Jeg er muligvis nået dertil, hvor jeg ikke længere tror på, at jeg vil få ret. Jeg tvivler efterhånden på, at jeg vil få ret angående en bestemt uoverensstemmelse i mit liv, for man kan, som årene går, blive nødt til at indse, at det i visse relationer i livet forbliver uvist, hvem der egentlig krænkede hvem, hvem der havde mest ret, og hvorfra alle de negative kræfter mellem os i det hele taget stammer. Da jeg var yngre, forekom det mig, at der forude eksisterede en uendelig horisont af tid og muligheder, og jeg antog, at der altid ville være tid til at forstå hinanden. Nu ved jeg, at man muligvis må indse, at mig og den anden vil tage uoverensstemmelsen med os i graven, fordi der ikke er tid nok. Eller rettere, fordi vi ikke udrettede nok, mens tid var. Kampen om hvem der har mest ret kan komme til at fylde meget i den enkeltes liv, og ikke nok med det. Den kan også komme til at præge en hel epoke.

Kampen om at få ret præger også den kvinde, som Jesus beretter om i lignelsen i dag – hende, der driver den lokale dommer til vanvid ved uophørligt at bede ham sørge for, at hun får sin ret. Det bliver ikke meddelt, hvem hun er uenig med eller om hvad, men blot at hun har en ”modpart”, hvilket er et interessant ord, der understreger, at vi alle kan være oppe imod nogen eller noget, der gør det svært på gavmild vis at være til stede i verden. Fordi man ikke synes, at man får, hvad der tilkommer én. Og når dommeren i lignelsen frygter, at kvinden ligefrem skal slå ham i ansigtet, hvis han afviser at hjælpe hende, aner vi, hvor meget der kan være på spil, når man føler sig forurettet. Jesus sætter tingene i perspektiv ved at fastslå, at Menneskesønnen i tidens fylde vil skaffe enhver sin ret. Han går ikke i detaljer med hvordan, men ordene kan høres som en opfordring til at tænke over, hvor meget vi i livet stræber efter at få ret overfor vores modpart.

I fredags begyndte De Olympiske Lege i Paris, hvor der i de næste uger vil blive kæmpet indædt for at vinde masser af anerkendelse. OL har siden sin moderne fødsel i 1896 vokset sig til én af de allerstørste globale begivenheder og udgør mange sportsfolks mest intense drøm. Jeg har ofte i min fortid som sportsjournalist spurgt boksere og badmintonspillere, hvorfor de ofrer så meget for at sejre her, og som regel lød svaret, at de for øjnene af hele verden ville bevise, hvem de virkelig var. Alle skulle opdage deres egentlige værd. OL ses som begivenheden, hvor man virkelig kommer til sin ret – som de sagde i radioen forleden: ”Alle har ret til et fedt OL”, og vi fornemmer, hvordan tanken om at ”have ret til” er blevet eftertrykkeligt integreret i sproget. Sporten bidrager på særlig vis til tanken om at skille sig ud og demonstrere sin værdi, og den hollandske biolog og forfatter Midas Dekkers skriver i bogen Kropskultur om sportens funktion for det moderne individ: ”Pludselig ved man, hvad man vil: vinde. Sejr er et godt mål. Den, der vinder, er nemlig nummer et, og nummer et er mester. Hvem vil ikke være mester?” Midas Dekkers opfatter nutidens enorme optagethed af sport som en følge af stigende behov for at manifestere sig som en ukrænkelig enkelt, og i sportens univers har menneskene fundet den enestående oplyste arena, hvor man virkelig kan dyrke dette overfor en modpart at manifestere sin ret.

Denne længsel efter at få ret havde den franske filosof, Simoen Weil, der døde i 1943, stor forstand på. Hun forudså, hvordan vi ville komme til at kredse om begreberne rettighed og selvopholdelse, og hun skriver i bogen Det som er helligt: ”… Ord som: ´Jeg har ret til …´ De har ikke Ret til …´; disse Ord rummer en latent Krigstilstand og vækker en krigerisk Aand. Retsbegrebet som er anbragt i Midtpunktet af de sociale Konflikter gør det umuligt for begge Parter at vise den mindste Smule Barmhjertighed.” Ifølge Simone Weil kan vi simpelthen miste evne og muligvis også lyst til at forstå hinanden, og sagen er, at den følelse af at være i konflikt med en modpart, som kvinden i lignelsen oplever, kan æde sig dybt ind i sjælen. Den kan blive til inderlig modvilje og en mere og mere både irrationel og automatisk fordømmelse af den eller dem, man har et udstående med. Eller bare er uenig med. Det er vel i høj grad dét, der sker, når vi i en så polariseret tid som denne får sværere ved at være i lokale med dem, der ikke minder om én selv, hvad enten det er hudfarve, seksualitet eller politiske holdninger, der skiller os ad. Man ser modpart alle vegne, og i en sådan tid er det stærkt nødvendigt at overveje, hvad der egentlig sker inde i én, når man virkelig bare vil have ret.

Den overvejelse kom til mig, da jeg for nogen tid siden sad og talte med netop den person, som jeg nævnte til indledning, og som jeg har svært ved at forstå. Og hun mig. Jeg kom nemlig til at sige noget, der fik hende til at udbryde: ”Du er altså lidt hård nogle gange…” Jeg vidste straks, at hun havde ret. Det, jeg netop havde sagt, var for hårdt, men jeg gik alligevel i gang med at forklare det rimelige ved mine ord. Som ved en egenrådig kraft, der buser frem mod bedre vidende, hævdede jeg min ret, alt imens en indre stemme kommenterede min patetiske stædighed. Man er to stemmer på én gang. Den, der ved, at man ikke blot har ret, og den, der alligevel påstår det, og jeg ved ikke, om det kan ses udefra, når man med åbne øjne vælger at lytte til den forkerte stemme. Men det skyldes jo en dybtliggende frygt for at erkende, at en hel del af det, jeg normalt antager om mig selv og min dømmekraft ikke hænger godt nok sammen. At jeg ikke hænger godt nok sammen. Så når kvinden i teksten i dag siger: Hjælp mig til min ret over for min modpart! er det ikke sikkert, at det vidner om en kvinde, der er blevet uretfærdigt behandlet. Det kan lige så godt vidne om en kvinde, der er havnet i en latent krigstilstand og er blevet afhængig af at kræve sin ret. Spørgsmålet er som sagt, hvordan vi overvinder denne afhængighed, der bestemt ikke synes i vor tid at være blevet mindre. At kræve sin ret og føle sig forulempet, hvor man møder modstand, er en dominerende moderne disciplin, og for at finde inspiration til at forstå det og ikke mindst bekæmpe det, må vi endnu engang lytte til Søren Kierkegaard.

Han har nemlig skrevet om det opbyggelige ved ikke at have ret, men derimod uret. Det har med kærlighed at gøre, og hør blot her, hvad Kierkegaard skriver: ”Jo mere Du elskede, jo mindre fik Du Tid til at overveie, om Du havde Ret eller ikke. Din Kjærlighed havde kun eet Ønske, at Du bestandig maatte have Uret. Saaledes ogsaa i Dit Forhold til Gud. Du elskede Gud og derfor kunde Din Sjæl kun finde Hvile og Glæde i, at Du altid maatte have Uret. Det var ikke fra Tankens Besværlighed, Du kom til denne Erkjendelse, Du nødsagedes ikke, thi naar Du er i Kjærlighed, da er Du i Frihed.” Kærligheden ønsker at have uret og give den anden alt, og

dette forstår vi ikke gennem ”Tankens Besværlighed”, men gennem hengivenhed til Gud og vores medmenneske. Ønsket om at have ret og evnen til at elske modsiger altså hinanden, hengivenheden kan gradvist kvæles, og det kan blive ”umuligt”, som Simone Weil skriver at udvise barmhjertighed. Ikke fordi man ikke stadig i teorien forstår, hvad barmhjertighed er, men fordi man ikke kan udvise den uden at føle, at man forråder sig selv. Derfor er trangen til at have ret forbundet med det onde. Man lever og ånder i et regnskab, hvor man altid mener, at man modtager for lidt og derfor til sidst ikke længere kan give, og dette indser man kun, siger Søren Kierkegaard, hvis man forstår, at man altid også har uret. Dette erkender man først og fremmest i forholdet til Gud, til Kristus på korset, der gav os alt. Idet han tager det hele på sig, bliver det åbenbaret, hvor meget vi skylder væk, og hvor lidt vi har ret.

Og nej, man skal ikke bare finde sig i urimeligheder og andres egoisme, og ja, der er meget godt at sige om troen på individets moderne rettigheder. Selvfølgelig. Men det ændrer ikke ved, at trangen til at have ret så nemt løber af med os og i sidste ende som ondskaben selv vil kærligheden til livs. Nok er vi ikke skabt med en fej Ånd, som Paulus siger det i brevet til Timotheus, men ikke desto mindre er det netop fejheden, vi, de syndige, adlyder, når vi ikke kan bære ikke at få ret, skønt den indre stemme råber advarende op. Fejheden kan føre til, at to mennesker aldrig her i livet kommer til at forstå hinanden, selv om de engang troede, at der var tid nok, og når Jesus kom hertil med barmhjertighedens og kærlighedens bud, var det for at forene alle dem, der lever i risiko for at miste hinanden. Han gør det ved at lære os, at hvad din modpart end har gjort eller sagt, må du ikke glemme, at også du har uret. Ikke nødvendigvis i det øjeblik, hvor en modpart måske ubetinget har krænket dig, men inde i din selvopfattelse. Kun sådan kan du værne om kærligheden. Ved at huske, at det kun er Kristus, der udelukkende har ret, og jo mere troen på, at han engang vil skaffe os ret, fylder, desto mindre vil man mærke trang til hele tiden selv at få ret nu. Derfor er det afgørende ikke, om kvinden i lignelsen faktisk ér blevet krænket, men at hun med så stor vedholdenhed synes at se hele sit liv i lyset af tanken om det.

Det er dette rettighedens fangenskab, Jesus er kommet for at fri os ud af, og det er dét, vi i denne epoke synes at have rodet os temmelig dybt ind i. Vi kender så godt den selvretfærdige kraft, der binder os til længslen efter at overvinde vores modpart, som om vores liv afhang af det. Det gør det lige præcis ikke. Jesus led på korset og døde og opstod fra graven for at vise os, hvor meget hellere kærligheden giver end tager, og at selv vi – de syndige – kan finde hvile ved ikke konstant at kræve vores ret. Den skal nok komme, når tid er, for den endeløse horisont, jeg som ung troede gav mig tid til at få alle relationer bragt på plads, standser jo ikke her. I evigheden vil enhver få sin ret, og Kristus lærer os, at størst hvile i sjælen og mest evne til at elske har dén, der erkender, at man også altid har uret. Og at den eneste, der altid har ret og stadig kan elske og give alting væk, er Menneskesønnen selv. Amen.