Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.

Jesus inspirerer os til det ved at tale om dem, der hævder at stå i et særligt forhold til ham, fordi de mener at have profeteret og udført gerninger i hans navn. Han forudser, hvordan nogen for at sikre sig hans velvilje vil fremhæve deres mod og stærke tro, men som vi ved, er det selvpromoverende sjældent i særlig høj grad båret af et rent hjerte, og Jesus vil ikke kendes ved dem. Så lidt faktisk, at han sammenligner en sådan person med tåben, der bygger sit hus på sand, hvormed det vil gå under, når stormen raser. Vi forstår her, hvor nemt det er at misforstå dette at leve til Jesu ære, og det store spørgsmål er jo, om man mon selv er i færd med at bygge sit hus på sand eller på klippegrund. Og om det overhovedet giver mening at tro, at man i sit mere eller mindre oprigtige forsøg på at tjene det gode kan gøre sig fortjent til at blive forskånet for noget af det mest skrækkelige. Giver det mening at tro, at man står på en så stærk klippegrund, at man her på jorden vil nyde den afgørende beskyttelse?

For godt en uge siden blev en mand forskånet for noget meget frygteligt i Pennsylvania i USA. Han blev beskudt ved et vælgermøde, og havde kuglen ramt blot få centimeter længere til højre, var han sikkert blevet dræbt. Den tidligere og måske kommende amerikanske præsident, Donald Trump, for ham var det jo, blev hurtigt med sit blødende øre bragt i sikkerhed, og da han kort efter atter meddelte sig til verden, var det med beskeden om, at han havde det godt, og at ”Gud alene forhindrede det utænkelige i at ske. Vi vil IKKE FRYGTE”, fortsatte han, ”men i stedet forblive modstandsdygtige i vores tro på trods over for det ugudelige ”. Efter sigende skulle han til sit bagland næsten som en profet have tilføjet: ”Vi vinder, fordi vi har ret. Fordi vi har det gode med os. Ja, faktisk tror jeg, at vi har Gud med os.” Trump siger ofte ting, der får én til at studse lidt, og mens attentatet er et ildevarslende tegn i et i forvejen splittet land og en nervøs verdensorden, og mens man må glæde sig over, at gerningsmanden ikke fik held med sin forbrydelse, opfordrer præsidentkandidatens ord os til at tænke os grundigt om. Tanken om, at ”Gud alene forhindrede det utænkelige i at ske”, som han sagde, ér problematisk.

Først og fremmest fordi det jo dermed antydes, at mens Gud udvælger nogen, der skal nyde særlig beskyttelse, overlades andre blot til deres egen grumme skæbne. Som for eksempel den, der som ganske ung bliver uhelbredeligt syg, eller den ukrainske eller russiske familiefar, der mister livet i krig. At mange blot lades i stikken, kan vel ifølge Trump-logikken tolkes som dette, at nogen er af mindre værdi end andre, hvilket vender en del op og ned på tanken om, at alle på jorden er lige for Gud. Dermed ikke sagt, at man ikke kan se sin skæbne i lyset af det guddommelige, og et lands leder kan bestemt højt sige, at han eller hun står til ansvar for Gud. Det ville jeg faktisk ønske, at flere gjorde i Danmark, da det sikkert påvirker ansvarsfølelse og samvittighed. Man kan også i god luthersk ånd se et samfunds højeste embeder som tegn på en verdslig orden villet af Gud, ligesom man kan få den tanke, at nogle personer faktisk ér på en særligt åndfuld mission. Men skridtet er stort hen til troen på, at nogen af Gud bliver i særdeleshed beskyttet mod ulykke, og da en Trump-støtte forleden udtalte, at ”Gud ikke bevarer noget, han ikke har et formål med”, var det svært ikke at komme i tanke om attentatet i 1944, som Hitler mirakuløst overlevede. Gælder Guds indgriben også her, eller kan vi beslutte, at lige netop dette var et rent tilfælde? Troen på Guds indgriben i konkrete historiske sammenhænge, en slags guddommeliggørelse af historiens gang, fører til enorme dilemmaer, og mens jeg på ingen måde anfægter Guds magt til at gribe ind, sætter jeg spørgsmålstegn ved hans vilje til at gøre det.

Det har andre gjort før, og det var ikke mindst på grund af synet på Gud som dén, der i detaljer påvirker verdens gang, at der efter verdenskrigene i 1900-tallet opstod en teologi, kaldet den dialektiske teologi. Den har i høj grad her i det nordlige Europa præget tolkningen af kristendommen med sin advarsel til mennesket mod for selvsikkert at bedømme, hvad Gud bruger sin almagt til. Ikke mindst på grund af denne teologiske tradition kan vi se lidt undrende på hinanden, når man i Trump-lejren hævder, at Gud i store træk er på bølgelængde med partiprogrammet. En af de store dialektiske teologer, schweizeren Karl Barth, gør det således klart, at fordi Gud er noget helt andet end mennesket, kan vi ikke komme hans væsen tilstrækkeligt nær. Derfor bør vi afholde os fra at udlægge hans inderste vilje, så vi ikke – ifølge Barth – farer vild i: ”… ét af vore selvopfundne og selvlavede Afgudsbilleder, hvad enten det nu er ”Aanden” eller ”Naturen”, ”Skæbnen” eller ”Ideen”, som vi i virkeligheden derved sigter til.” Det kan jo risikere bare at være vore egne tanker og ønsker og flygtige fornemmelser, der styrer os, mens vi roder det hele sammen i ét stort følelseskaos. Og vi skal – siger Barth – huske, at vi først og fremmest kender Gud i én sammenhæng, nemlig, gennem dette at han har sendt sin Søn til os. Sådan påvirker Gud verdens gang. Gennem Sønnens ord, hans kærlighedsbud, hans opstandelse og hans løfte om evigt liv. Men ikke ved en meddelelse om, at nogen her på jorden uforskyldt skal opleve tragedie, og at andre på mirakuløs vis skal slippe stort set uskadt fra selv det mest direkte angreb. Dette kan vi ikke påstå om Gud, siger Barth, men det er netop sådan, mennesket kan have brug for at tænke i et forsøg på at skabe en moralsk orden i en kaotisk verden.

Jeg tror også snarere, at Guds vilje er skjult, og hans yderste retfærdighed ukendt – som vi sang lige før: ”Skærm vor undren og bevar gåden som det sidste svar”. Fordi vi ikke kender svaret på gåden om Guds skaberværk eller hans vilje kan vi bevare ydmyghed, og mon ikke det

netop er den, der er med til at bane vej til klippegrunden. Ydmyghed overfor buddet om at elske og troen på, at tilgivelsen findes, når vi ikke elsker nok. Sådan kan det omtalte europæiske 1900-tals-syn på Gud – det, der er så anderledes end dele af den amerikanske kristendom med større tro på, at enhver skæbne er styret af Gud – kort formuleres. Jeg må tilstå, at jeg holder meget af denne klare nøgternhed, men samtidig ved jeg godt, at der følger spørgsmål med, som man ikke kan ignorere. For mens det ér klogt at være skeptisk overfor troen på, at Gud konkret griber ind i verden og ligefrem ophøjer nogen som sit redskab, er noget andet, om man virkelig blot skal acceptere, at Gud reelt ikke forholder sig til vores skæbne på jorden. For hvorfor beder vi så til ham? Hvis det altid blot er tilfældet, der råder, er forholdet mellem ham og os vel så uhåndgribeligt, at det bliver virkelig svært at tro. Jeg erkender, at dette er problemet ved at opfatte Gud som så helt anderledes end os, at vi ikke kan begribe hans væsen. Jeg erkender, at talen om Gud kan komme til at føles næsten gold i denne store forsigtighed, men det ændrer ikke ved, at det er nu, at vi er inde ved sagens helt forunderlige kerne.

For nu er vi nemlig tilbage ved øjeblikket, hvor jeg takkede Gud for ikke at være blevet kørt over. Ikke fordi jeg med min forstand tror, at det var ham, der reddede mig, alt imens et forældrepar forleden blev dræbt på Hillerødmotorvejen. Men fordi sagen er, at man slet ikke, når man står der midt i det hele, tænker så langt, og da jeg foldede hænderne og takkede Gud, skete det helt af sig selv. Nogen vil nok spørge, om der så i sidste ende er den helt store forskel på Donald Trump og mig – hvis man lige ser bort fra de mange indlysende forskelle! Jeg ved det jo ikke, eftersom jeg ikke kender arten af Trumps inderste gudsforhold, men for mit eget vedkommende må jeg forklare det ved at sige, at i bønnens øjeblik, i desperationens eller taknemmelighedens øjeblik ér vi tæt på Gud. Uanset hvad teologien siger. Bønnens øjeblik er tillidens øjeblik, og da jeg den dag på fortovet takkede Gud, skyldtes det en dyb trang til at henvende sig til den gådefulde almagt, når der ikke er andet at gøre. Når man bare ønsker at ære sin Skaber. Som Søren Kierkegaard siger, så skal vi i sidste ende tie stille, når vi beder: ”… du skal i dybeste forstand gøre dig selv til intet, blive til intet for Gud, lære at tie; i denne tavshed er begyndelsen…” Begyndelsen til hvad? Begyndelsen til at indse, hvad det vil sige i sit liv at stå på klippen, for i bønnen kan man mærke den. Klippegrunden. I dette øjeblik er det, som om, Gud virkelig er meget tæt på og vil mig alt godt. Men forskellen er, at sekundet efter er jeg atter tilbage i verdens vilkår, hvor jeg må frygte, at meget ved ondskabens eller tilfældighedens kraft stadig kan gå galt. Og hvor jeg ikke kan se mig selv som særligt beskyttet mod det.

For ingen af os ved hvem, der skal skånes for det frygtelige, og jeg tror ikke på, at Gud blander sig i det. Men jeg tror til gengæld på noget andet. Jeg tror på, at han blandede sig én gang for alle ved at sende Sønnen hertil og gøre os alle til medarbejdere i Jesu navn. Sådan virker Gud i verden, så vi på én og samme tid gennem Sønnen og Ånden kan føle os omsluttet af guddommeligt nærvær og på afstand af Faderens gådefulde skabende almagt. Man er i færd med at bygge sit liv på klippegrund, når man tror på, at man vil blive bevaret af denne almagt – ikke i verden her og nu – men i dén evighed, der skal følge efter. Man bygger sit liv på

klippegrund, når man føler sig berørt af og taknemmelig for denne guddommelige frelse allerede nu. Amen.