Det er længe siden, jeg har befundet mig på et børneværelse, men jeg formoder, at meget stadig er ved det gamle. Det er sikkert fortsat populært at hænge billeder af sine idoler op på væggen, fordi man allerede tidligt i livet har brug for noget at se op til og blive inspireret af. Det kan handle om alt lige fra fodboldspillere til popsangere og frihedskæmpere, og når man tænker tilbage på sit eget værelse, ser man stadig plakaterne for sig og mærker måske både ømhed og forlegenhed ved mindet om, hvor afgørende det var. Det, der meget tidligt i livet tager bolig i sjælen, forsvinder aldrig igen, men bæres med som tegn på de inderste drømme fra årene, hvor man begyndte at lære sig selv at kende. Man havde brug for et forbillede og for at tro på, at livet rummer noget smukt og trøsterigt, og et forbillede kan skabe retning og en helt særlig tryghed. Spørgsmålet er, hvordan man senere i livet opfatter begrebet forbillede. Hvad beundrer man nu hos et andet menneske? 

De nærmeste omkring Jesus synes af og til mest optaget af at beundre sig selv. I dag hører vi om, hvordan de kommer op at skændes om, hvem der kan anses for at være den største, og Jesus må forklare dem lidt om begrebet ydmyghed. Først og fremmest skal de ikke falde for fristelsen til at lade sig ophøje som særlige velgørere, men i stedet se sig selv som tjenere. Jesus overdrager den tjenende opgave til sine disciple, og Peter, som her af Jesus tiltales med sit andet navn, Simon, får tilmed at vide, at han skal blive styrket i troen, så han ikke falder fra men på særlig vis kan styrke sine brødre. Jesus ved, at han er deres forbillede, og når han en dag ikke længere er hos dem, skal de bære hans mission videre. Jesus angiver retningen, og disciplene kan ikke være i tvivl om, hvilke kræfter de skal vare sig for. Selvophøjelsen, forfængeligheden og ikke mindst den misundelse, der uundgåeligt vokser frem, når man kæmper om at være den største. Misundelsen er i centrum, når Jesus minder om, at Satan gør krav på os, og mens vi i dag sjældent bruger ordet Satan på så ligefrem vis, kan vi roligt antage, at det Jesus forbinder med det navn, stadig er virkelighed. Disciplene viser os det, hver gang de går rundt og drømmer om at overstråle alle andre.    

Sådan er mennesket, og muligvis forstærkes de selvophøjende træk tilmed af de rammer, der findes her. Lad os se på det. Vi er stolte af vores velfærdsstat, og politikere fra andre lande fremhæver den jævnligt som værd at efterligne, hvilket man umiddelbart godt forstår. Materiel tryghed og stor lighed betyder, at man kan leve i en vis tryghed. Men måske lever vi også med en noget overdreven trang til at sammenligne os med hinanden, og man bør overveje, om det danske system mon fremmer misundelsens kraft. Det er nok det, man kalder et lidt ledende spørgsmål, for det tror jeg, at det gør. Se på diskussionen om de unges valg af studie, hvor vi konstaterer, at mange gerne vil være psykologer og jurister, mens det anses for mindre fint at være elektriker eller skolelærer. Vi kalder det uddannelsessnobberi og undres over, hvor det mon stammer fra, men det har sandsynligvis at gøre med, at dette land så længe har været præget af en tro på begrebet uddannelse som et middel til, at man kan skabe lighed og ophæve sociale forskelle. Hvor ofte har man ikke hørt politikere udtale flokslen om, at den næste generation skal være den bedst uddannede nogensinde? Ordene er ikke så uskyldige, som de lyder, men lugter en lille smule af statsopdragelse og masseproduktion. Og jo mere der tales om uddannelsessystemet som et maskineri, alle hurtigst muligt skal igennem, desto mere aner man, hvordan velfærdsstaten har udviklet en tro på retten til at forme sine borgere i en bestemt retning.

Naturligvis er det vigtigt at få en uddannelse og udfylde en plads, men vor tids enøjede dyrkelse af de akademiske uddannelser vidner om en tænkning, hvor den enkelte mere og mere ses som identisk med sit karaktergennemsnit. Uddannelse har fået status af et personligt kvalitetsstempel, der opfordrer til målrettet stræben og dermed også til sammenligning og misundelse. En formynderisk stat kan forme et bestemt menneskesyn, og vores velfærdsstat har efterhånden skabt en forestilling om, at der i bestemte rammer skabes harmoniske og lykkelige individer. Ligesom det i sin tid blev formuleret i en beskrivelse af folkeskolens formål, og ligesom man hører det hos Poul Henningsen, også kaldet PH, den berømte digter og lampe-kunstner, der midt i det 20. århundrede mente, at vor tids samfund kunne skabe en slags fuldendte mennesker. PH skriver: ”… som middelalderens kunstværk var domkirken og enevældens slottet – så vil jeg gætte på, at vor tids kunstværk ikke vil blive en bygning, men kan stå og beundre, men at det vil blive mennesket selv, der er kunstværket.” Mennesket skal altså i det danske samfund stå og beundre sig selv, og der går en lige linje fra PHs drøm om individet som kunstværk til vor tids uddannelsessnobberi og politiske ønske om at uddanne enhver til lykke og perfektion. Og til gavn for samfundets vækst. Det er ikke mærkeligt, at det også fører til det mindreværd og den præstations-kvælefornemmelse, der præger så mange i dag, for det er hårdt at skulle være et perfekt kunstværk. Ja, det er nådesløst og fører nemt til misundelse i forholdet til dén, der lige nu ser mere perfekt ud end jeg selv.       

Basalt set er dette ikke nyt, og vi har vidst det, lige siden Kain slog Abel ihjel. Evnen til at føle vrede og misundelse er en del af vores faldne og syndige væsen, og fortællingen om historiens første brodermord beskriver den kilde til mindreværd, som enhver bærer med sig. Man behøver blot at lytte til ordene én gang til – ”Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved” – for at erkende risikoen ved et samfund, hvor vi opfordres så meget til at vurdere os selv og hinanden på uddannelse og ydre præstationer. Kain konfronteres med mindreværdet, da hans offer afvises af Herren, mens Abels offer modtages, og i det øjeblik ser Kain kun det, han mangler, og ikke alt dét, han trods alt har. Han opfyldes af had, og selv om man sjældent ligefrem dræber den, der overstråler én selv, ved man godt, hvordan det føles at fokusere på alt det, den anden har og kan. Det er misundelse, det er en dødssynd, og når den ikke fører til drab og strid, fører den måske til vemod og frygt for at ende som en taber, ingen gider have noget med at gøre. Alt andet end et kunstværk, med andre ord. Så når en minister spørger: hvor kommer uddannelsessnobberiet fra – kan man svare, ja, hvor tror du? Det kommer blandt andet fra de seneste mange årtiers forestilling om, at vi alle bør blive vellykkede produkter af en akademisk forblændet og uddannelsesfikseret velfærdsstat. Det kommer fra denne magtfulde mentalitet og en sørgelig glemsel af, at vi skal formes af noget andet.

Vi skal formes af troen på, at vores værdi udspringer af viljen til at tjene hinanden. Den anden er ikke dén, jeg skal sammenligne mig med, men dén, jeg skal glemme mig selv i forhold til, hvormed troen på en større, men måske mindre synlig opgave kan vokse i det indre. Som i H.C. Andersens eventyr med titlen Thepotten, hvor den fornemme thepotte pludselig tabes på gulvet og bliver skåret og degraderet til blomstervase og i modsætning til Kain lærer at glemme sin sårede forfængelighed. Der plantes nemlig et blomsterløg i thepotten, og den siger nu til sig selv: ”Løget laae i mig, det blev mit Hjerte, mit levende Hjerte, et saadant havde jeg før aldrig havt. Det var Liv i mig, der var Kraft og Kræfter (…) jeg glemte mig selv i dens Deilighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre.” Dette forstår vi i lyset af det rette forbillede, hele slægtens forbillede – Kristus, der tjener os af ren barmhjertighed, lader sig dræbe på korset og atter opstår til livet. I troen på det ydmyge forbillede forstår vi, hvor meget vi skal kæmpe imod den onde kraft, Satan, hvad vi end kalder den, der især udfoldes ved misundelsens kraft. Det er fuldstændig ligegyldigt, om man er jurist eller psykolog eller noget tredje – ingen skal lade sig tyrannisere af frygten for at falde ud af den bedst uddannede generation nogensinde, som det så åndløst formuleres. Man skal kæmpe mod misundelsen, der vokser frem i et fællesskab, hvor det forventes, at alle bliver vellykkede på samme udvendige facon, og man skal adlyde buddet om at elske sin næste. Det er nemlig ikke uddannelse, vi først og fremmest skal formes af. Det er dannelse. Dannelse i Jesu navn. Den største dannelse, der findes.

Jeg bærer stadig på følelserne fra mit børneværelse. De forsvinder aldrig, for enhver har brug for at beundre den, der kan noget særligt. Det giver mening, men den dybeste beundring skal tilfalde den, der blot tjener. Med troen på ham følger forpligtelsen til selv at tjene og adlyde befalingen om at tage vare på medmennesket, og derfor siger Jesus til Peter, at han vil bede for ham, så hans tro ikke svigter. Og når han samtidig minder disciplene om, at de skal spise og drikke ved hans bord i hans rige, er det også en besked til os. Vi skal også spise og drikke, og hver gang vi side om side knæler herinde ved nadveren, mærker vi måske i den lille stund, at ingen er større end andre, og at mens samfundet rummer så mange kræfter, der ensretter mennesker, rummer forholdet mellem os og Gud den kraft, der gør os lige uden at gøre os ens. Måske mærker vi i den lille stund, at Guds rige findes, at vi er i berøring med det allerede nu, og at enhver følelse af sammenligning og misundelse derfor er aldeles meningsløs. Vi knæler sammen som det, vi alle er – Guds skabninger, der har brug for Guds tilgivelse, og som gennem troen hver dag kan blive lidt bedre til at tjene hinanden. 

Man har brug for et forbillede, og gennem den dybt følte beundring for ham, der er kommet for kun at tjene kan troen vokse, som blomsterløget i thepotten. Det er som et levende hjerte. Det er troen, der slår rod, og man fornemmer, at det kan være ved at ske, når man oplever, at man glemmer sig selv. Måske blot i et øjeblik, men nok til at man nu ved, at der er noget meget større på spil end mit blik på mig selv. For Guds blik hviler på os. Det lever med Jesu opstandelse fra graven, og det lever med hans vilje til at tjene os både her i verden og i det evighedens rige, som han selv med sin opstandelse har banet vejen til. Når Gud ser på os, og vi begynder at tro på ham, er vi alle lige små og lige store. Der er ikke noget at være misundelig over. Der er kun noget at være taknemmelig for. Amen.