Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?

I nogle øjeblikke er man ikke i tvivl om, hvordan tilskyndelsen skal forstås, da den kan fremstå som noget af det mest entydige i os. Andre gange kan jeg dog godt komme lidt i vildrede om, hvorvidt det giver mening at få medfølelse med et andet menneske, og den tvivl er vokset frem gennem de senere år. Spørgsmålet er, hvad der dog er sket. Er det mig eller omgivelserne, der har forandret sig på en måde, der gør, at jeg faktisk kan komme i tvivl om barmhjertighedens berettigelse? Uanset hvad fornemmer jeg, at nogle vilkår mellem os forrykkes så meget, at det har konsekvenser for, hvordan vi forstår begrebet medfølelse, og meget afhænger af, hvordan vi i dag ser på forholdet mellem svaghed og styrke. Hvordan vi forbinder os selv med det ene og det andet. Det hele præges af tidens menneskesyn og af vores selvopfattelse hver især, og det giver slet ikke sig selv, hvornår man bør føle barmhjertighed med et andet menneske.

Jeg tror, at mange mennesker har tilbøjelighed til at tro, at ens virkelighed vil forblive nogenlunde den samme. Det kan måske lyde besynderligt i en periode, hvor der tales så meget om frygt for fremtiden og en fornemmelse af, at basale strukturer vakler, men samtidig med denne stemning af bekymring kan man godt mangle fantasi til at forestille sig den fulde konsekvens af nogle af de forskydninger, der foregår iblandt os. Og som måske har foregået længe. Jeg er generelt stor tilhænger af ikke at lade sig lamme af bekymring for det kommende, men af og til står man overfor foruroligende kræfter, som man måske har været for længe om at indse omfanget af. Muligvis fordi man gennem årene er blevet et lidt letsindigt menneske. Altså, helt bogstaveligt forstået. Et menneske, der går til verden med så let et sind, at man har svært ved at genkende alvoren, når den er der. Lad os prøve at forstå, hvad det vil sige at være letsindig. At være let af sind.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

Man kan overveje, hvor den stammer fra, for jeg er ret sikker på, at vi alle sammen kender til den. Jeg tænker på den dybtliggende fornemmelse af, at livet bør være nogenlunde retfærdigt, og at det giver mening at føle sig forulempet, hvis meget går én imod. Man kan anskue dette på to måder. For mens det jo er oplagt at føle sig særligt udsat, hvis man bliver decideret dårligt behandlet af andre eller af en magtinstans i samfundet, er noget andet, at vi også kan bære rundt på fornemmelsen af, at livet bare generelt bør ville os det godt. Vi lever med dette mystiske regnskab indeni, der nærer en forestilling om, at der skal være så meget balance og rimelighed til, at jeg ikke skal leve med følelsen af, at noget her på jorden er grundlæggende skævt. Hvor stammer bevidstheden om dette basale livsregnskab fra? Og hvad gør det ved os, når vi ikke synes, at det går tilstrækkeligt meget op?

Det var ikke med min gode vilje, at jeg for en del år siden købte min første mobiltelefon. Jeg anskaffede mig den, fordi det blev mere og mere besværligt i forhold til andre ikke at eje en sådan, men hurtigt indså jeg, at en del af freden i mit liv dermed var forbi. Telefonen kunne nu ringe hvert eneste øjeblik, uanset hvor jeg befandt mig, og således erfarede jeg, hvad det vil sige at have en maskine på sig, som man alt for ofte uden nogen særlig årsag føler sig draget til at kigge på. Det er, som om den bliver til et magtfuldt væsen, der skal bekræfte ens eksistens, og man kan blive gådefuldt afhængig af denne kunstige måde at føle sig i live på. Så nej, det var ikke med min gode vilje, at min hverdag blev påført en skærm med så tyranniske tilbøjeligheder, og jeg har lige siden overvejet, hvad det mon gør ved os at være koblet sammen med den. Et af de helt store spørgsmål angående skærmen i vore liv er, om vi gradvist vil miste en del af kontakten til det levende sprog og indsigten i, hvad dette betyder for os. Både det sprog, der lyder mellem os og det sprog, der lyder fra Gud til os.

Da jeg i sin tid som et meget ungt menneske spillede fodbold, meddelte vores træner en dag, at vi skulle have udnævnt en ny anfører. Jeg tænkte straks, at det var lige noget for mig. Jeg ville gerne være den, der inden kampens start trådte frem og gav dommeren hånden og hilste højtideligt på modstanderen og havde en indlysende vigtig rolle. Men så sagde min træner noget, der bragte mig i tvivl. Han forklarede, at det også var anførerens opgave at holde øje med, om de andre på holdet havde det godt og var glade og tilfredse, hvilket forekom mig knap så morsomt. Snarere som en lidt sur tjans, hvor jeg ville blive nødt til at forholde mig til andres små og store problemer, og det var jeg ikke rigtig dengang i humør til. Så jeg droppede tanken om at blive anfører, men begyndte nu alligevel at forstå, at dette at være en leder har at gøre med at passe på andre. At der kan være noget virkelig smukt forbundet med at være en myndighed, ja, noget helt uundværligt, fordi det også har at gøre med at holde håbet i live.

Naturligvis vidste vi godt, at nogen levede i større risiko for at havne i rollen end andre. Man fornemmer hurtigt, hvem der kan blive ofre, fordi de af forskellige årsager har svært ved at hævde sig i fællesskabet. Vi vidste godt dengang, hvem der var de udsatte, og jeg tænker ofte på de tre-fire stykker fra min barndoms folkeskole, der må have haft en barsk tid. Det kan være særdeles pinefuldt at være offer og genstand for andres morskab og ringeagt, og alle tænker vel af og til over, om man selv har følt sig som ét, eftersom vi alle kender til dette at være miskendt og dårligt behandlet. Offerrollen lurer i enhver og kan rumme alt tænkeligt. Smerte og skam, men også noget helt andet i stil med opmærksomhed, sympati og ligefrem en form for magt. Offerrollen udgør én af de allermest dramatiske positioner, der findes, og behovet for at forstå dens natur er ikke blevet mindre med tiden.