Af og til overvejer jeg, om det mon gælder mange mennesker eller kun de få. Jeg tænker på dette at føle, at man står i modsætning til sin samtid og ikke rigtigt synes, at man hører til i den. Jeg har levet med denne fornemmelse stort set lige så længe, jeg kan huske, og det er tilmed mit indtryk, at den tager til med alderen. Muligvis ville den være opstået, uanset hvilken tid jeg var blevet født i, fordi det er så svært at forstå sin egen periode, men sikkert er det, at følelsen af undren ofte ved endnu et års afslutning, når vi gør status, mærkes i ekstra grad. Er det mon mange eller kun de få, der føler sig mærkeligt placeret i verden? Jeg ved det ikke, men aner at det under alle omstændigheder i denne tid opfattes som ret prisværdigt at se sig selv som noget særskilt. På sin vis er det godt ikke blot at lade sig forme af tiden og dens normer, men samtidig er det temmelig uheldigt ikke at ville underlægge sig noget fælles, da man på den måde kan misforstå noget vigtigt.

Mange af denne verdens kristne martyrer og profeter har sikkert levet med en fornemmelse af ikke for alvor at høre hjemme i deres tid. De rummede en kraftig anelse om noget nyt og anderledes, og Jesus beskriver her skæbnen for nogen af dem. De er blevet forfulgt og dræbt, og retfærdigt blod er udgydt, fordi de har forårsaget vrede og foruroliget de magtfulde med deres nyskabende tale. Anden juledag kaldes også Sankt Stefans dag, da vi hører om den standhaftige Stefanus, der hellere vil dø end svigte sin tro på Jesus. Han bliver stenet ihjel og lever nu videre i historien som én af de mest berømte kristne martyrer, og blandt andet på grund af ham ved vi, hvor farligt det var i begyndelsen at tro på Jesus som Guds søn. Stefanus` tro på Jesus rummede et opgør med den gamle moselov og en understregning af næstekærlighedsbuddet og vores frisatte samvittighed som den centrale etiske ledetråd, der skulle erstatte de gamle regler, som samfundet hidtil havde været baseret på. Stor forandring kan rokke ved magtbalance, og derfor blev de første kristne opfattet som farlige og samfundsnedbrydende og helt i opposition til deres tid.

Det kan måske være svært at begribe set i lyset af, hvor fredeligt kristendommen her indgår i samfundslivet, men det ændrer ikke ved, at der også i dag findes bevægelser med potentiale til at rokke ved det bestående. Også dét har vi erfaret i løbet af det år, der nu næsten er slut, og her tænker jeg hverken på krig eller inflation eller en ny historisk regeringskonstellation, men på et tankesystem, der efter alt at dømme vil tage til i styrke, og som nogen utvivlsomt forbinder med noget profetisk. Ja, endda som værende i helt naturlig samklang med kristendom, og dén forestilling må vi se nærmere på. Jeg taler om den såkaldte woke-bevægelse, der sikkert i stigende grad i vores del af verden vil blive dyrket som et system af sandhed, der skal etablere en ny tilstand af retfærdighed på jorden. Den grunder i troen på, at vi for at beskytte individet mod ærekrænkelse må rense sprog og adfærd så omhyggeligt for potentiel fornærmelse, at enhver kan leve trygt i sit eget lille rum. Det fungerer endda også med tilbagevirkende kraft, idet fortidens normer ikke for synligt må præge nutiden, idet der skal skabes en ren tilstand, der opløser konflikter og fordomme og ikke mindst den skyldfølelse, der præger den vestlige mentalitet i dag. Det indebærer alverdens tiltag fra angreb på upopulære statuer til dybe indgreb i vores elskede modersmål, så enhver kan blive tiltalt og opfattet på præcis den måde, der er i overensstemmelse med det, man på dette stadie i livet føler.

Visse af bevægelsens profeter står i stærk modsætning til deres samtid, som de opfatter som strukturelt på afveje, og en forsker fra ”Center for kultur og læring” kalder os ”hjemmeblinde”. Vi er så omhyggeligt pakket ind i vort samfunds dybt forankrede normer, at vi ikke ser klart, og forskeren her lyder næsten som en rigtig profet, når hun siger: ”Der skal en vis fremsynethed og klarsyn til for at lave de nødvendige forandringer, hvilket i sidste ende er det, social bæredygtighed går ud på.” Mennesker bliver ved med at drømme om ”nødvendige forandringer”, og vi må overveje, om disse nutidens profeter mon har fat i noget. Woke-ideologien kan jo være vor tids udtryk for det livssyn, der gradvist vil medføre stor omvæltning af kønsrollerne, sproget og magtens traditionelle hierarki med den hvide heteroseksuelle mand på toppen. Ved første øjekast kan det faktisk ganske rigtigt minde om det, kristendommen indvarslede på Stefanus` tid med stærk betoning af, at alle på en ny måde skulle være ligestillede. Kvinder, slaver, fattige, børn, alle. Det var også en slags identitetskamp, der fandt sted, når den enkelte kæmpede for sin ret til at tro på Jesus som Guds søn og se sit medmenneske i lyset af den tro, og fjenden var også dengang den stærke samfundstradition, der ville hindre én i ubetinget at være sig selv. Men så hører lighederne også op, for spørgsmålet er altid, hvordan den enkelte ser sig selv, og på hvilken måde man er i modsætning til sin samtid.

Vor tids identitetsbevægelse rummer smukke intentioner, det skal siges. Enhver bør ses som værdig, men den risikerer at udvikle sig til den måske mest udtalte ensomhedsbevægelse, den vestlige verden endnu har set, da det er trist og udmattende konstant at være på vagt overfor, hvordan andre opfatter én. Mange vil nok hævde, at de ikke er særligt påvirkede af den overfølsomhed, der ligger i tiden, men der går interessante mekanismer i gang, når en bestemt tankegang sniger sig ind i vores fælles bevidsthed. Der kan opstå en fornemmelse af at man hellere i en eller anden grad må tilpasse sig de nye vinde for ikke at træde for meget ved siden af, og snart vil det nok kun være de mest stædige typer, der bruger ord som indianerfodbold, husmor eller brandmand. For flertallet aner, at den nye tænkning nok er kommet for at blive, og at enhver må finde sin egen plads i den, og samtidig skal det herfra lyde, at det handler om at forstå, i hvor høj grad den modsiger kristendom. Nok er det rigtigt, at begge bevægelser – den kristne og den moderne identitets-kamp – handler om ligestilling mellem alle, men afgørende er det, om der findes ét fælles omdrejningspunkt, som vi kan måle ligheden i forhold til. Dette punkt levendegør Jesus, når han om Jerusalem – altså, byen, han i første omgang er sendt til – siger: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”

Uden vores villighed til at samles om noget fælles, kan der opstå tomhed og et vist fjendskab, hvori vi som små autonome profeter mere og mere råber om kap. For vi er på evig jagt efter tryg forskansning i vort eget lille jeg. Sådan er det at være det syndige menneske, og også Stefanus er bundet af synd, men ved det selv så meget, at hans største omdrejningspunkt er udenfor ham selv, den Gud, der skal frelse ham. Og da han i dødens øjeblik udbryder: ”Herre Jesus, tag imod min ånd”, viser han, hvordan den kristne kan satse alt på forholdet til Gud og ønsket om at stå ren overfor ham. Frem for at stræbe efter at skabe renhed i hele samfundet. Men kan man være kristen uden at stå i modsætning til sin samtid – og tilmed en samtid så sekulær og rationel som vores? Både ja og nej. Nej, fordi troen på Kristus og tilgivelsen og barmhjertigheden altid kolliderer med et samfund, der på pragmatisk vis skal fungere – for eksempel er vi nødt til at praktisere straf for ikke at give al magt til forbryderne – og fordi pligten til at elske sin næste er svær at fastholde i et hektisk liv, hvor støj konstant forstyrrer samvittigheden. Men samtidig ja, man kan godt være kristen uden at stå i modsætning til samtiden, fordi ens tro på Jesus ikke bør føre til, at man vil forkaste historie og tradition og ændre sproget. Så har man nemlig misforstået, hvad det egentlig betyder at være sig selv. Forholdet til Gud handler om den indre revolution, hvor man mere og mere i dyb lykke ved at være skabt indser, at man begynder at tro. Fordi det er den indre omvæltning, der er i centrum, har kristendommen i så vid udstrækning formået at indgå i historiens skiftende epoker. Den vil ikke omvælte samfundet, men omvælte og frelse den enkelte.

Det er ikke mindst i juledagene, hvor vi igen får at vide, at Gud blev menneske i en stald i Betlehem, at vi mindes om, hvor meget der står og falder med, hvad man selv tror på – hvilken profet man tror på – og som inspiration kan man lytte til den engelske forfatter C. S Lewis, der skriver: ”Der er mennesker, som ikke anerkender hele den kristne lære om Kristus, men er så stærkt draget af Ham, at de er Hans i meget dybere forstand, end de selv ved af.” Jeg kan godt lide den formulering – at være Hans. Den understreger, hvordan mennesket altid kan høre ham til, uanset hvordan man har det med sin samtid, fordi dette forhold er så meget dybere end noget andet, vi kommer til at indgå i. Vi er født ind i det og skal i løbet af livet genopdage vort slægtskab med Gud, og med ankomsten til verden i skikkelse af et lille barn er han kommet enhver så nær, at man ikke behøver konstant at kæmpe for, at andre skal bekræfte én. For mens det naturligvis kan være nødvendigt at kæmpe for sin ret til at være her, og visse minoriteter har god grund til at hæve stemmen, udgør kristendommen det store universelle korrektiv til den drøm om frihed, lighed og anerkendelse, der så ofte før er røget af sporet. Kristendommen er det store værn, der også i denne epokes renhedsbestræbelse skal redde os fra at blive til en forsamling af små ensomme profeter, der i så udstrakt grad har glemt, hvad det vil sige at ”være Hans” – at høre Kristus til – at vi uophørligt må kræve alle andres påskønnelse af vores værdi.

Som det sidste i sit liv på jorden siger den hellige Stefanus: ”Herre Jesus, tag imod min ånd”, og jeg tænker ofte over, hvad jeg mon selv som det sidste vil sige eller tænke, inden jeg forlader jorden. Jeg har lige så længe jeg kan huske levet med fornemmelsen af ikke rigtigt at høre til i min samtid, og jeg ser livet som ét langt forsøg på at komme til at indse, at det heller ikke er så afgørende. For frem for noget er jeg Hans, og mennesket kan altid høre til i sin tid, hvis det hører til hos Kristus. Det store julehåb på vej ind i 2023 må være, at man er nået endnu et lille stykke nærmere troen på, at man engang kan bede Ham om at tage imod ens Ånd og med ro leve i sin samtid, hvad den end rummer af bevægelser, der trækker afsted med os. For så lever man samtidig hos barnet i krybben her og nu. Og hos Frelseren til evig tid. Amen.