Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Jesus taler om dem, der skal forsøge, men som vil blive bremset. Profeter og vise mænd skal viderebringe det, de holder for sandt, skønt det ofte vil falde i så dårlig jord, at de vil blive dræbt. Og man kan naturligvis ikke lytte til disse ord uden at tænke på Stefanus, som anden juledag, Sankt Stefans dag, er opkaldt efter. Stefanus er som én af første kristne martyrer blevet billedet på dette at dø for sin tro, og han påtog sig ifølge overleveringen at tale om Jesus som den sande frelser. Dette stod i stærk opposition til den tidsånd, der omgav ham, og derfor blev han stenet af mængden, der var opildnet til at dømme hans tale som aldeles forrykt. Og når Jesus beskriver sine egne kvaler med at samle de forvildede mennesker som en høne, der beskytter sine kyllinger, forstår vi, at vi er svære at få seriøst i tale. Vi præges og ensrettes af den herskende stemning, af tidsånden, og det kan føles så nemt at kaste sig forarget over den, der ærer sin mission og siger noget helt andet, end mange ønsker at høre.

Lad os lige sætte et par ord på begrebet tidsånd. Den består jo af tiden, der bare går, og os, der konstant forsøger at fylde den med en slags sandhed. Som for eksempel da mange i 1980`erne begyndte at blive enige om, at det multikulturelle samfund ville blive til stor fælles berigelse, mens de, der advarede mod kommende konflikter, reelt blev åndeligt stenet. Og som da det ikke mindst efter Murens fald blev populært at præsentere sig som verdensborger, alt imens de, der snarere erklærede sig hengivne overfor fædrelandet blev opfattet som fanatiske nationalister. Eller for nu at tage noget helt aktuelt – når Dansk Boldspil Union (DBU) forleden vedtog, at drenge skal have lov til at spille fodbold på samme hold som piger, hvis de føler sig som piger. Det ligner unægtelig et forsøg på at tækkes tidsånden – dog muligvis her lige en postgang for sent, da en del klubber har protesteret, og man generelt aner træthed ved den mere demonstrative diversitetsdyrkelse. Man kan godt falde igennem, når man åbenlyst vil møve sig ind i det pæne selskab, for tidsånden er altid i bevægelse, og man bør lytte til den skarpe samfundskritiker, Bjørn Poulsen, der i kølvandet på Anden Verdenskrig oplevede,

hvordan menneskene famlede efter ny sandhed. Bjørn Poulsen skrev i 1964 om en tid, hvor det: ”… ikke blot (er) et ydre pres, som tilskynder os til at anlægge rigtige meninger, det er også et indre behov for at nå igennem de mange spørgsmål (og) frem til et svar.”

Altid er vi på jagt efter svar i ”de rigtige meningers tid”, som Bjørn Poulsen kalder det – den tid, der aldrig stopper på jorden. Stefanus levede i den, og vi lever i den. Stefanus blev stenet til døde for i strid med tidsånden at erklære sin tro på Jesus, og i dag er det interessant at iagttage, hvordan stemningen har ændret sig angående dette åbent at erklære en tro på kristendom og Gud. Ja, måske endda på Jesus selv. Flere og flere, også offentlige personer, bekender næsten frimodigt deres tro. Det medfører et par spørgsmål, for hvad nu hvis det gradvist vil blive opfattet som helt almindeligt og udramatisk at tro? Hvad nu, hvis det bliver til en ”rigtig mening” at sige, at man tror på Gud – ja, hvad nu hvis man ligefrem kan tækkes tidsånden ved at sige, at man tror på Jesus? Så er meget blevet vendt på hovedet. Siden Stefanus` dage, ja, indlysende, men også bare siden vores meget nære fortid, hvor man har ment, at religion og personlig tro i et oplyst samfund ville fortone sig og til sidst stort set helt forsvinde.

Jeg glæder mig i denne tid over udviklingen, men der er noget at tage højde for. På den ene side er det kun naturligt, at mange efter lang tids åndelig underskudsfølelse mærker religiøs længsel. Det er, hvis I spørger mig, aldeles uundgåeligt. På den anden side er det nu, at vi – ikke mindst her i kirken – skal huske, hvorfor det aldrig bør blive del af den flygtige tidsånd, en slags vej til anseelse, at erklære sin tro på Jesus. For i så fald har vi nok delvist glemt, hvad kristendom er. Der er jo en grund til, at de stenede Stefanus, idet han bragte en sandhed om både Gud og menneske, der var så mærkværdig og foruroligende, at de færreste ønskede at kende den. For det første sagde han, at Guds søn var død og opstået fra graven, hvilket i sig selv var rigeligt svært at fatte. Og for det andet rummede Stefanus` tro en meddelelse om, at den enkelte ikke længere kunne retfærdiggøres gennem den gamle Moselov og tidens skikke. Nu skulle enhver indse, at jeg ikke af mig selv eller ved blot at indgå i traditionen formår nok. Men at jeg til gengæld i kraft af troen på Jesus, der var i verden og opstod til evigheden, kan formå særdeles meget. Individualiteten blev her født, den personlige tro blev udtalt, kristendommen var revolutionerende, og mens det umiddelbart lyder som en ret perfekt tænkning til vor tids ophøjelse af individet kommer den kristne individualitet jo altså med et særligt benspænd. Nemlig, erkendelsen af at man uden troen på Jesus som et syndigt menneske nemt kommer til kort angående at kende sig selv, gøre det gode og virkelig føle sig forankret i verden. At man uden den tro kan fare vild i sig selv.

Derfor lever vi i dag i et højest interessant sammenstød mellem det kristne syn på den enkelte og den opfattelse, der siden er taget til hvor mennesket udråbes til at være uanet stærkt alene i kraft af sit eget væsen. Dette er en kerne i det vestlige menneskes moderne vilkår – at vi opdrages til at se os selv som enestående, men samtidig undres over ikke i tilstrækkelig grad at føle os som sådan. Hvad skete der? Der skete det, at kristendommen blev formet af tidsånden ifølge synet på mennesket som vidunderligt som det er. Der skete det, at den dybe alvor, som Stefanus udviser i sin tro på at blive frelst, langt han ad vejen er forsvundet, fordi vi ikke længere forstår, hvad vi skal frelses fra. Kristendom og tidsånd er smeltet sammen,

hvormed det bliver så nemt at opsluges af strømmen og miste sans for som et forpligtet menneske at føle sig som én, der er på sin egen mission. Det kan være nyttigt at se til dem, der hele livet forsagede tidsånden for at være netop det. Det gælder for eksempel den norske forfatter Sigrid Undset, der døde i 1943 og engang sagde: ”At være enig med andre er det værste jeg ved.” Jeg kan slet ikke stå for den sætning. Sigrid Undset gik sin helt egen vej og skrev store romaner og skældte konstant og dybt reaktionært ud på sin samtid, og forfatter Ida Jessen opsummerer det sådan her i sin biografi om hende: ”Da hun var ung, stod hun udenfor verden og syntes, det var smerteligt. Men hun foragtede andre, led i deres selskab og ville være alene. Og hun kom ind i verden og ville ud igen. Og hun kom ud og ville ind igen.”

At være i verden uden at blive opslugt af tidsånden – det er vores mission. At løsrive sig fra ”de rigtige meningers tid”, men stadig bo i verden som én, der ikke underlægger sig samtiden. Mon ikke dette ganske godt beskriver en del af Dronning Margrethes store betydning. Hun er en del af tiden, men samtidig adskilt fra den og sagde som regent ord med et strejf af fortidens alvor, der mindede om, at enhver er pålagt en mission. Mens hendes var givet ved fødslen, har vi alle én gennem kristendommen, og når meningen med det hele tabes af syne i mit liv, mærker jeg den atter gennem det, jeg skal. De helt konkrete ting hver dag, for når jeg er mest sørgmodig, genopstår livsmodet først og fremmest ved tanken om, at jeg jo er på en livsvigtig mission. For mig selv og for de andre. For selv om det værste virkelig kan være at være enige med de andre, er det stadig det største at skulle leve sammen med dem. Jesu fødsel åbenbarer for os, at vi alle er del af hans barmhjertighedsmission på jorden, og for den, der ikke er på vagt overfor tidsånden, kan den gå i stå. Fordi man mister sit fokus og bliver alt for optaget af at være enige og nogenlunde ligesom de andre i den altid tyranniske samtid. Søren Kierkegaard har denne opfodring til den, der gerne vil sikre sig at være en selvstændig person, der ikke blot følger viljeløst med strømmen. Han skriver: ”Ligefrem at ville holde igjen paa en Samtid har jeg ikke Tid til, og desuden tænker jeg det gaaer med ligefrem at vilde holde igjen paa en Samtid, som naar en Passager paa Vognen holder i Sædet foran for at standse Vognen: han bestemmer sig i ligefrem Forhold med Samtiden, og dog vil han holde igjen. Nei, det Eneste er selv at staae ud af Vognen og holde igjen paa sig selv. ”

Vor tids omsiggribende bekendelse til kristendommen er måske et tegn på, at mange længes efter at gøre netop det. Holde igen på sig selv i den ustyrlige samtid. Blot skal vi midt i de mange tanker om tro og kristendom huske Stefanus som billedet på det blod – det hjerteblod – der hører troen til. Det er dramatisk at være på den kristne mission, som vi alle blev sat på, da Gud åbenbarede sig ved at lade sig føde i verden. For her fik vi de svar, som vi gennem skiftende tidsånds-epoker altid søger svar på. Hvem vi er, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal tro? Med Jesus i verden får vi at vide, at vi er Guds elskede skabninger, og at vi trods den indre trang til at tjene os selv skal adlyde hans Ord og tjene hinanden. Og at vi skal tro på, at vi i sidste ende vil blive frelst. Vi er sat på den mission at komme til at nære den dybe tillid til denne sandhed om os og Sønnen og den hellige Ånd, der gennemlyser alle tider og enhver tænkelig tidsånd. For Jesus ér tidens Ånd. Den tid, der hører Gud til og som aldrig nogensinde skal have nogen ende. Amen.