Jeg har ofte gjort mig et tankeeksperiment. Hvad sker der, hvis et menneske vokser op i en tilstand af neutralitet? Altså, en tilstand, hvor det ikke ligger i luften, at en bestemt sandhed definerer tilværelsen for os alle sammen, men hvor forventningen i stedet er, at man selv fornemmer sig frem til det rigtige at gøre. Der er gennem historien blevet filosoferet en del over det, og mens det er svært at komme med et klart svar på konsekvensen, kan man måske ane, hvor det kan føre hen. Man kan nemlig forestille sig, at mennesket mister sans for, at noget ubetinget sandt skal æres, hvormed en uheldig mekanisme kan sætte ind. For når man i det neutrale rum er givet så stor frihed til på egen hånd at bestemme, om noget overhovedet skal holdes for sandt, kan man – for at sige det ligeud – måske blive mere tilbøjelig til at lyve. Muligvis uden selv at være klar over følgerne af det. Evnen til at lyve er den helt særligt afslørende menneskelige egenskab, og spørgsmålet er, hvad der sker med dén i en verden, hvor man ikke længere fastholder sandheden som noget ophøjet, der er blevet nedlagt i os alle.

Det er dette sande, der er kommet til verden som et frø, der er blevet sået i marken, hvor det spirer og vokser, uden at vi ved hvordan, det går til. Som det første overvejer man jo, hvordan det er blevet sået, og som udgangspunkt kan man sige, at frøet, altså Guds rige, er sået iblandt os allerede i kraft af selve skabelsen. Det er en grundtanke i kristendommen, at Guds vilje bag livet er ensbetydende med Guds vilje til at frelse mennesket, for selv om vi falder, har det altid været meningen, at vi skulle rejses op igen. Dette er én måde at formulere sandheden på. At Gud i al evighed ønsker at bevare sit menneske. Derfor bliver Guds rige sået gennem Jesu komme her til verden. Med hans ord og herredømme over døden er der blevet lagt et frø i ethvert menneske, der hermed har mulighed for at opdage, at det vokser og langsomt i løbet af livet kan føre én på sporet af, i hvor høj grad sandheden tilhører Gud, ja ér Gud. Muligheden for at forstå dette er blevet sået i enhver, og derfor kan Grundtvig jo sige: ”Kristendommen gror ikke frem af en aldrig så vel kultiveret jord, men et blomstrende menighedsliv kommer kun dér, hvor øjet er både ”himmelvendt” og lysvågent for alt stort og skønt herneden.”

Kun der, hvor øjet er himmelvendt, kan kristendommen gro frem, siger Grundtvig, for hvor øjet er himmelvendt kan mennesket forstå, at det hele tiden har muligheden for at tjene den forkerte kraft i verden. Vi skal lære, at det modsatte af sandhed er løgn, og man kan som sagt mene, at evnen til at lyve breder sig. Det er, som om at mennesket kan vænne sig til at lyve, og konsekvenserne er enorme, for løgnen ændrer simpelthen vores virkelighed. Dette kommer for eksempel til syne i sagen om en dansk cykelrytter, der her forleden blev nævnt i sammenhæng med en berygtet dopinglæge. Det har skabt debat om, hvorvidt denne cykelrytter mon har snydt sig til sine seneste sejre, og mens der ikke er konkret grund til at tro det, har affæren blotlagt, hvad der sker, når løgnen har fået så stor magt, at alle inficeres af den. Gennem årene har alverdens cykelryttere løjet så endeløst meget, nærmest som havde de ret til det, at cykelverdenen er blevet til et løgnens univers. Det falske har simpelthen besejret det sande, og vi forstår, at hver gang et menneske taler usandt, er det med til at nære nogle meget større kræfter. Man forråder nemlig aldrig sandheden uden i en vis forstand at gøre det på alles vegne, og spørgsmålet er, om mennesket i en mere neutral og åndeligt det svækket epoke som denne med relativt beskeden bevidsthed om, at Gud findes, mere og mere vil nære de falske kræfter.

I hvert fald skal man hver dag overveje, hvordan man bruger sproget, for jo mere man forsømmer at udtrykke noget oprigtigt, desto mere kan man glemme, at der findes en sandhed, der hvert øjeblik skal æres. Overfladisk og manipulerende tale, tomme politiske løfter, bragesnak og primitiv reklame-retorik – alt dette skaber mistillid, det er variationer over det falske, og skulle man have glemt betydningen af falsk tale, skal man bare huske tilbage på sidste gang, hvor én, man ellers stoler på, pludselig helt bevidst talte usandt eller forrådte én eller var decideret utro. Det kan føles, som om at jorden helt skrider. Vi har magten til at undergrave hinandens virkelighed, og de største ånder altid vidst det, fordi de har troet på, at muligheden af at lyve og være falsk udspringer af selve kernen i vores syndige tilstand. Af alle skabninger, siger Martin Luther, er det kun mennesket, der er løgnagtigt, og ifølge Luther findes der ikke et værre skældsord end at blive kaldt løgner. Han siger: ”Dette skældsord krænker en meget mere, end hvis man bliver kaldt ukysk, drukkenbolt, vred eller hovmodig. Og jeg tror, at dette føles så stærkt af den menneskelige natur, fordi det er en unaturlig last for mennesket og det menneskelige fællesskabs største fjende.” Der er noget unaturligt ved at lyve, for løgnen er for Luther forbundet med Djævelen selv og medvirker til at dræbe det liv, vi samtidig klamrer os til. Ved ikke at ære sandheden lemlæster vi vores egen tilværelse.

Luther og Grundtvig er fælles om at tænke i modsætninger, løgn og sandhed står helt i centrum, og løgnen er for Grundtvig forbundet med døden og det onde. Derfor fastholder han det absolutte skel mellem sandhed og løgn og mener, at de udspringer af hver sin kilde. Ifølge Grundtvig er det ”Sandhedens evige Grundlov”, der som en særlig kraft, som han skriver: ”protesterer klart imod, at Sandhed og Løgn, Ærlighed og Falskhed enten kan være udsprungne af en fælles Kilde eller i al Evighed sammensmelte.” Med al respekt så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er ubetinget grundtvigsk her. Jeg er enig i, at de fundamentale modsætninger i verden ikke må smelte sammen i vores bevidsthed, for så mister vi overblik i kampen mod løgn og ondskab. Men jeg ser det faktisk som en mulighed, at kilden dybest nede er den samme, da dette jo er forudsætningen for at mene, at Gud er almagten bag det hele. Dermed siger jeg også, at det er Gud, der har givet os evnen til at lyve – den evne, der virkelig kan vokse frem, når vi ikke opdager, hvilket frø, der siden er blevet sået i vort indre. For så er der noget andet, der spirer mere, og dette er vilkåret efter syndefaldet. Vi har et valg, og hver gang man lyver, træder man på det frø, der er blevet sået i én og mærker måske et øjeblik dyb selvforagt, fordi man aner det glimt af renhed, der stadig lever i erindringen efter faldet væk fra skabelsens oprindelige tilstand. Men det er kun et glimt, og hvis man ikke tager det tilstrækkeligt alvorligt, bliver det lidt nemmere at lyve igen næsten gang.

Men sagen er, at vi har en bevidsthed om dén tid, hvor renheden eksisterede, og hvis vi holder op med at mindes den og længes efter den, kan vi som fællesskab bevæge os i en retning, hvor det stille og roligt bliver mere normalt at lyve og stjæle og svindle lidt, hvor man kan komme til det. Når statsministeren taler om, at en grundtilstand i landet kan ændre sig, lige fra det berømte tillidsfulde tag selv-jordbærsalg i vejkanten til svindel for millioner, er der er tale om en udvikling, der er helt nært knyttet til tanken om Gud. Til frøet, der er sået. Det vil statsministeren næppe give mig ret i, hun og mange andre af tidens toneangivende og magtfulde, der er opdraget i 1970`er, 1980`er og 1990, har generelt svært ved at forestille sig, at grundtilstanden i et fællesskab har at gøre med ærefrygten for en ophøjet fælles sandhed, der er givet med Gud. Hvordan de så vil forklare en bevægelse bort fra ærefrygten for ærlighed og hen til en større accept af egoisme, ved jeg faktisk ikke, men sagen er, at det bliver sværere at argumentere mod løgnen, når man ikke kan henvise til en fælles instans, der modsiger den og gør det klart, at man ved at sige en løgn eller udføre en falsk handling på sin vis taler og handler og nedbryder på alles vegne. Det bliver sværere at argumentere, fordi vi mister bevidsthed om den rene tilstand fra før faldet, hvor øjet kun var himmelvendt, og det man ikke længere kan huske, kan man heller ikke længere ære.

Derfor er frøet nedlagt i mennesket, så muligheden altid er der for at blive mindet om, hvem vi er, og hvem vi kan blive. Vi er dem, der er skabt af Gud, og vi er dem, der kan blive frelst af ham, hvis vi ænser, at gudsriget vokser for den, der tror, og vi kan indse alt dette, når vi hører Ordet om Kristus og alle hans gerninger, og når vi ænser, at Ånden er i verden som repræsentant for ”Sandhedens evige Grundlov”, som Grundtvig kalder det. Ånden taler sandt, for dét, den siger er identisk med dét, den er – og Ånden er vores følelse af selvforagt, når vi lyver, ligesom den er vores glæde, når vi mærker, at vores tillid til verden bliver gengældt, for Ånden minder os om, hvad vi evigt trænger til. At kunne tro på livet og det gode. Nu forstår vi omfanget af det største nybrud, verden har set, for mens det er muligt, at vi ikke opdager, at frøet er nedlagt i os i en neutral epoke som denne, så er det der alligevel. Frøet er lagt, og vi sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, og i modsætning til før, hvor jeg sagde, at løgn og sandhed fra skabelsens morgen udspringer af samme kilde, tror jeg på, at frøet ikke deler kilde med løgn og falskhed og ondskab. For nu har evigheden ramt verden, Gud er blevet menneske, og frelsen skal føres ud i livet.

Og med frelsen er der kun tale om én kilde, barmhjertighedens og nådens kilde, for med Kristus i verden er enhver modsætning forsvundet. Ikke inden i os, vi bærer stadig løgnen med os, men Kristus er kilden én og ren og guddommelig, og nu kan Sandhed og Løgn, Ærlighed og Falskhed aldrig mere blive sammensmeltet. Det er en del af Faderens skaberværk, at vi skulle få mulighed for at lyve, og det er en del af frelsen – eller det ér frelsen – at enhver løgn med Sønnens sejr over døden er overvundet, hvormed tilgivelsen findes for den, der tror. Dette er frelse, modsætningerne er ophørt, løgn og sandhed er skilt ad, og enhver, der kommer til at opdage, at frøet også er lagt i mig, vil forstå hvor vigtigt det altid er at tjene det sande. For det andet menneskes skyld, for egen skyld, for fællesskabets skyld og for Guds æres skyld. Og kornet spirer og vokser, for Guds rige er virkelighed inden i os nu og i tiden, hvor vi i troen få en plads i evighedens saliggørende skygge. Amen.