Det var ikke med min gode vilje, at jeg for en del år siden købte min første mobiltelefon. Jeg anskaffede mig den, fordi det blev mere og mere besværligt i forhold til andre ikke at eje en sådan, men hurtigt indså jeg, at en del af freden i mit liv dermed var forbi. Telefonen kunne nu ringe hvert eneste øjeblik, uanset hvor jeg befandt mig, og således erfarede jeg, hvad det vil sige at have en maskine på sig, som man alt for ofte uden nogen særlig årsag føler sig draget til at kigge på. Det er, som om den bliver til et magtfuldt væsen, der skal bekræfte ens eksistens, og man kan blive gådefuldt afhængig af denne kunstige måde at føle sig i live på. Så nej, det var ikke med min gode vilje, at min hverdag blev påført en skærm med så tyranniske tilbøjeligheder, og jeg har lige siden overvejet, hvad det mon gør ved os at være koblet sammen med den. Et af de helt store spørgsmål angående skærmen i vore liv er, om vi gradvist vil miste en del af kontakten til det levende sprog og indsigten i, hvad dette betyder for os. Både det sprog, der lyder mellem os og det sprog, der lyder fra Gud til os.

I en af sine forunderligt smukke taler til disciplene, som Johannes evangeliet er så kendt for, kredser Jesus om at lytte og forstå. At elske ham, siger han, er forbundet med at holde fast ved hans Ord, og med Ordet menes alt, hvad der kommer ud af Jesu mund. Det storslåede ved de ord er, at deres inderste essens udspringer af Faderens magt til at skabe og opretholde alt liv. Med sit guddommelige ord fik han fra tidernes morgen lyset til at erstatte mørket og frembragte liv, hvor der før var øde, og også Jesus selv kom til verden på Faderens befaling. Som både menneske og mand og Guds søn færdedes han på jorden under samme vilkår, som vi lever under. Som det ene af to køn og som noget andet og mere end dyrene, idet vi er Ånd og dermed de skabninger, der på mirakuløs vis kan sanse tilværelsen gennem sprog og ord. Pinsedag lærer vi med den berømte fortælling fra Apostlenes Gerninger, som vi hørte før, hvordan sproget er vitalt i forholdet mellem Gud og mennesker, da de forskellige folkeslag, mens de er forsamlet i Jerusalem, pludselig indser, at de hører sammen i kraft af Helligåndens nærvær. Essensen af det sprog, den bringer, rummer en kraft, der rækker ud over normal erkendelse, og den kan skabe tro og håb i enhver, der ønsker at lytte og indse hvilken magt, sproget har. Det guddommelige, først og fremmest, men også det menneskelige.

Lad os se på det menneskelige først. Sprogets magt oplever vi i vor tids kamp om ukrænkelighed og position, når personer insisterer på at blive tiltalt med pronominer, der bryder med enhver vedtaget grammatik. Eller når man med skældsord som ”racist” eller ”transfob” eller bare ”din heteroseksuelle privilegieblinde klovn” vil fremstille en anden som mindre værdig. Arten af skældsord beskriver en periodes opdeling mellem de gode og mindre gode, de progressive og de forstokkede, og enhver ved vel efterhånden, at det ikke længere er velset at sige ”kagekone” eller ”politimand”. At sproget styrer bevidsthed, er ikke noget nyt, men risikoen er, at ensretningen nemmere kan brede sig i et samfund, hvor sansen for det sproglige svækkes. Sagen er desværre, at både børn og vokse læser og skriver stadigt dårligere, og de fleste begynder nok at indse, at jo mere man nærmest fra spæd sidder og glor ind i en skærm, desto værre bliver det. Den, der ikke hviler trygt i sit sprog, bliver mindre selvstændig og forfalder ofte til at efterabe tidens populære talemåder – ”det offentlige Vrøvl”, som Søren Kierkegaard kalder det. Jeg er ikke tilhænger af at gå i panik, men hvad skærmens herredømme, det voksende koncentrationstab og den sproglige afmagt angår, er jeg tæt på. Det gælder vist også den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i et interview forleden sagde: ”Det moderne menneskes største problem er, at der er kommet noget imellem os og verden. Noget selvskabt, stærkt tiltrækkende og forstyrrende: skærmen. Det digitale lys. Billederne, som kræver vores opmærksomhed hele tiden (…) Vi mister fornemmelsen af at høre til et sted…”

Knausgård forbinder skærmens magt med tab af virkelighedssans, hvilket for mig er uløseligt bundet til sprog. Når man dagligt omgives af billeder og manipulerende lysende symboler, bliver det sværere at føle ro og sammenhæng i tankerne, og mon ikke skærmens tyranni udgør en del af årsagen til vor tids mange sjælelige kvaler. Jeg tror det, og det er foruroligende, at vi ikke meget tidligere har indset sammenhængen mellem at fornemme sit sprog, læse ord på papir, forme bogstaver med sin egen hånd – og dette at føle glæde og forankring i verden. Det er kontakten til den fysiske virkelighed, der er på spil, hvilket man selv tydeligt mærker, når man har siddet længe foran skærmen og fornemmer vemodet vokse i det kunstige lys. Jeg føler mig næsten forvist fra verden og må hurtigt rejse mig og gå ud i vinden og atter indse, at vi er skabt til at færdes under den høje himmel og tale sammen og dufte til de vidunderlige syrener. For vi er Ånd, og vi har et sprog, der er nærmest identisk med selvrespekt, og Grundtvig skriver disse kloge ord om at miste sans for sprog og virkelighed: ”… naar et Folk tvivler om Virkeligheden af sin egen Aand, det er: sin naturlige Tankegangs, sit Modersmaals og hele sit Levnetsløbs usynlige, hemmelighedsfulde Livskraft; da er det netop ligesaa fortvivlet, som naar en Enkelt af os tvivler om Virkeligheden af sin egen Sjæl…”

Mister man føling med sit sprog, fordi man ikke har lært at bruge det, mister man også berøring med en del af sin sjæl, og nu nærmer vi os forståelsen af den magt, som det guddommelige sprog har. For det er i kraft af dét, at vi får dén berøring med sjæl og virkelighed tilbage. Det kan lyde besynderligt, da man ofte forbinder religion med noget abstrakt og frit svævende, men troen får i dén grad mennesket konkret placeret i verden, idet vi i forholdet til Gud udstyres med et helt håndgribeligt ansvar for medmennesket. Det skal jo æres i kærlighedsbuddets navn, hvilket vi så nemt glemmer, og ikke mindst foran skærmen, hvor ondskabsfulde ytringer åbenlyst trives. Vi diskuterer konstant, hvorfor folk mon skriver så horrible ting om andre, men Grundtvig har et godt bud. Det skyldes, at vi ikke kan mærke vores egen sjæl og dermed heller ikke den andens. En del af virkeligheden er annulleret. Gennem det guddommelige sprog befales vi tilbage til virkeligheden med ordene om, at du skal ære ethvert menneske, og disse ord får i pinsen universel betydning med beretningen om, at Helligånden meddeler dem til alle. Det gør den ved at tiltale os på ét sprog, og det betyder vel at mærke ikke, at landegrænser og forskellige modersmål af den grund skal opløses. Slet ikke. Menneskene udgør stadig hvert sit folk med hvert sit sprog, men samtidig er vi fælles om det religiøse hjertesprog, der går lige ind i sjælen og minder os om det ansvar og den livskraft og den Guds nåde, vi fra skabelsen er bestemt til. I pinsen lærer vi, at fællesskabet er etableret, kirken er skabt, for Helligånden er nu fuldgyldigt til stede og taler til enhver, der vil lytte til Guds eget sprog.

Hverken kirken eller kristendommen ville eksistere uden sans for sprog, og Martin Luther siger det sådan her: ”Vi kan ikke benægte, at selv om evangeliet er kommet blot ved Helligånden og kommer sådan hver dag, så kommer det alligevel til os ved hjælp af sprogene…” Vi mennesker former også selv en slags virkelighed gennem sprog, når vi tjener enten det gode eller det onde. Når et ord, der siges, føles saliggørende og trøster midt i afmagt, er det Helligåndens værk i os. Men når et ord nedgør og virker til tomhed, er det denne verdens fyrste, Jesus modstander, den onde vilje, der gennem os udvirker Djævelens værk. Vi må hver dag kæmpe for at skelne mellem de to, for vi kan i vor syndighed selv udføre det djævelske værk, og derfor måtte Gud tage bolig iblandt os og gennem Sønnen og Helligånden lade os forstå, at sproget er så meget mere end blot et middel til kommunikation. Det bærer på de største kræfter, og hver gang man føler sig modbydeligt tiltalt, ved man, at det onde findes. Ligesom man gennem det barmhjertige ord til gengæld aner, at godheden og frelsen findes, og dette åbenbares til fulde af Jesus, Sønnen, der er gået til Faderen, så vi, når den tid kommer, kan gå den samme vej. Og af Helligånden, der også kaldes Talsmanden, der hver eneste dag, mens vi er her, lader os forstå, hvor vigtigt det er at gribe sandhed gennem sproget. Og Martin Luther tilføjer: ”Hvor sprogene forsømmes, vil evangeliet til sidst helt sikkert gå under.”

Foran skærmen mister vi sans for både sproget, virkeligheden og det næstekærlige, og det bliver sværere at skelne mellem Helligåndens og Djævelens værk. Dette mindes man om i beskrivelsen af, hvordan én af vor tids mest frygtelige terrorangreb tog form i hjernen på en mand, der sad ved skærmen og spillede uafbrudt i fem år. Journalist Åsne Seierstad skriver i sin bog om denne mand, Anders Breivik: ”En nat efter en kamp blev han siddende og snakkede med en spiller, som overvejede at trække sig. Han var nødt til at få greb om det virkelige liv igen, sagde han. Anders indrømmede at han tænkte det samme. Han ville snart holde op, sagde han. Men det gjorde han ikke.” Man forestiller sig, at han kom i alvorlig tvivl om virkeligheden af sin egen sjæl, for han endte med at træde ud i verden og begå Djævelens værk. Guds talsmand kunne ikke hos dette menneske komme til orde, for der var ikke tilstrækkelig sproglig forbindelse og lydhørhed tilbage. Den sproglige forankring i verden udgør ét af de største adelsmærker ved os som Guds skabninger, og derfor siger Jesus, at ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.” Ord og kristen tro hører sammen, og den, der mister fortrolighed med sit eget sprog, kan få sværere ved at høre, når Gud taler.

Derfor må vi overveje, hvad det gør ved os at være så uophørligt koblet til skærmen, for sproget kan tage skade af det. Og derfor blev jeg så urolig, da jeg i sin tid købte min første mobiltelefon. Selvfølgelig gør den noget ved os, og vi skal virkelig tænke os om, men vi skal samtidig huske, at hvad der end sker, findes tiltalen fra Gud altid. Den er der, når vi løfter blikket fra skærmen og igen prøver at lytte, og pinseunderet er, at Gud gennem Helligåndens komme har vist, at han i sandhed vil være hos os. Pinseunderet er beskeden om, at Gud aldrig holder op med at lade os vide, at frelsen er virkelig, og at hans ønske er, at vi skal være med ham i evigheden. Vi har sproget til at forstå det, og vi har hjertet til at tro det. Amen.