For en del år siden mødte jeg en mand på gaden, som de fleste nok kender. Han er gøgler, filminstruktør, kunstmaler og arbejderbarn, og vi kendte hinanden lidt, fordi vi begge var interesserede i boksning og havde mødtes til boksestævner rundt omkring. Jeg var dengang journalist, men studerede samtidig teologi, og denne dag fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være præst. Han kiggede på mig og sagde: ”Det mener du da forhåbentlig ikke!” Jo, det mente jeg absolut, og jeg har tit siden tænkt på det øjeblik og undret mig, over, at jeg faktisk blev ret påvirket af hans syn på Gud og tro, som jo intet havde med mit indre at gøre. Eller jo, det havde det nok, for vi kan godt påvirke hinanden med vores tro. Eller mangel på tro. Og jo mere man respekterer den, der nedgør ens tro, desto mere kan man blive ramt. Derfor gik jeg den dag hjem med en følelse af mærkeligt vemod.

Det er længe siden nu, men jeg blev mindet om det, da samme mand forleden fyldte 80 år og i et fødselsdagsinterview sagde: ”Jeg er nogenlunde sikker på, at Gud ikke eksisterer, men jeg ved, at troen eksisterer, og den kan jeg ikke leve uden.” Det er en interessant formulering, der i let omskrevet form går igen i fortællingen i dag om den far, der er ankommet til Jesu disciple med sin syge søn. Denne har, siden han var barn, været besat af en dæmon med hyppige og voldsomme anfald til følge, og hans far opsøger nu i sin rådvildhed disse berømte helbredere, og til sidst Jesus selv. Skønt han vist ikke tror på ham. Han tror på noget, men ikke på, at Jesus er Guds søn, og han udbryder de berømte ord: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Det er ét af de mest alment menneskelige udbrud i Det nye Testamente, idet mange – ligesom før omtalte multikunstner – kender til tilstanden, hvor man ved, at troen er vigtig, uden at man ved, hvad man mere nøjagtigt skal tro på. Men da faderen har indset behovet for noget mere konkret at satse på, appellerer han til Jesus selv, og det virker. Den stumme og døve ånd bliver faktisk drevet ud, hvorefter Jesus understreger, at dette har med bøn at gøre. Det med bønnen kommer vi tilbage til. Først lidt mere om det punkt i livet, hvor man begynder at forstå, at det ikke blot handler om at tro – men om at tro på noget.

Det punkt kan opstå, før man ved af det. Hvis man mister én, der var meget dyrebar, hvis man bliver syg – eller måske hvis der udbryder krig i en tid, hvor vi ellers havde bildt hinanden ind, at menneskene var blevet for civiliserede til at rode sig ud i den slags. I hvert fald i vores nærområde. Punktet kan opstå, når man længe har levet uden at tænke dybt nok over det onde og det gode og dermed uden tilstrækkelig føling med dette at have noget at kæmpe for. En blanding af stilstand, hovmod og kedsomhed kan vokse frem i det indre, og derfor kan en krig, hvor frygtelig den end er, vække noget i mennesket til live. Allerede nu siger de, at Europa og verden er forandret for altid, og når vi dyrker krigen så intensivt med mediedækning døgnet rundt, gult og blåt overalt og stor støttekoncert og mærker dramaets både foruroligende og dragende effekt, er det måske også længslen efter noget mere konkret at tro på, der næres. Jeg vil på ingen måde devaluere den indsats, folk gør, eller støtten, der gives – og stor respekt for den, der inviterer ukrainske flygtninge til at bo i eget hjem, men optagetheden af krig kan fylde hverdagen med fornyet intensitet. Og når slaget trods alt udkæmpes så langt væk, at der er ro i vore gader, opstår denne mellemtilstand, hvor man på én og samme tid kan fascineres og forfærdes.
Det er velkendt, at mennesket kan blive næsten opstemt i forbindelse med krig. Hør blot, hvad forfatter Stefan Zweig skrev om sin egen reaktion, da Første Verdenskrig i 1914 brød ud: ”Og hvis ret skal være ret, må jeg tilstå, at der var noget storslået, noget uimodståeligt medrivende, ja endda forførende over massernes første opbrud. Og trods al min afsky og alt mit had til krigen ville jeg ikke i mit liv undvære mindet om disse første dage.” Krig fik vi dog siden nok af i Europa, og efter to store verdenskrige opstod en ny bevægelse, der for mange skabte mening og retning i livet. Nemlig fredsbevægelsen, der især prægede 70`erne og 80`erne, hvorfra vi blandt andet husker billederne af John Lennon og hans kone Yoko Ono, der nægtede at stå ud af sengen, før der var fred i verden. Hvad man end mener om den mere billige idealisme, der også prægede fredsbevægelsen og den pacifistiske ideologi, der jo får det så svært, når virkeligheden brutalt sætter ind, kan man konstatere, at både tanken om krig og tanken om fred kan skabe et slags indhold i et menneskes liv. Stilstand bliver modsagt, alvoren træder til, mens man måske fornemmer, hvor vigtigt det er at tro på noget mere konkret og ikke blot et eller andet. Krig og fred nærer de store tanker om, hvem vi er, hvor meget ondt og godt vi rummer, og hvad vi i sidste ende på denne jord skal sætte vores lid til.

Alt dette er på spil, da faderen bringer sin syge søn hen til Jesus og beder om at komme til at tro, ikke blot mere, men på det egentlige og sande. Før eller siden kan man nemlig, som sagt, komme til at forstå, at det handler om liv og død, om kampen mod den onde dæmon, og netop ved dette punkt kan krigen blive symbol på ens egen kamp for overlevelse. Denne er i kristen forstand uløseligt grundet i troen på Guds søn, og for at forstå behovet for at tro på ham og ikke blot på noget må enhver erkende, at den stumme og døve ånd også er i mig. Den bor herinde og melder sig med sin stumhed, når jeg undlader at sige det, jeg ved, at den anden lige nu har allermest brug for at høre. Hvorfor siger jeg det ikke bare? En stum usynlig hånd holder mig fast, og jeg adlyder, skønt jeg virkelig hader den. Den onde dæmon lever i enhver af os, og det var jo dét, man glemte, da man i fredsbevægelsen dyrkede drømmen om, at freden i verden kunne blive permanent. Fordi der er krig inde i os, vil der altid være krig i verden, vi er ganske vist opdraget til ikke at tro det, men vi vil gang på gang erfare, at mennesket ikke blot er det rene fine væsen, der fremstod, da Gud havde skabt alt og så, at det var godt. Som vi hørte det i læsningen før. Den døve og stumme ånd gjorde ved syndefaldet sit indtog i os, og vi bærer den nu med os gennem hele livet.

Fordi vi selv bærer på krigen, er fred ikke den normale tilstand. Hverken inde i et menneske eller i verden som helhed. Det er snarere krig, der er den normale tilstand, og mens den tanke strider imod hele vores humanistiske tænkning og moderne menneskesyn, skal vi med kristendommens visdom midt i forfærdelsen over krigens realitet se det som påmindelse om, at vi på jorden er sat i en kamp for at slås for det gode og bekæmpe den stumme og døve ånd. Hvis man forstår, at krig er den normale tilstand i mig såvel som ude i verden, kan man måske bedre komme den i forkøbet og erkende, at livet aldrig består af stilstand. Det består af en kamp mod dæmonen, hvilket de store teologer og forfattere altid har vidst. Det er bare os, børnene af den moderne tænkning og nogle årtiers ekstraordinært fredelige forhold i Europa, der har ladet os dysse i søvn, og tillad mig i disse dage, hvor meget russisk lægges for had, at citere én af de helt store russere, Lev Tolstoj, der i sine bekendelser skrev om betydningen af at tro. Ikke bare på noget, men på den kristne Gud. Han skriver: ”… jeg mindedes den hendøen og tilbagevenden til livet, som jeg havde været ude for hundrede af gange. Jeg mindedes, at jeg kun levede, når jeg troede på Gud. Som det var før, var det også nu, sagde jeg til mig selv: Jeg vil blot erkende Gud, så lever jeg; glemmer jeg ham, tror jeg ikke på ham, dør jeg. Hvad er denne tilbagevenden til livet og hendøen?”

Det er lige præcis dén vaklen, vi alle genkender, fordi dæmonen trækker os væk fra Gud, mens længslen efter at tro trækker os tilbage igen. Det er essensen af ordene ”jeg tror, hjælp min vantro!”, og når Jesus siger, at dæmonen kun kan drives ud ved bøn, forstår vi, at man simpelthen må bede om at blive holdt fast. Nok kan dæmonen ikke udslettes én gang for alle, ligesom krigen i verden og i mennesket ikke her på jorden forgår, men gennem bønnen kan man erfare de små øjeblikke af fred, der er som den tilbagevenden til liv, Tolstoj oplever. I de øjeblikke sættes den indre krig i stå, frygten for død og stilstand kan ikke mærkes, og man styrkes i troen på, at også den ydre krig så meget som muligt vil blive afløst af fred. Jeg vover den påstand, at når en 80-årig mand – vores gamle gøgler og filminstruktør, som jeg mødte på gaden – erklærer, at han ikke kan leve uden tro, har det at gøre med et langt livs erfaring af, at han ikke kan frelse sig selv fra sin egen krig. Og når jeg dengang blev vemodig over, at han nedgjorde min tro, skyldtes det et pludseligt strejf af bekymring for, om Gud virkelig findes. Og om jeg vil blive frelst fra min. Vi kan ikke undgå at påvirke hinanden med hver vores tro, eller mangel på tro, og bønnen til Gud handler i sit inderste om at holde den dæmon på afstand, der hele tiden vil bringe os i tvivl.
For ”Alt er muligt for den, der tror,” siger Jesus og jager dæmonen ud, hvorefter det er, som om drengen er død. Men Jesus tager hans hånd og rejser ham op, og det er den lille opstandelse på jorden. Det er troens rene øjeblik, hvor vi mærker, at vi virkelig er skabt i Guds billede som en del i livets vidunderlige oprindelse og kan fyldes med håb og styrke, skønt vi ved, at fordi krig findes i mennesket, vil den også altid findes i verden. Men den lille opstandelse mærker vi, for den er barn af den store, Jesu opstandelse på den tredje dag, besejringen af døden og forbindelsen til evigheden og Guds nåde givet til vores sammensatte væsen. Dén opstandelse længes vi efter at tro på, for kun dén kan endegyldigt besejre den stumme og døve ånd i os. Kun dén kan få krigen til at stoppe. Og det vil ske. Alle krige vil i evigheden stoppe, for Kristus vil sejre. Amen.