Ret tidligt i livet mærkede jeg lettelse over en bestemt ting. Nemlig over, at mennesket har en hemmelig verden indeni, som ingen kender. Ligesom alle andre indså jeg nemlig, at der kan være en vis uoverensstemmelse mellem det, man gør og nogle af de tanker bag ens handlinger, som man nødigt vil have, at andre kender til. Jeg har længe vidst, at jeg ikke altid er helt så oprigtig, som andre måske antager, for en del af min tankeverden kan være temmelig meget knyttet til mine egne interesser. Som da jeg engang kom klassens mobbeoffer til undsætning og fik ret meget anerkendelse, mens en del af sandheden var, at jeg ved min tilsyneladende barmhjertige indgriben håbede at gøre indtryk på én af drengene. Set udefra var det en smuk handling, men set indefra var det samtidig alt muligt andet, og sådan er det garanteret ofte. Vore handlinger kan bygge på en kombination af god vilje og lyst til at blive bemærket og måske også af og til forestillingen om, hvordan man bedst øger chancen for, at andre vil gøre noget godt for én selv. Det er sjældent entydigt.

Derfor kan man som sagt godt føle sig lettet over, at meget i os er hemmeligt, men Jesus fortæller i dag, at alt på et tidspunkt skal blive åbenbaret. En dag vil alle hemmeligheder være væk. Han taler til sine disciple, der skal sendes ud i verden for at tale om ham – Jesus. De skal tale om troen på ham og vil undervejs blive truet på livet og måske dræbt. Derfor skal de værne om deres sjæl og ikke miste troen på, at godheden findes, og bliver de slået til jorden, skal de vide, at Gud er med dem. Præcis som var de små spurve, Faderen kan have i sin hånd. Disciplene skal drage ud i verden med tillid, rene intentioner og uden frygt, men også for dem gælder det jo, at de ikke blot er oprigtige indeni. Også de rummer alt muligt blandet sammen, og måske mærkede de i de sidste hektiske dage sammen med Jesus et strejf af hovmodig selvbevidsthed over at være de udvalgte. De var sikkert både stolte og bange og usikre og forfængelige, de var alt muligt forskelligt og garanteret også lettede over, at ingen kendte til deres hemmelige verden.
Meget er på færde, når man træder frem i synlighed, og sportsfolk illustrerer det på helt særlig vis. Jeg har ingen planer om at spolere den gode stemning, efter at en dansker har vundet Tour de France, det ér en imponerende bedrift, men også en bedrift, der hyldes med en iver, der er skredet lidt ud af proportioner. Det er temmelig interessant. Vi oplever en kolossal trang til at samles om en mand, der hverken – det skal vi jo trods alt huske – har reddet nogen eller sat livet på spil, men som har vundet et cykelløb. Men han er ”helt nede på jorden”, som det konstant siges, han er som enhver og kunne være alles svigersøn, og dette flinke menneske gøres til genstand for en flodbølge af længsel efter noget rent og godt at tro på. Sportshelten skaber som få i vor tid trøst og livsfylde hos folk, samt en fornyet tro på at det gode faktisk findes – og endnu mere er det blevet tolket sådan på grund af episoden i de franske bjerge, hvor den danske cykelrytter ventede på sin værste rival, efter at denne var styrtet, så de fortsat kunne konkurrere på lige vis. Den opførsel er i helt overvældende grad blevet hyldet som tegn på ædelt sindelag, en slags genfødsel af moral og ordentlighed, men lad os ikke glemme, at der også her kan være noget hemmeligt på spil. I hvert fald har cykelstjernens egen mor nævnt, at hendes søn måske også i dette øjeblik hjalp sin rival i håbet om selv at blive hjulpet, hvis det næste gang skulle blive hans tur til at falde.

Ofte ved man ikke engang selv til fulde, hvad der driver den gode handling, men vi lærer i disse dage en del om, hvor stort behovet er for at tro på, at der virkelig findes oprigtig god vilje. Og hvad grunder denne store længsel i? Jeg tror, at den grunder i det forhold, at mennesket – fordi det er skabt af Gud – dybt nede aner, at renheden oprindeligt hørte det menneskelige til. Vi blev skabt i samhørighed med det, men fordi vi er faldet ud af den samhørighed – dette er jo, hvad syndefaldsmyten i Det Gamle Testamente beskriver for os – er vilkåret forandret. Og nu mærker vi hver dag adskillelsen fra det gode og savnet efter det. En af mine præstekolleger har i en ny bog beskrevet vores tilstand sådan her: ”Brud og adskillelse fra lyset er altid stærkt til stede i vores liv. Når vi er skilt fra Gud, fra Kristi lys, mangler vi de mest grundlæggende forudsætninger for netop at finde hoved og hale i det hele – så er vi i mørket, og det bliver svært at finde vejen frem.” Når tusinder stimler sammen for at hylde cykelhelten og næsten græder af glæde og beskriver det gule eventyr som noget af det største, de har oplevet, fremstår det netop som forsøget på at finde hoved og hale på det hele. Det er et forsøg på at blive genforenet med noget af det tabte fra syndefaldet – et nærvær af godhed, der ikke rummer alt muligt forskelligt, men kun godhed, kun rene intentioner og én cykelrytter er udpeget til at være ham, der lige nu skal bære det hele for os.

I en sådan verden må Jesus tale til os på en måde, der skal inspirere os til selv at forstå, hvad vi dybest nede længes efter. Han kan ikke bare komme med klare svar. Der findes faktisk ét klart svar, og det vender vi tilbage til, men sagen er, at Jesus i sin måde at tale på selv optræder som en hemmelighed. En kraftfuld og chokerende hemmelighed, der fik den store, kristne tænker fra 1600-tallet, Pascal, til at forsøge at forklare, hvorfor Guds søn ikke blot kunne sige tingene ligeud. Han skriver: ”… fordi der var saa mange, der gjorde sig uværdige til hans Naade, har han villet lade disse blive i Savnet af det Gode.” Pascal oplevede i sagens natur ikke Tour de France, endsige sportsfolks evne til at vække det moderne menneskes savn til live, men han forstod alligevel, hvor meget dette savn præger os. Og ifølge ham vil Jesus, at vi selv skal indse det for at være værdige til hans nåde. Vi skal forstå, at vi brug for Guds tilgivelse for alle vore hemmelige tanker og selviske intentioner, og når Jesus siger, at vi skal frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, forstår vi, at vi også skal frygte de kræfter, vi selv bærer på. Det er muligt, at vores handlinger umiddelbart virker velmente, men den, der blot om sig selv antager, at det er de, er i færd med at narre både sig selv og andre. Med det bedrag er vi ikke værdige til Guds nåde, og derfor skal vi forstå netop, hvor nemt vi bedrager os selv.

Nu kan man spørge – og det er jeg ofte blevet spurgt om – om det giver mening på den måde konstant at overveje sine egne motiver for at gøre, som man gør. Teolog K.E. Løgstrup mente nej og så det som ”evindeligt bekymret selviagttagelse”, som han kaldte det, og han opfordrede mennesket til i stedet at nære større tillid til sin egen spontane evne til at ville det gode. Hvad enten man nu er i færd med at vente på en konkurrent, der styrter i et cykelløb, eller vil hjælpe den svage pige i klassen, der altid blev forfulgt. Mange vil give Løgstrup ret, men jeg kan bare ikke komme bort fra min egen nagende erfaring af de hemmelige tanker om mine egne interesser. Det løber som et parallelt spor i min bevidsthed, og sagen er, at jo mere mennesket forlader sig på godheden i sig selv, desto mere kan man komme til at foragte sig selv, når man indser, at man alligevel ikke kan leve op til det. Det er i virkeligheden en byrde, en præstationsbyrde, hele tiden at forvente af sig selv, at man er ren og god, og derfor vil Jesus hjælpe os til at lære os selv at kende som de, der ikke kan udrette alt det gode selv. Han vil befri os fra godheds-bedraget, for ”Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.” Sådan taler han til os, så vi allerede nu kan forstå, at lige nu er meget i os skjult, men hvis vi sætter vores lid til hans godhed og ikke blot til vores egen, vil han befri os fra godhedens præstationsbyrde. Den, der i vor tid, måske aldrig har været tungere. Men det kræver, at vi forstår, hvad vi savner.

Hvis nogen nu sidder og tænker, jamen, jeg savner sådan set ikke noget. Ikke i dette privilegerede land, hvor alle er glade i Tivoli, og hvor det regner, selv når der er dræbende hedebølge hos vore nære naboer i England, så tænk lige over det en ekstra gang. Tænk over hvad der sker indeni, når man konfronteres med livets alvor og måske endda døden, enten sin egen eller en andens. Tænk over de øjeblikke af det mørkeste mismod, som ingen af os kan gennemskue, og bemærk så også, hvordan en cykelrytter kan vække savnet efter godhed så eftertrykkeligt til live, at han dyrkes som et så ultimativt rent hjerte, at alle lige fra borgmestrene på rådhuset til en gammel digter i hovedstaden og folk i Glyngøre kappes om at hylde ham. Menneskene savner det rene hjerte, og måske var vores Tour de France-vinder faktisk entydigt oprigtig i det øjeblik i bjergene, hvor han ventede på sin værste rival. Det er bestemt muligt, og jeg vil ikke på nogen måde pille noget af hans store bedrift, men blot minde om, at bevægelsen omkring ham er fyldt med en så insisterende længsel efter at tro på, at det gode findes, at det fortæller sin helt egen historie om, hvem vi er. Og om hvor meget der med syndefaldet blev tabt.

Jeg lovede at komme tilbage til, at der midt i alt dette eksisterer ét klart svar. Og det gør der. Svaret på vores spørgsmål er, at Jesus kom til verden for at vinde alt det tabte tilbage igen. For Jesus ér godhed, og i kraft af hans nærvær i verden og hans sejr over døden kan vi tro på, at også vi skal have del i den. Ofte ved man ikke selv til fulde, hvad der driver ens handlinger, der måske umiddelbart virker så barmhjertige, og vi bliver nødt til altid at ransage vore hjerter. Men Gud har allerede ransaget dem, han kender alle vore hemmeligheder, og på trods af det vil han stadig bevare os, præcis som var vi små spurve, Faderen kan have i sin hånd. Det er nåde. Vi vil i evigheden blive genforenet med den rene og dybe godhed, som vi med syndefaldet blev adskilt fra. Det er Guds vilje, at det skal ske, og det er dét, vi allerede nu mærker savnet efter. Amen.