Da jeg i sin tid som et meget ungt menneske spillede fodbold, meddelte vores træner en dag, at vi skulle have udnævnt en ny anfører. Jeg tænkte straks, at det var lige noget for mig. Jeg ville gerne være den, der inden kampens start trådte frem og gav dommeren hånden og hilste højtideligt på modstanderen og havde en indlysende vigtig rolle. Men så sagde min træner noget, der bragte mig i tvivl. Han forklarede, at det også var anførerens opgave at holde øje med, om de andre på holdet havde det godt og var glade og tilfredse, hvilket forekom mig knap så morsomt. Snarere som en lidt sur tjans, hvor jeg ville blive nødt til at forholde mig til andres små og store problemer, og det var jeg ikke rigtig dengang i humør til. Så jeg droppede tanken om at blive anfører, men begyndte nu alligevel at forstå, at dette at være en leder har at gøre med at passe på andre. At der kan være noget virkelig smukt forbundet med at være en myndighed, ja, noget helt uundværligt, fordi det også har at gøre med at holde håbet i live.

I ganske særlig grad inspireres man til at forstå dette, når Jesus taler om at være den gode hyrde. Ikke alene vil han passe på sine mennesker, han vil sætte sit liv til for dem, og beskrivelsen af hyrdens opgave bliver ikke smukkere end her. Jesus vil ofre sig for dem, der er i hans varetægt, og når ulven kommer, kan de være sikre på, at han bliver hos dem. For han er ikke daglejer – altså én, der reelt ikke kender sin flok og snart forsvinder igen – han er derimod ét med flokken, kender den ud og ind, han er skæbnebundet til den, og intet er for den gode hyrde vigtigere end, hvordan hver enkelt har det. Jesus er forbilledet for enhver anfører, og når vi i dag diskuterer, hvad det vil sige at være en myndighed for andre og måske i tidens ånd overvejer om det nu overhovedet er nødvendigt, at nogen angiver en overordnet retning og forholder sig til, hvem man er, skal vi bære ordene om den gode hyrde med i bevidstheden. Fordi vi har brug for det højeste og mest ubetingede at se os selv i lyset af, og fordi vi som sagt skal forstå, hvordan vi bedst bevarer håbet i vores tilværelse.

Først skal vi huske, at vi alle er børn af en kultur, præget af forbehold overfor begrebet myndighed. Det ligger dybt i den moderne hyldest af det flade hierarki at antage, at enhver kan administrere sig selv, hvilket udspringer af den humanistiske tro på det fornuftige menneske, der senest har ført til idéen om, at man ikke skal konfirmeres, men selv-firmeres, altså, bekræfte sig selv i troen på sig selv og sin ”awsomhed”, som det hedder. Unik personlighed betyder det vel. Udviklingen går langt tilbage og ophøjelsen af det stærke gode menneske betød for eksempel, at det i løbet af 1900-tallet blev sværere som præst at tale formanende. Kristendommen blev mere og mere udlagt i milde og ikke krævende vendinger, og i Henrik Pontoppidans roman Det forjættede land fra omkring år 1900 beskrives denne følgagtige forkyndelse, og en ældre præst i romanen finder den skadelig og udbryder: ”Og dog må jeg sige, at jeg i beskedenhed føler det som min opgave – både som præst og som menneske – i det små og i det stille at bidrage til at bringe folk til bevidsthed … til fuld og klar bevidsthed.” Det er dog vanskeligt at skabe fuld og klar bevidsthed i en epoke, hvor en del klassiske autoriteter er blevet reduceret til forstående samtalepartnere. Også i kirken, hvilket – vover jeg at mene – nok er blevet forstærket en del af de mange kvindelige præster, hvis gennembrud vi lige nu fejrer 75-årr jubilæum for.

Naturligvis skal man altid kunne samtale med indføling, men midt i denne humane og af og til lidt naive udvikling skal vi også ære krav og alvor, hvad enten man er skolelærer eller universitetslektor – eller fodboldanfører, for den sags skyld, og landsholdets aktuelle kvaler angående kampvilje udgør måske netop et tegn på, at der mangler en anførertype, der kan bringe medspillerne til fuld og klar bevidsthed, når tingene sejler. En, der kan skabe håb, når apatien breder sig.
For håbet vokser også gennem modsigelse. Det er dét, vi så nemt glemmer. Håbet vokser, når man tages alvorligt med alle sine fejl og mærker, at der er mulighed for forandring og nye kræfter, og i kristen forstand udspringer håbet af forholdet til den myndighed, der virkelig kender ens svaghed. Jo mere mennesket tror, at alt skal strømme fra egen ”awesomhed”, desto sværere kan det blive at bevare håb, eftersom tilværelsen dybest set for os mennesker er helt umulig at overskue. Vi taler meget om, at krige og klimakrise for tiden dræber håb i os, hvilket utvivlsomt er rigtigt, men det er kun en del af forklaringen. Håbet dræbes især, fordi vi har gjort også dette til en præstation, man selv har ansvaret for. En ung og temmelig skråsikker klimaaktivist udtalte forleden i fjernsynet dette tankevækkende. Hun sagde: ”Håb er noget, man skal gøre sig fortjent til!” Formuleringen synes bundet til en overbevisning om, at nærmest alt står og falder med det, man selv udretter, hvilket jo betyder, at skulle man miste håbet, er det ens egen skyld. I kristendommen forstås håbet stik modsat. Her kommer det til os som en magtfuld meddelelse gennem tiltale fra Skaberen og Åndens nærvær, og ikke mindst kan man her i kirken trods fortvivlelse i forskellig grad ane, at der altid venter noget bedre. Et menneske kan godt i en eller anden udstrækning ved egen beslutning insistere på at håbe, men det forekommer mig, at tidens intense kredsen om mismod og frygt for fremtiden afslører, at det for mange ikke rigtig lykkes.

Derfor kan vi begynde at forstå, at man skal nå til mere fuld og klar bevidsthed for at forstå, hvad det egentlig betyder, at Jesus som vores hyrde måtte komme til verden. For mens betegnelsen hyrde er så mild, og bibelordene i dag kredser om hans vilje til at beskytte os, skal vi samtidig erkende, hvorfor vi har brug for beskyttelse. Det har vi, fordi ulven kan komme, og ulven er den kraft – også i os selv – der vil trække os væk fra Gud og dermed væk fra håbet. Ulven er det onde, det hovmodige og det selvhævdende, der ligger på spring for at føre os væk fra indsigten i og taknemmeligheden over, at verden ér fyldt med håb, fordi Jesus har været i den. Det håb vil ulven tage fra os, så vi fremfor at leve i tillid til livet, kommer til at leve i konstant mistro til det, og det er dét, der er på færde i dag. Der er simpelthen for meget i os selv, der vil ødelægge håbet, så splittede er vi indeni, vi længes efter håb, og vi ødelægger håb, og mens nogen lettere desperat begynder at hævde, at håb er noget, man skal gøre sig fortjent til, er den tankegang først og fremmest med til at afsløre, hvordan mennesket selv medvirker til, at håbet ude. Temmelig bogstaveligt forstået. For så er det faldet ud af den dybeste relation mellem Gud og skabning og er blevet til endnu et instrumentaliseret punkt på livets store CV. Så er det blevet til endnu en præstation, og vi ved efterhånden, hvad det betyder. Det betyder, at mennesket udmattes og kan falde dybere og dybere ned i håbløshed.

Min fodboldtræner havde fat i noget. Hyrden og anføreren skal ikke blot hilse på dommeren, men også hjælpe enhver til at forstå sit eget indre. Jesus formaner os gennem næstekærlighedsbuddet, for du skal se væk fra dig selv og hen på den anden, og sådan giver også du håb videre. Du skal give afkald på de mest spontane impulser, der så ofte er forbundet med ulvens hensynsløse hærgen. Den kan spænde lige fra relativt harmløs selvoptagethed til den mest modbydelige handling, der hensætter en hel nation i bestyrtelse – og dernæst i lettelse, når en ung pige denne gang blev fundet i live. Ulvens virke spænder vidt, men udspringer af samme ødelæggende potentiale i os, der med syndefaldet blev en del af verden. Enhver må selv forsøge at forstå disse kræfter, for uanset om man helt overgiver sig til ulvekræfterne og gør det grusomme, eller man i kraft af almindeligt sløvsind blot forvilder sig væk og mærker, at det begynder at føles lidt øde og tomt, står hyrden stadig og venter dér, hvor vi forlod ham. Og hvis vi erkender vores behov for at blive beskyttet af ham, er vi allerede langt. Den schweiziske teolog fra 1900-tallet Karl Barth beskriver det sådan her: ”… midt i den menneskelige Historie og det menneskelige Samfund, midt i den altfor kendte Tid og Verden, midt i den menneskelige Tilværelses Omraade, hvis Væsen enhver allerbedst klargør sig nogenlunde ud fra sit eget Væsen, er her med hele den guddommelige Sandhed Kraft rejst en Forjættelse, et Haab.” Og man kan ikke, tilføjer Karl Barth, være til stede her i kirken uden at lære dette håb at kende.

Herinde er håbet ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Det er dér, der gives til os, skønt vi netop ikke har fortjent det. Håb udgør ikke endnu en præstation i det vilde ræs mod lykke og anseelse, men i stedet Guds magtdemonstration, for håbet trodser alt. Det gør det, fordi Faderen lod sin søn bryde ind i verden, hvormed vi altid kan se længere end til det, der lige nu føles så definitivt. Ja, selv dødens magt kan vi se ud over, for vi har fået udsyn til den endeløse horisont og i de frelsende glimt, der strømmer til os derfra, er det, som om man et lille øjeblik træder ind i vægtløshed og udelukkende mærker, at man er skabt og aldrig skal dø. Og at alt smerte vil stoppe. Jo mere vi mister følingen med den horisont, desto mere vil vi komme til at føle, at håbet er ude. Som allerede nævnt, temmelig bogstaveligt. Så river vi det ud af Guds hænder og lader det svæve frit rundt iblandt os som en tom talemåde, der ender med at blive til noget, ingen kan beskrive uden stædigt at henvise til egne kræfter. Og hvad nu hvis man er i færd med også at miste troen på dem? De kræfter, som menneskene i de seneste 150 år har sat så utrolig stor lid til. Så er det nemt at føle sig håbløs i en verden, hvor piger kidnappes og krige udkæmpes og floder tørrer ud. Så er håbet ude og flakser rundt som endnu et begreb, der er blevet rykket fri af sine dybeste rødder, og som vi nu blot må forsøge at fæstne til os selv. Herinde i kirken ved vi, at når dette har stået på længe nok, kan der ske noget nyt.

For det er ikke mindst i udmattelsen, at man begynder at forstå betydningen af den gode hyrde, der er kommet for at gøre det klart, at ulven findes, men at han bliver her hos os, uanset hvad der sker. Den gode hyrde og anfører har både har mod til at gå forrest, hjerte til at passe på enhver og styrke til også at fortælle os det, vi ikke har lyst til at høre. Den gode hyrde vil bringe os til fuld og klar bevidsthed om det onde, som vi bærer i vort eget væsen og om den frelse, der findes, fordi han med sin opstandelse åbnede horisonten over vore hoveder og inde i vore hjerter. Og håbet kan ikke dø, hvis vi tror på, at det er ham, der bliver ved med at bære det for os. Hver eneste dag her og nu og også ind i den evighed, som vi gennem troen skal have andel i. I den tro er håbet aldrig ude, men altid levende og helt tæt på. I forholdet mellem Gud og os. Amen.