fare ved at være et menneske i verden.

Derfor skal vi i stedet for den gratis omgang med altings undergang forholde os til den enkeltes undergang. Og frelse. Det er nemlig forudsætningen for at forstå sig selv i verden, som Jesus vil have os til, når han siger, at der skal komme dage, hvor vi vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage. Også jeg længes i dekadencens tid efter blot én af Menneskesønnens dage – øjeblikket, nemlig, hvor han står foran mig, og hvor jeg, uanset om jeg er oppe på taget eller blot befinder mig i endnu et uopmærksomt lune i den store danske forkælelse, vækkes til live og til pligtfølelse. Jesus vil have os til at forstå livets alvor og siger, at vi skal miste vores liv. At der er en dom. Og på mere end én måde. Jeg skal dø engang, ja, det ligger fast og bliver for hver dag mere og mere konkret for mig. Ikke mindre når jeg i den senere tid har ført samtaler med en meget syg kvinde, der i nogle uger har vidst, at hun – her stadig midt i livet – skulle dø nu. Hun har været i færd med helt bogstaveligt at miste sit liv, som vi alle skal, men inden jeg – inden vi – når derhen, skal vi allerede nu miste os selv på en anden måde. I dén forstand, at vi skal overgive os til Menneskesønnen. Vi skal overfor ham forsøge til fulde at erkende vores egoisme, vores magelighed og nemme holdninger, de små og store domme over andre og hele vores gennem mange år møjsommeligt konstruerede beskrivelse af, hvem vi selv er. Jeg skal miste mit liv ved at erkende, at kun Jesus ved, hvem jeg er, for lige nu er sløret for mine øjne. Der er endnu ikke klarhed, men hvis ikke jeg lever mit liv i

bevidsthed om, at jeg står i forhold til Menneskesønnen og har fået overdraget et ansvar fra ham, lever jeg ikke i min verden lige nu alvorligt nok. Og så kan jeg heller ikke passe godt nok på den.

Nu vil nogen nok spørge, hvordan man genkender det øjeblik, hvor Menneskesønnen er tæt på. Men vi husker, at han jo siger, at mens vi kan længes ud i fremtiden, er Guds rige samtidig midt iblandt os nu. Denne dobbelthed kalder man i kristen tradition ”allerede, endnu ikke”. Gud er her allerede, for Jesus blev født i verden, og hver gang Ordet lyder – som her i kirken – mærker man måske en lille bid af den store klarhed. Udsynet til evigheden. Klarheden bor i strejfet af salighed, hvor det er, som om man ingen alder har, men er omsluttet af alle tider på én gang, og klarheden bor også i påmindelsen om ansvar i den konkrete tid lige nu. Hvormed det også står klart, hvor meget man kan svigte ved at undlade at handle, mens tid er. Når man ikke tager nok vare på den, der forfølges, når man ikke siger fra overfor de parallelle kræfter, der kan skade vores fælles fremtid umådeligt, og når man glemmer at lære sit barn, at vi aldrig står på så højt et civilisatorisk stade, at det hele ikke gennem dekadent passivitet kan forfalde. I det øjeblik, hvor Menneskesønnen taler, gennemlyses alt det mangelfulde i én, fordi vi i ham ser det, vi selv burde være. Men samtidig ophøjes man til at tilhøre ham, idet han siger til enhver: Du skal miste dig selv til mig, du skal droppe enhver selvretfærdig forestilling, og når et menneske på den måde har mistet forestillingen om sig selv, opfyldes det af Jesu barmhjertige forestilling om os.

Og han siger mere end det. Han taler også om det store ”endnu ikke” – at der altid er en fremtid for os. Noget er endnu ikke sket, men skal ske, og Jesus kom hertil for at fylde os med årvågenhed og ansvarsfølelse, og han kommer igen, for tidens fylde skal ramme enhver. Den har også nu endegyldigt ramt den kvinde, jeg nævnte før, for hun døde i går. Og jeg tænker på, hvordan hun forleden sagde til mig, at hun i disse allersidste morgener, når hun vågnede, mærkede en ny varme i hjertet. Måske udgør den varme et varsel om den endelige klarhed, når vi nærmer os den rigtige undergang, den enkeltes undergang, den rigtige alvor i menneskets skæbne. Måske er varmen i hjertet et tegn på den forvandling, som Paulus taler om i brevet, som jeg læste op fra før – dér, hvor vi omsider skal forstå alvoren bag Jesu ord: Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Dette er den kristne dommedag, og her tror jeg, at sløret omsider kan blive fjernet fra ens øjne. Som Søren Kierkegaard siger i en bøn: ”Og skab mig et nyt hjerte, du som med moderomhu freder om alt, hvad der end er livsgnist i.”

Derfor bør vi virkelig ikke lege så uforpligtende med tanken om undergang og dommedag. Dertil er det hele for alvorligt, dertil er problemerne i verden for konkrete, og ikke blot kan vi tage livsmod fra hinanden ved at dyrke den dekadente idé om altings endeligt. Man kan også selv forhærdes og glemme, at det handler om at kunne handle nu og som et syndigt menneske løfte sit ansvar i troen på, at fremtiden altid findes. Allerede nu, i årene der kommer og endnu ikke i sin hele fylde. Menneskesønnen kom første gang for at lære os, hvor meget vi har at kæmpe for, mens vi er her, og han kommer anden gang til enhver af os, når vi skal dø og forstå, at den der villigt mister sit liv, gennem hans barmhjertighed skal redde det. Så er Guds rige

kommet, så tages sløret fra dine øjne, og så bliver alt klart. For selv om død og undergang virkelig findes, skal vi for evigt leve. Amen.