Farvel til Lysten

Af Sørine Gotfredsen

På sin vis er det for tidligt. Ingen af os kan endnu overskue, hvad der erkendelsesmæssigt vil følge efter dette foruroligende forår, men visse tegn er så indlysende, at man godt allerede nu kan fæstne indsigt. Coronaepidemien er nemlig i færd med delvist at trække tæppet væk under et menneskesyn, der længe har domineret. Det er et menneskesyn, der er nedsunket i troen på drift og lyst som de gode kræfter, der er med til at kendetegne den frie og optimistiske færd på jorden, og som ikke mindst siden 1968-oprøret har præget vores samfund. ”Al lyst er godt”, som en meddebattør engang sagde til mig i et radioprogram. Nu modsiges denne erklæring af en kraft, der ikke forholder sig til hverken ideologi eller oprørstrang, men som slet og ret gør mennesker syge, og fordi den karakteriseres ved en så objektiv intention, der ikke skelner mellem nogen, sættes samfundsudviklingen i perspektiv. Mens lysten og driften og kritikken af stive normer og gamle dyder i hele min levetid har været dyrket som vejen til det smukke liv, oplever vi nu, at det er begrænsningen af netop alt dette, der skal redde liv. Det udgør en så demonstrativ påmindelse, at man må tage ved lære.

Corona-tiden genopliver tanken om selvbeherskelse og de fire kardinaldyder, der i middelalderen blev ophøjet som særligt efterstræbelsesværdige. Det var klogskab, retfærdighed, tapperhed og mådehold, og selvbeherskelse udgør en kerne i disse. Meget er dog blevet vendt på hovedet, ikke mindst i de seneste 50 år, og det kontrollerede menneske ses ikke i dag som dén, der værner om værdighed, men mistænkes snarere for ikke selv til fulde at være i live. Hvis man som jeg nærer skepsis over for nutidens vestlige udtryk for livsudfoldelse – store festivaller, shoppeture til London og konstant længsel efter at se hele verden – bliver man nemt opfattet som negativ og ufri. Vi har udviklet en uhyre banal idé om det lykkeligt realiserede menneskeliv, der er nært knyttet til forbrug, forurening og lystfuld udfoldelse, men sagen er, at nogen stadig mærker dybt ubehag ved de mange laster, der hermed bliver synlige.

Faster Anna på besøg hos Skjern familien

Det, som typisk i 2020 forbindes med livsglæde, kan i stedet forbindes med noget råt og vulgært, og derfor er Matador-afsnittet med faster Annas besøg i Korsbæk så vellykket. Jeg tillader mig at antage, at læseren kender det, serien genudsendes i disse uger som moralsk støtte, og det er lærerigt. Mads Skjerns indremissionske søster repræsenterer her selvbeherskelse i voldsom grad, og mens Anna går for langt i fordømmelse af brødrenes moderne livsstil, har hun dybest nede fat i en lang ende. Hun ved, at mennesket er fyldt med laster og udgør sin egen farligste fjende, for hende er frisættelse også af det onde, og derfor fastholder hun normer, der kan synes overdrevent restriktive. Men som i deres essens rummer visdom. Det udfoldes for eksempel, da Anna som noget af det første, da hun træder ind i Kristen Skjerns lejlighed, siger: ”Hvis jeg må få lov til at vaske mine hænder.” For hende er det fast rutine, og vi er nu i fuld gang med atter at forstå hvorfor.

Meget af det, som vi længe har nedgjort som latterlige levn fra en stiv og gammeldags kultur, træder i dette forår frem som en del af selve forudsætningen for at kunne leve ansvarligt side om side. Kontrol, selvbeherskelse og mådehold vil muligvis i fremtiden i højere grad blive set som dyder, idet vi nu bedre begriber, at fællesskabet simpelthen står og falder med alles vilje til at tage hensyn. Derfor bør corona-erfaringerne også få betydning for den indvandrerdebat, der snart skal genoptages. Opfattelsen af muslimsk indvandring som uproblematisk grundede også oprindeligt i en 68-inspireret tro på det frisatte menneske, der løsrevet fra traditionelle og kulturelle normer kan trives, hvis alle blot lader sig styre af lyst og positiv livsindstilling. Man glemte, hvad faster Anna ved, at lasterne altid følger mennesket, hvor det går, og dette forår viser os betydningen af, at et folk kender til de dyder, der skal modsvare dem. Lasterne. Vi skal give hånd igen, og håndtrykket som en del af ceremonien, når man bliver dansk statsborger, har aldrig fremstået mere meningsfuldt. Nu udgør det nemlig ikke alene en forankret dansk hilsetradition. Nu er det også forbundet med vores nye indsigt i, hvad det betyder at kunne give hånd i tillid til, at den anden for fællesskabets skyld har sin selvbeherskelse i behold. Og at han har vasket sine hænder.